OVERDRIVELSER fremmer måske visse politisk motiverede budskaber, men er ikke altid tro mod realiteterne.

Så giver det mening at kategorisere de migrantcentre i det sydvestlige USA, som på kort tid har taget imod tusinder af individer fra især Mellemamerika, som noget så voldsomt som ‘ koncentrationslejre’?

Waitman Wade Beorn, der er historiker ved University of Virginia med speciale i holocausthistorie og folkemordsstudier, forklarer til magasinet Esquire, at der kan findes koncentrationslejre, uden at de minder om de nazityske Dachau og Auschwitz. Lejre, hvor bestemte befolkningsgrupper er blevet isoleret fra det omgivende samfund, har været kendt i mere end 100 år. Selve betegnelsen koncentrationslejr er sandsynligvis første gang brugt af de britiske militære myndigheder under Boerkrigen i Sydafrika 1900-02.

Andrea Pitzer, forfatter til bogen ‘ One Long Night. A Global History of Concentration Camps’, er gennem sin forskning nået til den nok bredest mulige definition af begrebet koncentrationslejr: masseindespærring af civile uden rettergang. Brugen af disse lejre har derfor været en historisk realitet i både demokratier og diktaturer: Ud over Tyskland og Japan har sådanne lejrsystemer været kendt og anvendt i bl. a. Sovjetunionen, Kina, Frankrig, Sydafrika, Cuba og USA.

Når USA optræder i denne ubehagelige kategori, skyldes det den periode i 1940′ erne, hvor mere end 110.000 etniske japanere, to tredjedele af disse med amerikansk statsborgerskab, blev interneret i lejre fortrinsvis i det sydlige og sydvestlige USA. Beslutningen om dette dramatiske indgreb kom i form af et dekret fra præsident Franklin D. Roosevelt kort tid efter det japanske angreb på Pearl Harbor i december 1941 og blev begrundet med sikkerhedshensyn.

Interneringspolitikken ramte også børn og individer, der kun havde et delvis japansk ophav. Til trods for at de fleste var efterkommere af indvandrere, der kom til USA i 1800-tallet, blev beslutningen begrundet med formodninger om manglende loyalitet over for USA i en krigstilstand med et åbenlyst imperialistisk og aggressivt Japan.

FRA DATIDENS krigsførende USA er der unægtelig langt til den aktuelle tilstand langs den amerikanskmexicanske grænse, som temmelig konsekvent kaldes ‘ grænsekrisen’ af både Trump-administrationen og mange amerikanske medier. Alene i maj blev 144.000 individer interneret af amerikanske grænsevagter, det højeste i nyere tid. Det samlede antal asylsøgere i det amerikanske system nåede i fjor op på 120.000, langt de fleste var folk, der ankom sydfra til USA’s grænse i sydvest.

At præsident Trump betegner disse ankomst som en ‘ invasion’, der bringer grænseregionen på kanten af en regulær undtagelsestilstand, ligger i logisk forlængelse af præsidentens måde at føre politiske kampagner på. Hele hans start på en regulær valgkamp tilbage i 2016 var præget af beskrivelser af spansktalende som ikke bare illegale, men kriminelle, narkohandlere og voldtægtsforbrydere.

Den aktuelle tilstand er ikke bare et udslag af Trumps omgang med økonomisk nødstedte, der ser Amerika som det eneste oplagte tilflugtssted med muligheder for en mere human tilværelse. Den skærpede asylpraksis vil også på sigt ændre afgørende på USA og på omverdenens opfattelse af landet som et unikt samfund på kloden.

Tidligere på måneden meddelte Det Hvide Hus, at asylsøgere kun vil få deres sager behandlet, hvis de kan bevise, at de har forsøgt sig med tilsvarende ansøgninger i de lande, de er rejst igennem på deres vej til USA, og her fik afslag. Den nye praksis vil få konsekvenser for et allerede presset lejrsystem.

Antallet af internerede fra grænseområdet siden oktober i fjor har nu passeret de 688.000. Konsekvensen af de skærpede regler bliver, at migranterne fra størstedelen af det latinamerikanske kontinent nu må forsøge at få asyl i det forvejen stærkt kriminalitetsbefængte mexicanske samfund.

ADSKILLIGE TUSINDER af Latinamerikas mest udsatte individer er nu politisk ammunition i Donald Trumps kampagne for genvalg næste år. Kort før de administrative asylstramninger blev udmeldt, truede præsidenten med at pålægge mexicanske produkter særtold, som straf for at myndighederne syd for Rio Grande ikke har gjort tilstrækkeligt for at hindre strømmen af migranter.

Hvor langt rækker republikanernes hukommelse? I sin sidste tale i embedet, holdt i januar 1989, forklarede præsident Ronald Reagan, at hvis den dag skulle komme, hvor USA ikke længere vil kunne tage anstændigt imod de folk, der ønsker at prøve lykken i landet, vil det være slut på det Amerika, verden har kendt. Trump sad næppe ved skærmen den dag.

(klumme i Politiken 29.07.2019)