Vejen til et bedre Amerika begynder med en præcis diagnose.

ER MAN i selskab med garvede kynikere i medieindustrien, er det ikke usædvanligt at høre bemærkninger i stil med følgende:

Okay, vi bryder os ikke om Donald Trump og slet ikke hans upolerede og nogle gange ubehøvlede stil. Men om ikke andet har han gjort op med både pænhed og uforudsigelighed i diplomatiet og mediehavet. Det har rigsfællesskabet netop fået lært på den hårde måde.

Ubehagelig præsidentiel stil eller ej – vi i Europa kan ikke undvære Amerika. Det har stået klart for de fleste, siden verdens ledere indledte en genopbygningsproces fra nulpunktet i 1945. Den historiske realitet er, at uden Harry S. Truman og Dwight D. Eisenhower havde vi ikke haft det velstående, stabile og demokratiske Europa, der siden fulgte. Trods mange skrammer og bump på vejen op til nutiden. Men tjek lige gymnasieskoler og universiteter for, hvor meget de to nævnte præsidenter fylder i historiepensum på vore højere læreanstalter?

Fra mordet på præsident John F. Kennedy i 1963 falmede glansbilledet af supermagten. Erfaringerne med Vietnam og Watergate viste os et USA, der tvivlede på sig selv, og hvor de amerikanske ledere gjorde brug af demokratiernes farligste indre fjende: løgnen.

En kursændring indfandt sig for alvor med Ronald Reagans tiltrædelse i 1981. Ti år senere lå demokratiernes modpol, sovjetimperiet, på historiens mødding. Under den enestående præsident George H.W. Bush, der døde i fjor i en alder af 94, stod den vestlige supermagt på et uantastet højdepunkt. Ti år senere gik det atter ned ad bakke; denne gang under sønnen George W. Bush, som blev manden, der bragte vildledning og bedrag tilbage i magtuniverset. Den yngre Bush var som bekendt den præsident, der i 2003 startede en krig med en løgn og sluttede den med endnu en løgn.

DEN AKTUELLE tilstand i supermagten kan alene ikke forklares med Trumps stil og temperament. USA er ramt af en række systemfejl. De opregnes her i uprioriteret rækkefølge.

I 2016 fik Hillary Clinton som bekendt ca. tre millioner flere stemmer end Trump. Når byggematadoren alligevel kunne indtage Det Hvide Hus, skyldtes det valgsystemet. Guvernøren i de enkelte stater indretter valgdistrikterne, så alle i princippet har lige mange vælgere.

Især republikanske guvernører har en tilbøjelighed til at indrette distrikterne på en måde, der sikrer republikansk flertal. Derfor er mange valg afgjort på forhånd. En vej frem kan være af lade uafhængige komiteer indrette distrikterne.

Så er der finansieringen. Pengemængden i amerikansk politik er siden årtusindeskiftet vokset til mere end det tidobbelte, hvilket betyder, at kampagnefinansiering er blevet den afgørende faktor for alle indehavere af offentlige embeder.

Læg hertil den dramatiske polarisering som har indfundet sig i Kongressens virke, hvor stærke interessegrupper finansierer de politikere, der fremmer organisationers og virksomheders særlige formål på bekostning af fællesskabet. Obamacare er skoleeksemplet på, hvorledes millioner af amerikanere får både dyrere og dårligere sundhedsydelser, men den bedste politik, der kan købes for penge.

Våbenkontrol er et skræmmende eksempel på konsekvenserne af lobbyisters finansiering af politik. Hvor mange amerikanske liv har National Rifle Association (NRA) efterhånden på samvittigheden? De typiske tal på årsbasis er i omegnen af 35.000 dræbte og 100.000 sårede. 100 amerikanske borgere mister livet hver dag på den konto. Mere end halvdelen af tabstallet for ti års krig i Vietnam (1965-75) hvert år. Ikke på fjerne krigsskuepladser, men hjemme i USA. Et andet skræmmende eksempel: våbenproducenternes indflydelse på, at USA bevæbner tvivlsomme regimer i Mellemøsten og Afrika.

DEFINITIONEN på demokratisk forfald er, når velorganiserede interessegrupper kaprer den politiske magt, bøjer systemet efter egne interesser på bekostning af offentlighedens og tjener styrtende på øvelsen. Forfaldet viser sig ved, at evnen til selvkorrektion er sat ud af kraft, fordi etablerede særinteresser er stærke nok til at kvæle reformforsøg.

Et samfunds evne til at korrigere fejl og mangler bygger på frie medier, en uafhængig dommerstand og et stærkt civilsamfund. Førstnævnte er udfordret af tech-giganterne og fake news-kulturen. De dommere, Trump udnævner, deler hans holdninger til det meste. Men de borgergrupper, der kritiserer præsidenten, kan han ikke lukke munden på.

Der er derfor håb endnu for genkomsten af et USA, som kan være et moralsk forbillede. Mens vi venter, forbliver Grønland vores forsikringspolice i en stadig mere uforudsigelig verden.

(klumme i Politiken 26.08.2019)