Nu får ligusterfascisten sin vej

Den største populist i nyere politisk historie hædres i sin hjemkommune.

Vor hovedstad har en række gader opkaldt efter markante politiske skikkelser. Pladsen i Sydhavnen, hvor Borgbjergsvej møder Gustav Bangs Gade, fik i efteråret 2017 navnet Anker Jørgensens Plads. Flere andre veje i samme kvarter er opkaldt efter politiske personligheder af samme partikulør, for eksempel Borgbjergsvej, Gustav Bangs Gade, Louis Pios Gade og Peter Sabroes Gade.

Tæt på byens hovedfærdselsåre H.C. Andersens Boulevard har vi Staunings Plads opkaldt efter det 20. århundreds første socialdemokratiske statsminister.

Blå blok har også sine koryfæer i bybilledet. Aksel Møller var en konservativ politiker og borgmester på Frederiksberg og onkel til tidligere udenrigs- og kulturminister Per Stig Møller. Aksel Møllers Have Station er navnet på en kommende metrostation på den københavnske Metros cityring på Frederiksberg.

I forstadskommunerne har denne tradition været længe om at slå igennem, men nu rykker det i Gladsaxe. Kommunens legendariske borgmester Erhard Jakobsen (1917-2002) får en vej i Bagsværd opkaldt efter sig, har byrådet for nylig besluttet. Jakobsen var en farverig og kontroversiel bykonge 1958-74, en enestående periode med velstandsfremgang for Danmark. Han skaffede virksomheder og arbejdspladser til kommunen i stor stil, herunder TV-Byen i Gyngemosen. Velfærden fulgte med i slipstrømmen, men da han forlod borgmestergerningen til fordel for landspolitik, havde kommunen gældsproblemer.

Lokalt i Gladsaxe er der rynket nogle bryn i processen omkring navngivningen, men selvfølgelig skal denne temperamentsfulde demagog, der i november 1973 bidrog til at vælte en socialdemokratisk regering, stiftede partiet Centrum-Demokraterne og siden blev fødselshjælper for ti års borgerligt styre under den konservative statsminister Poul Schlüter, have sin egen vej.

HISTORIESKRIVNINGEN kan i uendelighed diskutere, om Erhard Jakobsen fortjener prædikatet som den største populist i nyere danmarkshistorie. Det er i så fald en titel, han må konkurrere med en anden partistifter, Mogens Glistrup (1926-2008), om. Begge stormede som bekendt ind i Folketinget ved det såkaldte jordskredsvalg i december 1973.

Der skal nok være nogle overvintrede venstrefløjsaktivister, der mener, at Dansk Folkeparti eller Nye Borgerlige er en slags åndelige arvtagere for henholdsvis Fremskridtspartiet og Centrum-Demokraterne, men den holder ikke. Sidstnævnte opløste sig i 2008, og Glistrups oprindelige parti er så lille, at det nærmer sig usynlighed.

Hvorfor så hædre en politiker som Erhard Jakobsen, der bl.a. var berygtet som forsvarer for det sydafrikanske apartheidstyre, og som gennem sin forening Aktive Lyttere og Seere førte kartotek over, hvad han opfattede som venstreorienterede journalister i datidens mediemonopol, DR? Erhard Jakobsen kaldte de DR-journalister, der rapporterede i sympatiske vendinger om Sovjetunionen, Cuba og andre kommunistiske diktaturstater, for socialistiske og kommunistiske propagandister. Han skød med spredehagl, men ramte punktvis rigtigt.

Erhard mente, at lykken lå i en ligusterhæk, har teaterinstruktøren Peter Langdal sagt i relation til sin opsætning af teaterkomedien om Gladsaxe-bykongen og kommunistjægeren ’Erhard mod monopolet’, der blev en ubetinget anmelder- og publikumssucces her i foråret.

Ligusterhækken blev i datiden set som selve symbolet på småborgerlig lykke og affødte blandt Erhards kritikere den lidet flatterende betegnelse ligusterfascist om borgmesteren og hans ligesindede. I dag vil prædikatet være meningsløst i enhver politisk sammenhæng.

EFTER FOLKETINGSVALGET grundlovsdag må resten af denne sommer uundgåeligt blive en selvransagelsens tid for det borgerlige Danmark. For hvad er borgerlighed i nutidens Danmark? Næppe værdier, som de blev eksponeret af datidens partiledere som f.eks. Erhard Jakobsen.

I dag er der intet overraskende i at møde tilhængere af f.eks. Enhedslisten leve trygt bag ligusterhækken, hvor de lever fint med alt det, Gladsaxes bykonge skabte. For Erhard sejrede jo med sine angreb på DR. Han nedlagde Aktive Lyttere og Seere som konsekvens af det monopolbrud, der blev en af de blivende virkninger af Schlüter-perioden.

Men er der alligevel nogle rester af den højrefløjspopulisme, som gav Erhard Jakobsen fremdrift i de politisk turbulente 70’ere og 80’ere? Jo, Rasmus Paludans retorik havde tydelige mindelser om Glistrups især i 1980’erne, da udlændingepolitikken kom til at fylde mere end skattepolitikken.

Hvad Erhard Jakobsens nutidige betydning angår, har Peter Langdal nok leveret den mest præcise karakteristik: Kritik skal man helst kunne tage uden at pege fingre ad sine kritikere. Det havde både Erhard og hans modspillere svært ved at leve op til. De venstreorienterede var for meget, og Erhard var alt for meget. Men det satte gang i noget.

(klumme i Politiken 25. juli 2019)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s