Ho Chi Minh består historiens prøvelse

30-året for Berlinmurens fald er tid til eftertanke om postkommunismen. 
30-året for Berlinmurens fald er tid til eftertanke om postkommunismen.

Da vi nærmer os 30-året for Berlinmurens fald, må tiden være inde til refleksioner over alt det, der fulgte i kølvandet på sovjetsystemets og verdenskommunismens sammenbrud i det magiske år 1989. Det skete på Schlüter-regeringens og dermed daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensens vagt, og herfra skal der lyde en anbefaling af samtlige af de bøger, han har skrevet om perioden – og tiden, der fulgte.

Men Danmarks eneste bud på en international statsmand har heller ikke lagt skjul på sin skuffelse over den nutidige tilstand i flere af de øst-og centraleuropæiske lande, der engang befandt sig bag det såkaldte Jerntæppe. Det kan med bedrøvelse konstateres, at de demokratier, der rejste sig fra ruinerne af kommunismen, kom i flere udgaver, heraf nogle ikke særligt kønne af slagsen. Demokratiet og dets frihedsrettigheder stod i et klarere lys, dengang det kunne holdes op mod sin modsætning i øst.

Den postkommunistiske verdensorden er blevet en uorden fostret af nationalisme og identitetspolitik, der har fået Europa til at fragmentere, alt imens USA’s rolle som leder af det, vi engang kaldte den frie verden, er alvorligt draget i tvivl, også af Amerikas traditionelle venner.

Spørgsmålet, der anes i horisonten, er, om den vestlige forsvarsalliance vil bestå i den form, vi har kendt den. Præsident Trump insisterer på, at Europa skal betale mere for sit forsvar, og det kan være, at det lykkes ham i en sådan grad, at hans efterfølgere en skønne dag siger, at USA ikke længere behøver at være med i Europas militære infrastruktur. Den mulighed kan ikke længere afskrives som hverken teori eller utopi.

LÆNGERE VÆK fra Europa er billedet af postkommunismen mere broget. Kina har forvandlet sig til en statskapitalistisk koncern, som det multinationale erhvervsliv dyrker, og som venstrefløjen afskyr.

Nordkorea har pillet alle referencer til Marx og Lenin ud af forfatningen: Det er ikke et land med et militær som alle andre, men et militær, der har en stat, dødsensfarlig for omgivelserne.

proxy.duckduckgo-1

Men der er et land, der skiller sig ud fra resten af de postkommunistiske samfund: den socialistiske republik Vietnam.

Hen over tre årtier er det for nærværende skribent blevet til omkring et dusin besøg i det fascinerende land, og mit seneste af slagsen her i september var som ofte før en god oplevelse. Man skal være en slem puritaner for ikke lade sig charmere af hovedstaden, Hanoi, velnok det fineste levende museum over fransk kolonialisme, der tænkes kan, prinsgemal Henrik in memoriam, for han tilbragte vigtige barn-og ungdomsår herude.

Hver gang jeg er i Hanoi, lægger jeg vejen forbi museet for det moderne Vietnams fader, nationalkommunisten Ho Chi Minh. Netop i år markeres 50-året for landsfaderens død. Et lille teaktræshus på pæle ved søen tæt på er angiveligt stedet, han tilbragte sine sidste leveår, mens amerikanske bombefly sendte en regn af død og ødelæggelse ned over den ludfattige risbondenation.

Indretningen af museet med dens mange fotos og tekstplancher er en arkitektonisk skandale. Landsfaderens balsamerede legeme i granitmausolæet ved siden af ville rotere et par gange, hvis det havde øjne at se med og ben at gå på, men det fungerer med de mange sorthvide kornede fotos og filmruller med optagelser af onkel Ho, der krammer flagviftende skolebørn.

proxy.duckduckgo-2

HO CHI MINH var en skolet marxist-leninist, der havde et sigte for øje: sin nations befrielse fra den franske koloniserings åg og siden den amerikanske krigsførelse.

Hvad der med nutidens øjne adskiller Ho Chi Minh fra de stats-og partiledere i den kommunistiske blok, som ydede våben, penge og politisk støtte, er, at han i dag hyldes som netop en samfundsopbygger, der ville sine landsmænds velfærd, og ikke som en revolutionær kommunist, der ville eksportere sin ideologi til andre lande.

Nutidens Vietnam er ikke en trussel mod nogen overhovedet, men et samfund, der er dybt optaget af at skabe bedre levevilkår for sin befolkning. Ho Chi Minhs efterkommere er blevet småborgerlige entreprenører med højrødt på læberne, skønhedsklinikker og popkultur.

Apple, Facebook og Google fylder dér, hvor der engang kun var Marx og Lenin.

Ho Chi Minhs ideologiske våbenbrødre i Moskva, Beijing, Cuba og Østeuropa var en flok forbrydere; selv består han historiens prøvelse.

(klumme i Politiken 03.10.2019)

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s