Uro i Hongkong får betydning for Taiwan

Kinas genforeningsplaner skubbes ud i en fjern fremtid.

HVILKEN lære vil Kinas ledere, nutidige som fremtidige, uddrage af den konfrontation, som har udspillet sig i Hongkong i denne sommer? Besvarelsen af dette spørgsmål forudsætter et historisk tilbageblik.

Fra anden halvdel af det 20. århundrede stod tre territorier uden for det kinesiske kommunistpartis kontrol: Taiwan, Hongkong og Macau. En ambitiøs drøm om at samle de områder, der blev anset for historisk at tilhøre riget, blev det meste af århundredet delt af kommunister og nationalister i Kina. Derfor blev Tibet, som reelt stod uden for den kinesiske centralregerings kontrol fra det sidste kejserstyres fald i 1911 frem til 1950, aldrig internationalt (dvs. i FN) set som en region, der kunne gøre krav på selvstændighed.

Hong Kong & Taiwan -political outliers-

Republikken Kina, grundlagt i Beijing i 1911, havde fra eksilet i Taiwan efter 1949 gjort krav på at repræsentere hele Kina (og havde Kinas plads i FN frem til 1971), men efter Taiwans demokratisering i slutningen af 80’erne blev dette af indlysende grunde opgivet. Med britiske Hongkong og portugisiske Macau var det anderledes. Få år efter den britisk-kinesiske aftale i 1984 om tilbagelevering i 1997 accepterede Portugal, at logikken i aftalen også skulle gælde naboterritoriet Macau. Det fik virkning fra 1999.

I 1981 erklærede den kinesiske ledelse, at den vil sikre Taiwans genforening med Kina om nødvendigt med brug af militær magt. Beskeden til ’udbryderprovinsen’ Taiwan var, at øen ville kunne bevare sit kapitalistiske system og tilmed sine væbnede styrker, hvis man ellers anerkendte Beijings overhøjhed. Modellen kendes som ’et land, to systemer’.

Men det er højst tvivlsomt, om den 24 millioner store befolkning i Taiwan vil acceptere den logik, som blev gældende for Hongkong. Jo længere den aktuelle konfrontation i Hongkong fortsætter, jo mere umulig tager en frivillig og fredelig kinesisk genforening med Taiwan sig ud. Seneste melding fra Beijing er, at ’Taiwan-spørgsmålet’ skal være ’løst’ senest i 2049, når Folkerepublikken fejrer sine første 100 år. Det falder nogenlunde sammen med udløbet af den ordning om lokalt selvstyre, Hongkong fik ved overdragelsen i 1997.

Taiwan blev i 1683 indlemmet i Qing-dynastiets Kina. Men en krig mod Japan betød, at Kina i 1895 måtte afgive øen, hvorefter Formosa, som var øens portugisiske navn, fik en central rolle i opbygningen af det japanske imperium i Østasien i første halvdel af det 20. århundrede. De japanske bombefly, der angreb Filippinerne og Indonesien i december 1941, udgik fra baser i Taiwan.

Japans krigsnederlag i 1945 betød, at Taiwan blev tilbageleveret til det Kina, som dengang blev ledet af Nationalistpartiet KMT; det parti, som i dag udgør den politiske opposition i Taiwan.

DER ER allerede nu valgkamp i Taiwan. Til januar stilles stemmeboksene frem i et af Østasiens frieste samfund. Præsident Tsai Ing-wen stod indtil for få måneder siden sløjt i sit uafhængighedsorienterede partis interne opstillingskampagne. Hun vandt imidlertid nomineringen sikkert i det samme døgn, hvor hundredtusinder af aktivister omringede parlamentsbygningen i Hongkong.

Mere opsigtsvækkende er det, at de fem kandidater fra det traditionelt Kina-venlige parti KMT pludselig har fået travlt med at lægge afstand til Kinas forslag om at lade øen blive en del af modellen ’et land, to systemer’.

Kinas muligvis største aktiv i Taiwan, grundlæggeren og ejeren af megavirksomheden Foxconn, Guo ’Terry’ Tai-ming, erklærede rent ud, at ’et land, to systemer’-modellen har slået fejl i Hongkong. Hans udmelding må have chokeret Beijing. Foxconn er klodens største producent af elektronikkomponenter og beskæftiger anslået 1,2 millioner industriarbejdere i Kina.

Kinas erklærede mål med at få bragt Taiwan tilbage til Kina kan kun realiseres med accept fra USA, der siden 1979 har garanteret, at øen ikke kan påtvinges en politisk ordning af Beijing. I sidste uge satte Kongressen streg under sine forpligtelser ved at godkende det største våbensalg til regeringen i Taipei i årtier. I Washingtons pakke til Taipei gemmer der sig 108 Abrams-kampvogne og 250 Stinger-jord-til-luft-missiler til en anslået værdi af 2,2 milliarder dollars. Tilbage i april godkendte USA et særligt træningsprogram for Taiwans aldrende F-16-fly. Taiwan har i årevis presset på for at købe de mest avancerede fly af typen F-35, men her vil Kongressen ikke være med. Tag dette som et amerikansk hensyn til Beijings modstand.

Aktivisterne i Hongkong har givet Taiwan en forstærket livline. Beijing må tænke nyt. Xi Jinping har utvivlsomt fået hovedpine.

(klumme i Politiken 15.07.2019)

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Sydøstasien. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s