Trumpismen på museum i 2021?

Nej, meget taler for, at han får fire år mere. Kedeligt bliver det ikke.

TO AF USA’s tidligere præsidenter, republikanerne Richard Nixon og Ronald Reagan, har deres museer og sidste hvilesteder i nationens folkerigeste delstat, Californien. Begge byggede deres karrierer op her, Nixon som kongresmedlem, Reagan som guvernør.

Nixon var vicepræsident under Dwight D. Eisenhower i perioden 1953-60 og derfor en selvskreven kandidat til det valg i november 1960, som han tabte med en hårsbredde til John F. Kennedy. Derefter var han dømt ude i en periode efter at have tabt i forsøget på at blive Californiens guvernør 1962. Hans sejr ved præsidentvalget 1968 var derfor nærmest en sensation.

Nixon-perioden forbindes i historieskrivningen med den uheldigt eksekverede afslutning på Amerikas udsigtsløse og tragiske krig i Vietnam og ikke mindst nationens største indenrigspolitiske skandale, Watergate, der førte til præsidentens afgang i utide i august 1974.

På The Richard Nixon Library and Museum i fødebyen Yorba Linda øst for Los Angeles leveres der omfattende indsigt i den kontroversielle politikers enestående løbebane. Der bliver ikke sparet på detaljerne i det miskmask af kompliceret jura, politisk manipulation og systematisk bedrag og løgne, som karakteriserede den to år lange Watergate-affære. Meget kan kritiseres i amerikansk indenrigspolitik, men aldrig, at der mangler åbenhed i forholdet mellem politikere og offentligheden.

Et passende lærestykke for folk, der forsøger at begribe den aktuelle tilstand i og omkring Det Hvide Hus i Washington.

MUSEET i Yorba Linda har indrettet en særlig afdeling for Nixons største udenrigspolitiske bedrift: åbningen mod Kina i 1972. På en ca. fem minutter lang dokumentarisk video ser vi billederne af præsidenten med frue og følge besøge Den Forbudte By og Den Store Mur i et vinterkoldt, gråt og ludfattigt Kina. De afsluttende panoramaer viser som kontrast nutidens hyperdynamiske gigant på vej mod status som supermagt.

I Reagan-museet i Simi Valley halvanden timers kørsel fra Yorba Linda vises en tilsvarende film med en præsident, der varsler stjernekrigsoprustning mod det, han i starten af 80’erne kaldte ’ondskabens imperum’, datidens sovjetiske supermagt. Filmen slutter med en forsonligt smilende Reagan på Den Røde Plads i Moskva få år før den kommunistiske mastodonts definitive sammenbrud.

På hver sin måde og under temmelig forskellige omstændigheder afleverede Nixon og Reagan en mere lovende verden end den, de havde taget imod, da de vandt embedet i henholdsvis 1968 og 1980.

Nixon åbnede for integrationen af en femtedel af menneskeheden, den kinesiske, i det, vi i dag i mangel af bedre kalder globaliseringen, og som har trukket trekvart milliard kinesere ud af den dybeste fattigdom. Reagan og hans efterfølger, George H.W. Bush, sikrede med besindig adfærd og dygtigt diplomati, at sovjetimperiet afvikledes uden store blodsudgydelser.

Nixon kunne ikke vide, hvilken økonomisk og social transformation Kina siden skulle ryste verden med. Ingen amerikansk præsident har nogensinde profeteret Kinas opløsning, men man har udtalt sig forventningsfuldt om det asiatiske riges mulige forvandlinger og overvejet USA’s involvering. Det begyndte alt sammen med udsendelse af missionærer i 1800-tallet. I dag rivaliserer de om verdenshandelen.

PRØV SÅ lige følgende tankeeksperiment: Donald J. Trump taber præsidentvalget i 2020. Hans kleresi af finansfyrster og byggematadorer etablerer en fond, der skal finansiere opførelsen af The Donald Trump Presidential Museum and Library, som med stor sandsynlighed placeres et sted i staten New York. Hvilke bedrifter og begivenheder skal fremstilles i ord, på film og fotos som det, der markerer højdepunkterne i republikkens 45. præsidents embedsperiode?

Konfrontationen med Iran? Udsigt til langvarig fortsættelse. Løsning i Syrien? Nej, amerikansk passivitet og dermed frit slag for Tyrkiet, Iran og Rusland. Lidt håb for palæstinenserne? Kun varm luft i et volumen som Stillehavet. Aftalt atomnedrustning med Nordkoreas diktator Kim Jong-un? Overhovedet ikke realistisk. Et afklaret forhold til Putins Rusland? Fortaber sig i gråtoner. Handelskrigen med Kina? Kun udsigt til fortsatte spændinger. Klimainitiativer? Glem det. Respekt for EU? Først når der er to torsdage i en uge.

MEN OKAY, flere og flere profetier rammer samme konklusion: Trump vinder valget i 2020, og dermed får han jo fire år mere til at lykkes med alt det, der enten stod stille eller gik den gale vej i første embedsperiode. Nixon og Reagan var optimister på Amerikas og menneskehedens vegne. Trump afvikler en verdensorden, og kedeligt bliver det ikke.

(klumme i Politiken 1. juli 2019)

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s