Hvad er vore folkevalgte værd, hvis vi skal forsøge at sammenligne deres vilkår med tilstandene på det arbejdsmarked, der gælder for alle os andre?

Spørgsmålet kom op i 11. time i den valgkamp til EU-Parlamentet, som fyldte en stor del af maj, inden folketingsvalgkampen tog over. Initiativtageren var den konservative spidskandidat Pernille Weiss, der fremsatte et forslag om, at de danske medlemmer af EU-Parlamentet fremover deles om udgiften til en revisor, der skal holde styr på de såkaldte blyantspenge. Lad os lige minde om, hvad blyantspengene er for en størrelse:

Hver måned udbetales 32.850 kroner skattefrit til dækning af udgifter i forbindelse med hvervet som EU-parlamentariker. De skal gå til dækning af kontordrift i hjemlandet, herunder mobiltelefoni, computere, konferencer og anden mødevirksomhed. EU-systemet kræver ikke kontrol med, hvordan pengene bruges.

Læg hertil, at når EU-parlamentarikerne deltager i møder i Bruxelles og Strasbourg udbetales 2.332 kroner dagligt i såkaldte diæter. Ligeledes skattefrit. Dette beløb skal dække udgifter til hotel, bespisning og repræsentation. Faktiske rejseudgifter til fly og tog refunderes. Og så skal vi vel ikke glemme vederlaget, det neutrale ord for det, der burde hedde politikerlønnen: 64.162 kroner udbetales der, og her trækkes der skat efter danske regler. Trods alt.

LAD OS for nemheds skyld sige, at den folkevalgte efter skattetrækket har i omegnen af 30.000 kroner til sig selv. Et nogenlunde lige så stort beløb, de såkaldte blyantspenge, udbetales oveni og er skattefrit. Altså mere end 60.000 kroner til at klare dagen og vejen til og fra Bruxelles og Strasbourg.

På årsbasis løber blyantspengene op i robuste 394.200 kroner. Hvor mange smartphones, iPads, internetmegabytes, notesblokke, kuglepenne, danskvand, ostemadder og kaffemaskiner kan man få for disse penge? Bevares, det kan være, at nogle af vore folkevalgte har lejet sig et kontor med tilhørende tekøkken, brusekabine og drømmeseng i København, hvilket kan være praktisk, når det nu er så langt at komme hjem til den danske provins med DSB-forsinkelser, trafikpropper og den slags. Så forstår man måske fristelsen til at indrette sit kontor hjemme i kælderen og skaffe sig et ekstra skattefradrag (arbejdsplads på bopælen hedder den slags i revisorjargon, og det gælder tilmed på Bornholm).

NATIONENS venstreorienterede veteran i EU-Parlamentet er Margrete Auken, som siden 2004 har repræsenteret Socialistisk Folkeparti med plads i Den Grønne Gruppe. Hermed en opfordring til en lille studiekreds i SF’s Ungdom: Hvor mange kroner eller euro i blyantspenge er det samlet blevet til i de 15 år, og kan det tænkes, at denne skattebegunstigede pengestrøm også er kommet partikassen til gode?

Sikke mange studiekredse med ostemadder og danskvand, det kunne være blevet til. Ret skal være ret, EU-veteranen har tydeligvis fået moralske tømmermænd. for dagen før valgdagen i maj blev hun af Jyllands-Posten citeret for, at hun i den forgangne valgperiode har haft en stående invitation til enhver journalist, der måtte ønske det, at komme forbi hendes kontor og se hendes bilag.

Herefter følger så sensationen, en lille en af slagsen ganske vist: Alle medlemmer af EU-Parlamentets Grønne Gruppe er nu forpligtet til at få foretaget revision over blyantspengene.

Hvad siger reglerne, for den slags har vort højt respekterede forsamling i Europa vel?

Der står intet på parlamentets hjemmeside om, at politikerne er forpligtet til at gemme bilag eller at aflevere regnskaber. Der er altså ingen kontrolmekanismer. Argumentet mod kontrol er, at det vil skabe mere administration. På den måde får medlemmerne og deres hjælpere mulighed »for at koncentrere sig om deres politiske arbejde ved ikke at pålægge dem ekstra administrativt besvær«, skriver parlamentet på hjemmesiden.

Forslaget fra Pernille Weiss om at deles om udgifterne til en revisor er et beskedent forsøg på at komme mange års uanstændighed til livs, og mon det ikke er denne erkendelse, som man i parlamentets Grønne Gruppe er nået frem til.

Eller også er fru Auken blevet overbevist af Enhedslistens nyvalgte medlem, Nikolaj Villumsen, der i valgkampens slutfase sagde: »Der er brug for åbenhed om, hvad alle de her penge bliver brugt til, så de ikke bare bliver stukket i lommen på parlamentarikerne. Det løser en revisor ikke. Det løser en model, hvor vi lægger det åbent frem. Det vil vi gøre«.

Den indlysende løsning: Læg blyantspengene i partikassen, bilagene ligeså, og læg så det hele frem.

(klumme i Politiken 27. juni 2019)