Fortæl os om milliarderne, Rasmus

Dansk udviklingspolitik må snart komme ud af sin politiske skyggetilværelse.

Før eller siden må vi til sagen: Hvad vil Rasmus med sine milliarder, hvis han skal gavne både danske interesser og agtværdige formål i en stor del af den øvrige verden?

Hvilken Rasmus, vil læseren spørge. Denne Rasmus hedder Prehn til efternavn, er født i 1973 og nyudnævnt minister for udviklingssamarbejde. Af samtlige de ministre i Mette Frederiksens regering, der trådte til i forsommeren, var Rasmus Prehn den, der fik mindst medieomtale. Om dette er udtryk for en trist og ærgerlig tingenes tilstand, kommer vi tilbage til.

Går vi et halvt århundrede tilbage i dansk politisk historie, har Rasmus en hel del tilfælles med sine forgængere. Danmark har ydet udviklingsbistand til det, der engang blev kaldt den tredje verden, i små seks årtier. Politisk begynder det at fylde noget i VKR-regeringen 1968-71, da daværende radikale kulturminister, Kristen Helveg Petersen, også fik ’teknisk samarbejde med udviklingslandene og nedrustningsspørgsmål’ under sig.

Den lille tilføjelse med nedrustningen vendte aldrig siden tilbage til samme portefølje. Men bemærk, hvorledes tidsånden spillede ind på en ministertitel: Der blev dengang talt i FN om en ny økonomisk verdensorden, der skulle give udviklingslandene en mere retfærdig placering i datidens rivalisering mellem supermagterne.

Efter Helveg Petersen fulgte i skiftende socialdemokratisk ledede regeringer Lise Østergaard, Helle Degn, Poul Nielson, Jan Trøjborg og Anita Bay Bundegaard (sidstnævnte radikal). Næppe nogen vil modsige det udsagn, at Poul Nielson blev den eneste af de her nævnte, der satte sig varige fingeraftryk i ikke bare dansk, men europæisk samarbejde med udviklingslandene. Han blev i forlængelse af sin ministertid udnævnt som EU-kommissær for udviklingspolitik.

I BLÅ BLOK har anvendelsen af udviklingsmilliarderne i nyere tid været bestyret af Bertel Haarder, Ulla Tørnæs og Søren Pind, alle fra Venstre. I Helle Thorning-Schmidts regering var først den radikale Christian Friis Bach minister. Han blev efterfulgt af en anden radikal, Rasmus Helveg Petersen, der sad frem til 3. februar 2014, hvorefter udviklingsministerposten for en periode blev nedlagt. Fra november 2016 til juni 2019 havde Ulla Tørnæs for anden gang posten. Hendes første periode var 2005-10.

Det er svært at undslippe den konklusion, at dansk udviklingspolitik i nogen grad har været præget af en temmelig svingdørsagtig ledelse og ikke kun på grund af diverse regeringsskift. Den reelle forklaring er den temmelig systematiske reduktion af udviklingsmidlerne, som har været tilstanden siden 2001.

Ikke bare er den samlede udenrigstjeneste blevet hårdt beskåret hen over to årtier, en overordnet debat om målsætninger har længe været usynlig og uhørlig.

Bundlinjen er, at dansk udviklingspolitik er blevet underlagt strategiske hensyn og interesser frem for de mere idealistiske motiver, som det hele begyndte med for mere end et halvt århundrede siden.

KURSSKIFTET er kommet gradvist. Det begyndte med ophøret af den kolde krig i 1989, hvor daværende udenrigsminister, Uffe Ellemann-Jensen, stod fadder til en mere aktivistisk udenrigspolitik, som gjorde brug af militære virkemidler i første omgang på Balkan. Siden fulgte dansk deltagelse i krige i Afghanistan (2001) og Irak (2003).

Også i indeværende årti er en voksende del af udviklingsmidlerne gået til reduktion af regional usikkerhed, forebyggelse af terrorisme, stabilisering af skrøbelige stater, migration og de deraf afledte flygtningekriser. Da V-næstformand Kristian Jensen i 2016 var udenrigsminister, var han ærlig nok til at erkende, at Danmark »reducerer over en bred front«, og at migrations- og flygtningepresset på Danmark ville betyde, at tæt på en fjerdedel af udviklingsmidlerne fremover bliver inden for rigets grænser, hvor hovedopgaven er modtagelse af flygtninge i Danmark.

LAD OS samtidig minde om, at dansk udviklingsbistand i stort set hele det halve århundrede, den har eksisteret, også har været et instrument i erhvervspolitikken. Sideløbende med at vi har rettet store indsatser mod de fattigste befolkningsgrupper på flere kontinenter, har vi plejet betydelige egeninteresser ved at sikre, at danske leverandører blev sikret markedsandele eller direkte blev hjulpet undervejs til at flytte produktion til himmelstrøg, hvor omkostningerne var lave.

Er dette en bedrøvelig tilstand, eller har vore beslutningstagere været realister og indrettet os på verdens ubehagelige tilstand? Rasmus Prehn, den nye mand i førersædet for udviklingspolitikken, må gerne give bolden op til en diskussion om, hvor udviklingspolitikken er på vej hen.

(klumme i Politiken 5. sept. 2019)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Diverse, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s