Kina fylder rundt. Mirakel eller mareridt?

Pluralismen og tolerancen har tabt til Xi Jinpings leninisme.

Engang tilbage i 1980’erne, da Kinas reformer var i en tidlig fase, kom den tyske ekskansler Helmut Schmidt til Beijing og fik en samtale med reformernes arkitekt, Deng Xiaoping. På et tidspunkt spørger Schmidt sin vært, om ikke Kina var ved at forvandle det kommunistiske parti til et konfutsiansk. Deng svarede retorisk tilbage, at han ikke mente, det gjorde nogen forskel.

Konfutsianismen er en 2.500 år gammel moralfilosofi, der bygger på læring, ritualer, meritokrati og hierarkisk politisk orden. Foruden Kina har denne systemtænkning præget især Japan, Korea og Vietnam. Den lille østat Singapore er det 20. århundredes skoleeksempel på fusionen af konfutsianismen og en moderne statskapitalisme og blev inspirationsmodellen for Deng, da han begyndte sin lange reformmarch i 1978-79.

Når Folkerepublikken Kina på den første dag i oktober fejrer sine første 70 år, sker det i en tilstand, hvor landets økonomi aldrig har været større og mere global. Årtiers vestlige spådomme om et kinesisk sammenbrud er for længst gjort til skamme.

Den kinesiske udviklingsmodel blev opfundet af Chiang Kai-shek, den kinesiske nationalistleder, der i 1949 blev slået af kommunisterne og måtte flygte til Taiwan. Chiang tabte militært til Mao Zedong, men vandt økonomisk på den lange bane, alt imens folkerepublikken udviklingspolitisk forspildte et par årtier og millioner af menneskeliv, inden man fandt ud af at lade leninismen styre kapitalismen i stedet for at kvæle den.

AKTUELT spørges der, om Beijing går ud af den aktuelle handelskonflikt med USA som vinder eller taber. I Washington diskuteres det, om der kommer en aftale før eller efter valgdagen i 2020. Udfaldet ændrer ikke på den realitet, at Kina gennem sine ambitiøse silkevejsprojekter knytter sig til stadig flere lande og verdensdele i takt med USA’s globale retræte.

Nutidens kinesiske magthavere kan ved det aktuelle jubilæum fortælle både venner (som Beijing kun har få af), partnere (mange) og rivaler (kun en enkelt), at Kinas økonomiske opstigning er blevet ledsaget af et påfaldende fravær af dødelige konflikter i Kinas nærområder. Østasiens fred fungerer i kraft af den type magtbalancer, som ikke længere kan bruges i Europa på grund af Putins opdeling af Ukraine.

Mange i Vesten frygter et ekspanderende Kina. Beijings opbygning af infrastruktur i Det Sydkinesiske Hav er en variant af 1800-tallets amerikanske Monroe-doktrin, hvor europæiske kolonimagter fik besked om at holde sig væk fra stormagtens baggård. De amerikanske baser i Japan og Sydkorea forhindrer, at Monroe-logikken kan bruges af Beijing i dette århundrede.

VEJEN til Kinas nuværende stormagtsstatus har været brolagt med millioner af dødsofre. Mao Zedongs forsøg på via ideologiske kampagner at centralisere magten – det katastrofale Store Spring Fremad 1958-61 (mindst 20 millioner dødsofre, måske det dobbelte) og kulturrevolutionen 1966-76 – endte i sammenbrud: Staten og militæret måtte gribe ind for at genetablere en vis normalitet efter det fejlslagne kupforsøg mod Mao i september 1971.

Herefter kunne præsident Richard Nixon og hans sikkerhedsrådgiver Henry Kissinger indlede den åbning mod Vesten, der har givet Kina en velstand uden fortilfælde og en økonomisk dynamik, ingen dengang havde fantasi til at forestille sig.

Da reformerne begyndte, var Kina med Kissingers ord et »ludfattigt, stalinistisk land«; i dag har Kinas økonomi overhalet den amerikanske, målt på købekraftsvolumen. Mirakel eller mareridt?

Begge dele. Den halve milliard kinesere, der har fået middelklassestatus, og som flokkes som turister på vestlige destinationer i hundredtusindvis, ønsker sig næppe tilstande som i amerikanske kriminalitetsbefængte storbyer. Kinas orwellianske overvågningsstat – med socialkreditter og borgere, der belønnes eller straffes – indfører et klassesamfund, som Maos kommunister hævdede, de ville afskaffe fra 1949.

Bagsiden af miraklet er mareridtet, som har en adresse: Xinjiang-regionen, hvor flere end en million muslimer har været igennem det, de kinesiske myndigheder kalder genoptrænings- og efteruddannelsescentre. En langt større tragedie end den aktuelle ballade i Hongkong, som er et storbyfænomen, der kan inddæmmes.

Under Kinas tidligere ’kejser’ Hu Jintao gik Kina på tolerancens vej. Under Xi Jinping er retningen blevet totalitær. Vesten har brug for at diskutere, om der er mulighed for, at Kina tager et politisk (men ikke et økonomisk) U-turn på den gigantiske silkevej.

For realiteten er uomgængelig: Kinas fremtid er også verdens fremtid. EU’s ledere forstår dette, Donald Trump gør ikke. Endnu.

(klumme i Politiken 19.09.2019)

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kina, Kommentarer/analyser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s