Rettergange for folkemord savner retfærdighed og tid.

I EN tid med Brexit, forandringer i EU, Donald Trumps tweets og dramatiske demonstrationer i Moskva og Hongkong er der hjørner af det internationale nyhedslandskab, der bliver usynlige. Hvem bemærkede f.eks. forsommerens udmelding fra Kosova på Balkan, hvor parlamentsformanden rejste krav om retfærdig rettergang efter massakrer, der blev begået for mere end en snes år siden?

Vi kræver et tribunal, udtalte Kadri Veseli. Hans parlamentariske forsamling havde vedtaget en resolution, der kræver retfærdig retslig behandling af 186 dokumenterede sager, hvor serbiske styrker gjorde sig skyld i, hvad der i Kosova kaldes folkemord, mens andre nøjes med betegnelsen massakrer.

Kadri Veseli argumenterede for, at 20 år efter disse forbrydelser er der intet sket for at yde oprejsning til ofrene for den blodige udløber af krigene på Balkan, der op gennem 1990’erne var en del af det internationale medielandskab.

Så hvem, mener han, burde have gjort noget her for længst? Tribunalet for det tidligere Jugoslavien (ICTY), FN’s Kosovo-mission UNMIK, EU’s særlige retsinstitution i Kosovo (Eulex), eller måske serbiske juridiske institutioner? Det var jo trods alt serbiske myndigheder, der i 2001 anholdt den tidligere præsident Slobodan Milosevic og udleverede ham til retsmyndigheden i Haag. Han døde i fængslet fem år senere, inden dommen kunne afsiges.

Men nej, mulighederne for at skabe en form for retfærdighed forekommer aldeles urealistiske, og forklaringerne er ikke overraskende politiske. Ifølge Veseli står den serbiske regering bag en kampagne, der går ud på at benægte overgrebene. Da EU har en interesse i at fremme, hvad der kaldes en normalisering eller en fredsproces på Balkan, er reaktionen fra Bruxelles tavshed.

MASSAKRERNE på etniske albanere i Kosova i 1998-99 falder ind i et trist mønster for sager omhandlende folkemord, i juridisk jargon: forbrydelser mod menneskeheden. Første dom af slagsen vedrørte massemordene i Rwanda i 1994 og blev afsagt i 2003. I november 2017 blev Ratko Mladic, den tidligere leder af de bosniske serberes hærstyrker, idømt fængsel på livstid. FN-tribunalet afgjorde, at Mladic havde medansvar for massakren på flere end 7.000 drenge og mænd i Srebrenica i 1995, den værste forbrydelse af sin art i Europa siden 1945.

Der skulle altså gå mere end 22 år, inden der juridisk blev ydet retfærdighed efter de ødelæggende konflikter i Europas sydøstlige hjørne.

I HVOR stor udtrækning dommen over Mladic fortjener betegnelsen retsopgør, afhænger af politisk temperament. Nødråbet fra Kadri Veseli er en indikation af opgavens uoverkommelighed. Professionelle retshistorikere bør måske minde Kadri Veseli om, hvordan det er gået i et tribunal langt fra Kosova og med implikationer, som tegner alt andet end opmuntrende.

I den cambodjanske hovedstad, Phnom Penh, blev det for en uge siden meddelt, at den af de hovedanklagede i maratonsagen mod de overlevende ledere fra Røde Khmer-regimet i datidens Kampuchea 1975-78, Nuon Chea, var død i en alder af 92. Han modtog i november i fjor den seneste dom i en række og fik livstidsfængsel. Ligeså hans medskyldige, den fransk-uddannede kommunistiske chefideolog Khieu Samphan på 87, der i en periode var det formelle statsoverhoved i Røde Khmer-styret. De to dømtes forsvarere har appelleret.

Den første dom mod Røde Khmer-ledelsen faldt tilbage i 2012 mod Kang Kek Iew, kendt som ’Deuch’, der var leder af regimets berygtede torturcenter S-21, hvor tusinder blev torteret til døde. Den i dag 76-årige kristent ’genfødte’ fik fængsel på livstid knapt fire årtier efter de forbrydelser, han blev dømt som hovedansvarlig for (Røde Khmer-regimets højst placerede, Pol Pot, døde i 1998, muligvis forgiftet af sine fangevogtere på et tidspunkt, hvor bevægelsen var i opløsning). Vi taler om 1,7 millioner dødsofre. Det cambodjanske tribunal har været i gang siden 2006. Regningen for dette tribunal har passeret 320 millioner dollars. Tribunalets hjemmeside udspecificerer ikke de enkelte poster i regnskabet, og der er ingen slutdato angivet.

Forbrydelser mod menneskeheden har ingen forældelsesfrist, men derimod en sagsbehandling så lang, at man kan diskutere, om forløbet har karakter af en farce eller en tragedie. Francois Ponchaud, en fransk præst og tidligere missionær i Cambodja, der for fire årtier siden var blandt de første til at dokumentere Røde Khmer-styrets forbrydelser, mener, at tribunalet i Phnom Penh er en monumental fejltagelse og spild af penge.

Kan vi gøre det bedre i Europa? Måske er det nationalpopulisternes støj og uro, der gør, at Balkan-konflikterne ikke længere får opmærksomhed. Der er i hvert fald ingen trøst at hente for de kosovarer, der denne sommer har forsøgt at råbe omverdenen op for at skabe opmærksomhed om en af de mange tragedier i Europas nyere historie.

(klumme i Politiken 12.08.2019)