Den kommende EU-chef har allerede gjort en forskel i Europa. Hurra.

Længe inden Ursula von der Leyen kom i spil som chef for EU-Kommissionen, havde hun gjort en markant forskel for Europas fremtid.

Det skete i hendes tid som tysk minister for familieanliggender, ældre borgere, kvinder og unge i den regering, som Angela Merkel stillede sig i spidsen for i 2005.

Under betydelig modstand fra konservative kredse i hendes eget CDU-parti fremlagde hun en lovpakke kendt som Kinderförderungsgesetz , som øremærkede et milliardstort beløb til oprettelse af børnepasningsfaciliteter over hele forbundsrepublikken.

Med klar inspiration fra de skandinaviske nabolande tog von der Leyen også initiativ til en fædreorlov, et udspil, der vakte forargelse hos CDU’s bayerske søsterparti, CSU. Den højprofilerede professor i gynækologi gødede dermed den tyske politiske jordbund for en fremtid, der tegner lovende ikke kun for Tyskland, men også for de medlemmer af EU-familien, der stadig har til gode at give børnefamilier værdige betingelser, når familiehensyn og karriereinteresser skal kombineres.

Der skulle med andre ord en fast tysk hånd til at eksportere en central del af den nordiske velfærdsmodel sydover.

SOM MOR til syv har den højt begavede politikerveteran for længst vist vejen for andre tyske kvinder. Hendes initiativer for snart 15 år siden sætter sig nu spor i de demografiske udviklingstal for Tyskland. Læs: et mere fremtidssikret og lighedsorienteret arbejdsmarked.

Glemt af de fleste er, at for små fire årtier siden stod den daværende vesttyske forbundsrepublik på en delt bundplacering med Danmark i opgørelsen over fertilitetsrater i Europa.

Fertilitetsraten er det antal børn, en kvinde forventes i få i sin levetid: i Tyskland er tallet hen over ti år steget fra 1,33 til 1,57 og er nu tæt på et europæisk gennemsnit, tilmed langt over bundskraberne, som forbløffende nok er katolske Italien og Spanien.

Tallene ser små ud, men holder tendensen, er det starten på en lille revolution, vi ser her. Fertilitetsraten skal holdes op mod et samfunds alderskurver. Ifølge FN-prognoser vil Tyskland i midten af dette århundrede have 58 personer i aldersgruppen 65+ for hver 100 i den arbejdsduelige alder, som er kategorien mellem 20 og 64. Til sammenligning er de tilsvarende tal i Italien 74 til 100.

Bundlinjen i denne ligning er, hvad i nogle sammenhænge skamløst benævnes samfunds ældrebyrde. Hvor mange arbejdsdygtige er der til at betale for de ikke-arbejdsdygtige og pensionister.

Med i billedet hører, at halvdelen af stigningen i den tyske fertilitetsrate skyldes indvandringen. Thomas Sobotka, der forsker i befolkningsudvikling ved Institut for Demografi i Wien, har beregnet, at syriske mødre i Tyskland i 2017 fik 20.100 børn.

HØJTUDVIKLEDE lande i Europa og Østasien står over for en identisk udfordring: En højere fertilitetsrate er forudsætning for opretholdelse af velstandsniveauet. Japan, Sydkorea og Kina kan passende følge det tyske eksempel: Forbundsregeringen vedtog i 2013, at alle børn over etårsalderen har ret til en daginstitutionsplads.

Politikerne bekræftede dermed en tendens, der længe havde været undervejs. Fra 2006 og ti år frem steg antallet af tyske børn i vuggestuealderen fra 286.000 til 762.000. Lidt af en revolution, vil mange med kendskab til tysk politik sige.

Måske bliver det en kende for flabet at konkludere, at der skulle en liberal lutheraner til at forandre de konservative, katolskfunderede traditioner i tysk samfundsliv og familiemønstre. I så fald er logikken til at få øje på. I 2009 skiftede Ursula von der Leyen fra familieministeriet til arbejdsministeriet og fik dermed hovedansvar for implementeringen af Schröder-regeringens omstridte arbejdsmarkedsreformer. Læs: tilpasningen af prisen på arbejdskraft under presset fra østasiatisk industriproduktion. Ikke en udfordring for de sarte.

Så indlysende nok måtte hun videre til den mest maskuline af alle offentlige bastioner: militæret. Lige her er revolutioner ikke noget, der klares ved te- eller kaffeselskaber. Mine militærsagkyndige venner fortæller, at Bundeswehr er i en pinlig forfatning. Undervandsbådene kan knapt nok dykke, kampvognene ruster, og flyhjul punkterer.

Måske er der noget om snakken, men lad os minde om, at Ursula Von Der Leyen lod den tyske forsvarsmaskine investere i både cyberkrigskapacitet og ubemandede droner, ligesom hun gav grønt lys for våbenleverancer til de irakiske militser, der bekæmpede Islamisk Stat. Men det var også hende, der i 2015 forsvarede den tyske beslutning om ikke at sende våben til Ukraines forsvar mod prorussiske militser. En balanceret og forsigtig tilgang til Europas sikkerhedspolitiske udfordringer.

PS: Overskriften til denne Signatur er inspireret af den irske rockgruppe U2’s syvende album, der blev udgivet i 1991.

(klumme i Politiken 11.07.2019)