Har vi solgt Grønland for billigt?

Trump bør betale en større del af bloktilskuddet til Grønland. Det er jo hans baggård.

I alt for lang tid har debatten om Grønlands fremtid haft karakter af et skyggespil: Hvad vil USA, Rusland og Kina i Arktis, og hvad stiller en dansk regering op med et rigsfællesskab, hvor varetagelsen af lokale grønlandske interesser ikke nødvendigvis trækker i samme retning som det, regeringen i København foretrækker, man skal gøre?

Spørgsmålene står i kø, nu hvor en landsstyreformand forbereder sig på at trykke en besøgende amerikansk præsident i hånden. Vi kan med sindsro gå ud fra, at Kim Kielsen i god tid får et talepapir i hånden af embedsværket bag statsminister Mette Frederiksen. Men den medfølgende drejebog tager ikke nødvendigvis højde for, hvad der måtte ske, hvis gæsten fra Washington giver den gas i diskussionen om den fremtidige nordatlantiske sikkerhedspolitik. Med Trump kan man aldrig vide sig sikker.

Hen over små tre årtier har debatten om Grønland haft fokus på en god del sikkerhedspolitisk historie, især omhandlende de amerikanske baserettigheder, samt det grønlandske samfunds muligheder for i højere grad end hidtil at blive økonomisk selvbærende og politisk selvbestemmende.

Siden hjemmestyret i 2004 fejrede 25-års jubilæum, har det lydt fra højre og venstre, at Grønland er ved at bevæge sig mod regulært selvstyre. Næppe fuld uafhængighed, men et samfund, der tager mere kontrol og ansvar over sin økonomiske indretning og løsningen af flest mulige opgaver og forpligtelser over for sine indbyggere.

Læs: en reduceret afhængighed af det danske bloktilskud, der siden 2009 har ligget fast på omkring 3,4 milliarder kroner. I årtier har tommelfingerreglen for grønlandsk økonomi været, at hver eneste grønlandske husstand årligt modtager et beløb i bloktilskud svarende til en kvart million kroner, hvilket gør de grønlandske familier til klodens mest subsidierede.

PARADOKSET skriger til nordlyset: Tilskuddene gør det grønlandske samfund rigt, men rigdommen er ikke et resultat af grønlandsk produktion. Priserne på varer og tjenesteydelser er urealistisk høje, hvilket hæmmer konkurrenceevnen, erhvervslivet er domineret af statsvirksomheder eller virksomheder, der kun løber rundt med massive tilskud. Dermed udviskes grænserne mellem administration, politikere og erhvervsliv – en strukturel syge, der kendes fra talrige udviklingslande.

Så grønlandske politikere kan tale op og ned ad gletsjerne om selvstændighed på sigt, men den bliver der ikke noget af, så længe samfundet ikke er mere selvbærende. Den anden grund til, at selvstændighedsdrømmen forbliver et luftkastel, er sikkerhedspolitisk: Den tyndt befolkede kolos er i geopolitisk forstand en del af Nordamerika. Hvilket betyder, at USA har overhøjheden.

Sådan har det været siden 1940’erne og udbruddet af den kolde krig. Denne er for længst afblæst, men logikken består, fordi Rusland atter er i spil i Nordatlanten, denne gang i selskab med en anden autoritær stormagt, Kina.

Dilemmaet for grønlandske politikere er selvindlysende: Mindre økonomisk afhængighed af bloktilskud kan hjælpes på vej af kinesiske og russiske investeringer. Men her har Statsministeriet sat foden ned. Med ført amerikansk hånd. Det skete i fjor i forbindelse med et planlagt lufthavnsbyggeri. Daværende rigsfælleskabschef Lars Løkke Rasmussen satte i fjor 700 millioner kroner i projektet, tilsat en lånegaranti på 450 millioner. Så var kineserne ikke længere med i det spil, og i Washington blev der klappet af den allieredes villighed og lydighed.

SÅ NÅR landstyreformanden og statsministeren om få uger skal tale om de historiske forbindelser, nutiden og fremtiden, er tiden vel moden til at formulere sig i brutal klartekst, sådan som Donald Trump har for vane?

Meldingen fra chefen for det hele i Nordatlanten kunne lyde noget i retning af følgende:

Vi gider ikke længere mere udenomssnak. Grønland ligger i vores baggård. Se i øjnene, at de lokale aldrig kommer til at klare sig selv. Hjemme i Amerika har vi haft lignende problemer med de indianerstammer, der engang stillede sig i vejen for udviklingen og fremskridtet. Vi sendte dem ind i reservater, om end det ikke så pænt ud. Nogle døde undervejs, hvilket selvfølgelig var trist. Siden kaldte de sig for nationer, selv om alle ved, at det er der slet ikke tale om. Men det lyder selvfølgelig pænere. Så kald I bare Grønland for en nation, så længe ingen er i tvivl om, at det er Washington, det bestemmer, hvem der må bruge penge på det, der betyder noget.

Og fortsæt endelig med at sende flere penge. Enhver dansk politiker kan vel se, hvordan en forsikringspolice ser ud?

(klumme i Politiken 7. august 2019)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s