EU-Kina-USA: Størrelse gør en forskel

Brexit flytter klodens tyngdepunkt længere østpå.

DEN tyske kansler Angela Merkel afsluttede for nylig sit 12. besøg i Kina. I sig selv et vidnesbyrd om forskydningerne i de globale magtrelationer, at lederen for Europas største økonomi så systematisk dyrker forbindelseslinjerne til Riget i Midten, alt imens den næststørste økonomi i det europæiske fællesskab balancerer nervøst på den afgrund, vi kender som Brexit.

Hidtil har det været god latin i EU-medlemmernes hovedstæder at betragte de tysk-kinesiske relationer som både definerende og stabiliserende for Europas relationer til giganten i øst.

Berlin-Beijing var en akse, som især i handelspolitikken kunne skabe en form for stabilitet mellem Vladimir Putins asymmetriske pres på kontinentet og Trumps kuriøse falanks af protektionister og isolationister. En nødvendighed, fordi verdenshandelsorganisationen WTO reelt er sat ud af kraft.

Læg hertil diskussionen om, at Kina med opkøb af infrastruktur i svage økonomier langs Europas bløde bug ved Middelhavet – fra havneterminaler i Piræus og Trieste til energiselskaber i Portugal og Spanien – driver en del og hersk-politik over for de tidligere kolonimagter og reelt splitter EU.

Denne vinkel på emnet overser, at den største modtager af kinesiske investeringer i løbet af få år er blevet Storbritannien. EN AF konsekvenserne af Brexit er en yderligere forskydning af den globale magtbalance mellem de økonomiske blokke. EU har hidtil udgjort verdens største økonomi med et bruttonationalprodukt, der er større end både USA’s og Kinas, når man opgør det i nominelle termer. Men EU mister med Brexit sin næststørste økonomi, i størrelse en sjettedel af EU’s samlede økonomi.

Resultatet bliver, at Kina ubetinget vil udgøre verdens største økonomi. Hvilket måske ikke burde overraske. Finansgiganten Goldman Sachs spåede i en prognose i 2007 baseret på tal indsamlet før finanskrisen, at Kinas økonomi fra at være klodens nr. 3 i 2008 (med Japan på nr. 2 og USA i spidsen) i 2050 vil have et økonomisk volumen tæt på det dobbelte af det amerikanske.

Hvis forudsigelsen fra Goldman Sachs holder, er billedet for de gamle sværvægtere i Europa dystert. Tyskland, Frankrig, Storbritannien og Italien ryger i løbet af de kommende årtier ud af den globaløkonomiske top-8, Indien kommer til at matche USA, mens Japan ryger ned under Brasilien, Rusland og Indonesien.

Tallene og de vurderinger, de bruges til, har mere end ti år bag sig og skal selvfølgelig tages med store forbehold. Ruslands økonomiske fremdrift er stadig baseret på råstoffer, mens hverken Brasilien eller Indonesien viser tegn til at kunne tage et tigerspring svarende til det kinesiske. Men tendensen i prognosen bekræftes af andre og nyere analyser.

En prognose fra det australske finansministerium fra i fjor præsenterede en række scenarier for verdensøkonomiens udvikling frem til 205o og viste også, at Kinas økonomi fra at være klodens nr. 3 i 2008 vil have et økonomisk volumen tæt på det dobbelte af det amerikanske i 2050. Helt svarende til, hvad Goldman Sachs konkluderede.

Den kinesiske udenrigshandel har for flere år siden overhalet både den japanske og amerikanske, og resultatet er, at 80 af klodens lande har Kina som deres største handelspartner.

Den amerikanske nobelmodpristager i økonomi Robert Fogel konkluderede i en artikel i 2010, at Kinas økonomi om blot 30 år vil stå for 40 pct. af verdensøkonomien, USA for 14 pct. og EU for kun fem pct. Samlet vil USA og Europa kun stå for en tredjedel af den globale økonomi mod over halvdelen i 1995. USA er med andre ord ved at miste sin lederstatus i verdensøkonomien. Vil Trump og hans efterfølgere finde sig i det?I EN globaliseret verden er det ingen naturlov, at to stormagtsrivaler ender i krig, som det skete for Storbritannien og Tyskland i 1914. Forskellen på dengang og nu er, at den gensidige økonomiske afhængighed i en krigssituation gør vindere til tabere og omvendt, Mellemøsten naturligvis undtaget. Frihandel er den vigtigste formel for fred, der findes.

I dag har Kina overtaget mange af de dynamikker, som verden troede var enten amerikanske eller made in Japan . Økonomer og historikere har længe talt om et tektonisk skifte i global magt og indflydelse. Det naturlige spørgsmål må herefter være: Hvilken af EU’s nye kommissærer kommer til at rejse til Beijing lige så ofte, som Angela Merkel har gjort det i sin nu snart afsluttede regeringstid?

(klumme i Politiken 22.09.2019)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s