Retfærdighedens test i Hongkong

Ved at kræve straffrihed er Hongkongs aktivister nået til en risikabel afgrund.

Karakteristisk for både USA’s og EU’s udmeldinger om tilstanden i Hongkong er, at den er tilbageholdende. Ingen vinder på en optrapning, hedder det. Læs: Konflikten i Hongkong bør klares lokalt.

De kinesiske myndigheders magtopvisninger i tvillingebyen Shenzhen, der er dobbelt så stor som Hongkong i befolkningstal, viser sig i form af tv-optagelser med pansrede mandskabsvogne i hurtig kolonnekørsel. Flere medier i Hongkong taler om, at kinesisk civilklædt politi allerede er til stede. Kun få vil kunne skelne disse fra lokale urobetjente. Sandsynligvis er undercover-agenter sendt af Beijing i fuld gang med at infiltrere aktivistgrupperne. Når en chefredaktør på Global Times, Kinas ledende nationalistiske tabloidmedie, i en video på sociale medier sammenligner demonstrationerne med de såkaldte farverevolutioner (Georgien i 2003 og Ukraine i 2004) er det ment som en advarsel til Hongkongs demonstranter og en formaning til lokalregering, civilsamfund og protesterende grupper om, at den kinesiske centralregerings tålmodighed er ved at være brugt op.

End ikke Donald Trump har midt i en buldrende handelskrig med Kina brugt anledningen til at udtrykke sympati for aktivisterne: Det er en svær situation, som bør finde sin løsning, forhåbentlig fredeligt, lød hans tweet i forgangne uge. Læs: I USA er vi mere optaget af opgøret med Kina om handel og teknologi end af utilfredshed i et kinesisk lokalsamfund.

Kulørt oprør eller anarki; der er langt til en forhandlet løsning på den nu mere end to måneder lange konflikt i den dynamiske velstandsenklave for enden af Perleflodens delta. For befolkningen i Hongkong og verden uden for kender nu kravene fra demonstranterne: De forlanger straffrihed, når det retslige efterspil går i gang.

For et sådant efterspil kommer der, og det bliver ikke nødvendigvis kønt. Havde Hongkong været en fuldt integreret region i det større Kina, ville udfaldet af retssagerne mod aktivisterne været givet på forhånd: Det kinesiske retssystem er modsat tilstanden i Vesten indrettet på at forsvare statens interesser og sikre dens magtudøvelse. Det er den velkendte forskel mellem autokratiernes styre per lov og dekret i forhold til demokratiernes lighed for loven-princip.

Spørgsmålet er nu, om Hongkongs domstole vil yde de aktivister, der om kort tid vil blive præsenteret for anklager om brud på den offentlige orden, en højere grad af retfærdighed, end hvis de var landet i en retssal i Shenzhen. Indtil nu kan de finde en slags trøst i, at de ikke er blevet bortført af Beijings hemmelige håndlangere i den tidligere britiske koloni.

Hongkongs mini-forfatning, der trådte i kraft ved overdragelsen i 1997, var et usædvanligt forsøg på at betræde en middelvej mellem disse to retslige yderpoler, lovdiktaturet og retsstaten. Middelvejen så ud til at fungere i 2003, da hundredtusinder gik på gaden i protest mod et lovforslag om kriminalisering af ’landsskadelig’ virksomhed. Protesterne virkede, og forslaget blev taget af bordet.

Nye protester i 2014 vedrørende valgprocedurer fik Kina til at indskærpe, at myndigheden til at godkende al lovgivning og kandidater i Hongkong ultimativt ligger i Beijing. I 2018 forbød lokalregeringen for første gang et nyt politisk parti, fordi det vil arbejde for løsrivelse.

Det er ikke troskab over for en kommunistisk ideologi, Beijing forlanger af Hongkong, men respekt for Kinas årtusinder gamle civilisation. En moderne variant af kinesisk nationalkonservatisme har taget over dér, hvor Marx og Mao engang fyldte mest. Det er uretfærdigheden i det, kinesisk historieskrivning kalder ydmygelsens århundrede – koloniseringen påført af Vesten og Japan – der skal rettes op på.

KINA NÆRMER sig et 70-års jubilæum for oprettelsen af Folkerepublikken. Lokalregeringen i Hongkong har utvivlsomt fået at vide, at Folkets Befrielseshær gerne sender et hornkorkester med tilhørende æresgarde, og at man på selve dagen gerne ser demonstrationslederne sat i forvaring, mens sagerne forberedes.

Retfærdigheden må vente til efter, at det ’harmoniske samfund’ har fejret sig selv. I Kinas årtusindlange historie har der altid været folk, der betaler prisen for statens påtvungne harmoni, mens magthaverne påberåber sig at være dem, som bedst beskytter befolkningens, statsmagtens og civilisationens videreførelse.

Den logik har et par årtusinder bag sig og vil overleve det liberale demokrati, der kun er et par århundreder gammelt og i disse år viser stadig større skrøbelighed.

(klumme i Politiken 18. august 2019)

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kina, Kommentarer/analyser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s