En bedre kejser for Hongkong?

Den tidigere koloni bliver ikke et demokratisk eksperimentarium.

SAGT AF berømte Francis Fukuyama: Kina har to slags regeringer, de gode kejsere og de dårlige. Det kinesiske magtsystem fungerer kun i Østasien med denne verdensdels to årtusinders tradition for meritokratiske hierarkier.

Som inspiration eller doktrin er dette udsagn brugbart til forståelsen af de aktuelle begivenheder i Hongkong, hvor det sociale mediehav er ved at drukne os i heroiserende eller direkte voldsforherligende beskrivelser af gadens parlament.

Det følgende for at få de historiske realiteter på plads:

Verden blev overrasket af den grad af frivillighed, hvormed den britiske konservative regering under Margaret Thatcher i 1984 gik med på en forhandlet tilbagelevering af Hongkong. Thatcher havde i 1982 ført krig mod Argentina om det britiske territorium Falklandsøerne i Sydatlanten – og vundet! Så hvorfor ligefrem forære det velstående Hongkong til Kina?

Der var kun få protester, da aftalen blev indgået i 1984. Forklaringen er utvivlsomt det lange tidsperspektiv. Hongkongs særlige status skulle opretholdes i 50 år, altså frem til 2047. Så langt kunne ingen se frem dengang, men der eksisterede en udbredt opfattelse af, at de reformer, Beijing havde sat i værk i 1980’erne, ville skabe et mere rummeligt og tolerant Kina. En illusion, der led skibbrud med den militære nedkæmpelse af demonstrationerne i Beijing i juni 1989.

I 2007 havde Kina en tolerant kejser, Hu Jintao, Det var med hans underskrift, at Danmark fik sin strategiske partnerskabsaftale. Sandsynligvis af den grund hører vi ingen danske politikere gå ud og kræve mere frihed og/eller selvstændighed for Hongkong.

Hu Jintao lod i 2007 forstå, at Hongkong ville kunne vælge den lokale regeringschef ved direkte valg, hvor stemmeretten skulle udvides til hele befolkningen. Siden skulle også medlemmerne af Legislative Council (Legco), regionens parlament, vælges ud fra princippet en person/en stemme og ikke som nu gennem særlige valgmandskollegier, hvor profession er kriteriet for valgbarhed for halvdelen af medlemmerne.

I 2014, hvor kejseren er blevet Xi Jinping, besluttede Beijing, at Hongkongs indbyggere skulle have mulighed for direkte valg af regionens ledere, men føjede så til, at enhver kandidat skulle godkendes af en komité, som kontrolleres af Beijing.

Reaktionen blev den såkaldte Paraplybevægelse, som lammede centrale bydele med demonstrationer i næsten tre måneder. Logikken talte herefter for, at et kompromis blev opnået i parlamentet, Legco. Det blev forsøgt i juni 2015, men gik helt galt. Pro-Kina-medlemmerne af Legco argumenterede for, at lokalregeringen accepterede et forslag, hvorefter enhver kandidat til regeringschefposten skulle forhåndsgodkendes af Beijing.

Argumentet lød, at en ny valgmetode var en fornyelse, der siden kunne udvides, også selv om kandidatfeltet var kontrolleret. Juridiske teknikaliteter gjorde, at forslaget ikke kom videre. Fronterne var derefter trukket op til konfrontation.

Med fem års forsinkelse har en demokratibevægelse i Hongkong vist sig at have en vis overlevelseskraft. Udfordringen for bevægelsen er, at den er aktivistisk og domineres af yngre indbyggere. Mange var ikke født, da overdragelsen blev aftalt i 1984. Om aktivisterne har opbakning i bredere kredse og ældre grupper af Hongkongs befolkning, er uklart. Men en nylig opinionsundersøgelse viste, at ni ud af ti i aldersgruppen 18-29 år ikke føler sig stolte over at være kinesiske statsborgere i Hongkong.

Den demografiske faktor kan på sigt afgøre den politiske tilstand i Hongkong. Regionen har et særligt system kaldet One-Way Permit, som Kina bruger til at lade op til 150 af sine borgere bosætte sig i Hongkong om dagen, svarende til 50.000 om året.

SPØRGSMÅLET er nu, om Hongkong kan bevare sin økonomiske dynamik, hvis Beijing opgiver de særlige rettigheder og love, som gør regionen forskellig fra resten af riget. Svaret må blive bekræftende, fordi den kapitalistiske dynamik er blevet eksporteret ud af Hongkong. Nogen vestlig model har der aldrig været tale om, og den tegner sig heller ikke i horisonten. Allerhøjst en kuriøs hybridmodel mellem Vesten og Østasien, men med et aktiv civilsamfund og mediemiljø som den afgørende forskel fra Kina. Regionens vigtigste avis, South China Morning Post, ejes af Kinas rigeste mand, Jack Ma, men publicerer stof, som ville være censureret i Kina.

Hongkong er et enestående eksperiment, som på den lange bane næppe overlever konfrontationen mellem partistaten og gadens anarkister. Den gyldne middelvej, hvor kompromiserne formuleres, ligger ikke lige for og slet ikke i de regeringsbygninger, som lige er blevet raseret.

(klumme i Politiken 4. juli 2019)

 

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Sydøstasien. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s