Trumps kasseeftersyn hos Trine

Nato’s fremtid bør diskuteres uden skelen til procentdiskussionen.

Gad vide, om der bliver plads til andre end statsministeren, udenrigsministeren, Folketingets formand, dronningen og kronprinsen på den liste over samtalepartnere, som Donald Trump udstyres med til sit forestående besøg her i landet? Og hvordan får selskabet lige håndteret pinlighederne omkring Grønlands fremtid?

Okay, vi ved godt, at han har en hale af embedsfolk med sig, og et fromt håb må være, at en af dem, som har præsidentens øre, får en snak med vor forsvarsminister, Trine Bramsen.Hendes forgænger Claus Hjort Frederiksen havde lejlighedsvis sit hyr med vor store allierede på den anden side af Atlanten. For Trump har som bekendt gjort det til Nato-politik, at medlemsstaterne skal op på 2 procent af nationalproduktet, og her har Danmark et stykke vej endnu.

Den tidligere minister forsøgte sig med lidt kreativ bogføring ved at finde poster i statsbudgettet, som kunne indregnes i forsvarsbevillingerne, herunder poster vedrørende personalets sundhed, folkepension og videreuddannelse. Men det gav ikke alverden. Senest i 2023 vil det danske forsvarsbudget på den måde kun løfte sig fra 1,3 til 1,4 procent. I år forventes tallet at blive 1,21 procent – langt under hvad vor amerikanske partner finder er nødvendigt.

Målet om de 2 procent, som kun en lille håndfuld Nato-medlemmer i dag lever op til, blev fastlagt helt tilbage i 2014, men der er forskellige fortolkninger af aftalen. Tallet for USA er 3,5 procent, hvilket målt på dollars er næsten tre gange så meget som samtlige øvrige Nato-lande tilsammen.

Trine Bramsen kan passende fortælle sine amerikanske samtalepartnere, at en sammenligning mellem USA’s og de europæiske Nato-landes forsvarsudgifter ikke giver meget mening. Budgettet for Pentagon, det amerikanske forsvarsministerium, er på 700 milliarder dollars, nogenlunde svarende til det dobbelte af Danmarks nationalprodukt.

Forskellen er jo så, at USA har et globalt netværk af basefaciliteter – Stars and Stripes vajer i mindst 60 lande hver dag året rundt. Supermagten kan lynhurtigt nå et ethvert hjørne af kloden. USA er stadig krigsførende, mens Nato forsøger at sikre fred og stabilitet, tydeligst demonstreret af trænings- og støttefunktionerne i Afghanistan.Vor forsvarsministers hovedargument i samtalerne bør være noget i retning af følgende:

2-procent-målet savner en forbindelse med en mere veldefineret og præcist forklaret sikkerhedstrussel. Er to årtiers indsats i og omkring Afghanistan et repræsentativt eksempel på, hvad Nato skal samarbejde om de næste to årtier?

TRUMPS FOLK BØR også mindes om, at den europæiske del af Nato råder over samlede militære enheder på 1,9 millioner soldater (og jo, upålidelige Tyrkiet er medregnet her) . USA’s niveau er på 1,3 millioner. Diskussionen om volumen i forsvarsbudgetterne ville også have godt af at inkludere faktorer som migration:

Tilstanden omkring Middelhavet er alt andet end opmuntrende. Libyen repræsenterer et kaos, ud af hvilket der kan vokse nye terroraktiviteter. Engang bombede vi mål i Libyen (danske F-16-fly løb tør for ammunition, så vi måtte spørge Nederlandene om ’lån’ fra deres lagre, ak ja). Men hvor er Nato henne i dag i forhold til det herskende kaos i Libyen?

Forsøger man at afkode de signaler, der udgår fra Donald Trump og Pentagon (det forsvarsministerium, hvor der regelmæssigt skiftes ud i direktørkontoret), tegner der sig et paradoksalt billede: Trump er ikke synderligt optaget af det, vi under den kolde krig kaldte alliancens solidaritet.

Indirekte truer han med at undlade at komme USA’s allierede til undsætning i en krisesituation, medmindre vi skruer op for bevillingerne til militæret. I horisonten aner vi en diskussion, der måske først bliver tydelig, når Trump næste år vinder sin anden embedsperiode:

Nato er fra en anden tid med en anden politisk virkelighed (foreningen fyldte 70 i foråret, hvilket blev markeret i relativ stilfærdighed), så hvem siger, at vi skal have en sådan alliance de næste mange år, hvis de europæiske allierede har oprustet til et sådant niveau, at USA’s tilkaldeservice ikke længere behøves?Selvfølgelig har vi brug for et Nato med et passende beredskab, men mod hvad? Russiske sejladser i Arktis? Et genopstået Al-Qaeda, der kryber ud af ruinerne i Syrien og Libyen? Flere af Putins små grønne mænd i de ukrainske skove eller måske uden for dem?

Trine og hendes løjtnanter må meget gerne sætte en diskussion i gang med deres amerikanske kolleger om, hvilke trusler der er mest presserende. Meget taler for, at Europa og USA har forskellige prioriteter her. Bare spørg hos Putin.

(klumme i Politiken 20. august 2019)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s