Hun er 49 år, ejer af Vietnams største lavprisflyselskab og Sydøstasiens eneste kvindelige milliardær i dollars.

Den vietnamesiske hovedstad, Hanoi, har længe været en af Asiens vækstmetropoler med højhusbyggerier og industriparker, der på få år er skudt op som paddehatte, og som har tiltrukket international opmærksomhed.

Især fra Vietnams nabolande ankommer der hver uge tusinder af besøgende. Lufthavnen i forstaden Noi Bai var i et ydmygende forfald, da jeg ankom første gang for 31 år siden. Dengang lignede stedet en flykirkegård med klynger af gamle sovjetiskbyggede skrammelkasser, der landede og startede med flere timer lange intervaller. Medmindre de var aflyst på grund af tekniske vanskeligheder.

I dag er Noi Bai et hypermoderne luftfartskompleks, der betjener talrige internationale flyselskaber til og fra destinationer i resten af Østasien, Europa, Oceanien og Nordamerika. I mange år var det nationale flyselskab Vietnam Airlines et monopol, men ser nu ud til snart at blive overhalet af en opkomling, der har overrasket alle på markedet for flytransport.

Den unge, dynamiske spiller hedder VietJet og ledes og ejes af Nguyen Thi Phuong Thao, en 49-årig forretningskvinde, der beskrives som en komet i vietnamesisk erhvervsliv.

Da VietJet efter fem års eksistens blev børsnoteret i 2017, stod selskabet for 40 procent af alle flyruter i landet og havde leveret overskud på 1,2 milliarder dollars.

Tidligere i år skrev det amerikanske finansmagasin Forbes, at Nguyen Thi Phuong Thaos samlede aktiver anslås til 2,5 mia. dollars, hvilket placerer hende blandt de 1.000 rigeste personer på kloden. I sydøstasiatiske medier beskrives hun som ikke bare Vietnams første kvindelige dollarmilliardær, men den første i regionen.

På alle måder er det en forunderlig historie om en kvinde, der lærte sig erhvervsøkonomi på sovjetrussiske universiteter i 1990’erne. En doktorgrad i finansiel styring på Mendelev Universitetet for Kemisk Teknologi i Rusland lyder ikke just som en lovende vej ind i moderne luftfart, men det var her, hun lærte sig grundreglerne for handel og investeringer.

Da hun vendte hjem til et Vietnam, der gennem 1990’erne var begyndt at eksperimentere med markedsøkonomi, kastede hun sig ud i bankverdenen og ejendomsmarkedet, vel at mærke i et land, hvor al jord er offentlig ejendom, og hvor det reelt er brugsretten, der kan handles med.

Men det blev luftfarten, der bragte hende til en eliteplacering i vietnamesisk erhvervsliv. Markedsføringen af VietJet udløste ikke så lidt af en chokbølge: Stewardesser iført bikini fik brynene til at rejse sig i det traditionelt puritanske Vietnam, men hos kunderne gav det gevinst. Efter fire år på markedet var selskabet med øgenavnet Bikini Airlines oppe på 300 daglige flyvninger; ved udgangen af 2015 solgte man billet til passager nr. 25 millioner.

Vel nok det mest markante erhvervseventyr i det formelt kommunistiske land og en budbringer for, at Vietnam efter tre årtiers reformpolitik stadig formår at overraske. Hvem havde ved afslutningen på årtiers krig i Vietnam i foråret 1975 troet, at Ho Chi Minhs sønner og døtre ville blive en af den moderne asiatiske kapitalismes kæledægger i det 21. århundrede?

FORRETNINGSMIRAKLET i det engang så tilbagestående risbondeland er også blevet bemærket på en af Europas mest elitære og konservative uddannelsesinstitutioner, Harrow School i London.

Harrow en af de mest elitære britiske drengekostskoler, grundlagt i 1572 i henhold til et såkaldt royalt charter udstedt af Elisabeth I. Adskillige prominente politikere, herunder flere premierministre, har gået på skolen, blandt dem Winston Churchill, Stanley Baldwin og lord Palmerston. Snesevis af kongelige har også gået der.

Her i august vakte det opsigt, da en gruppe på 21 professorer og studerende fra Harrow School fik et møde med Nguyen Thi Phuong Thao for at høre hende fortælle om, hvorledes man skaber en erhvervsøkonomisk succes i Vietnam.

Men skygger historien om VietJet for nogle mere ubehagelige realiteter, der handler om voksende ulighed i det socialistiske samfund? Ikke hvis man tjekker med de data, der stilles til rådighed af Verdensbanken. Heraf fremgår, at Vietnam forsætter med at have fremgang med fattigdomsbekæmpelsen – til trods for at i de godt 30 år, den økonomiske reformpolitik har varet, er landets befolkning vokset fra 60 til 97 millioner.

Udviklingsorganisationen Oxfam, der har en afdeling i Hanoi, drypper malurt i bægeret: Vietnams rigeste indbyggere kan tjene 5.000 gange så meget i timen, som de fattigste vietnamesere tjener på en dag, hedder det i en redegørelse over de voksende indkomstforskelle i landets befolkning.

Eller formuleret på en anden måde: Den rigeste person i Vietnam kan tjene mere på en dag, end de fattigste landsmænd kan hente hjem i en periode på ti år.

Så der er selvfølgelig langt igen, inden Vietnam nærmer sig nogle af sine mere velstående – og mindre socialistiske – udviklingsøkonomier i Sydøstasien.

I databasen World Fact Book, der publiceres af den amerikanske efterretningstjeneste CIA har Vietnam en 159.-plads på den globale skala over velstand med en nationalindkomst per indbygger på ca. 7.000 dollars. Det stiller Vietnam på niveau med Indien, Burma, Usbekistan og Angola.

Filippinerne, der for et halvt århundrede siden havde det næsthøjeste nationalprodukt per indbygger i regionen (dengang kun overgået af Japan), er i dag kun moderat mere velstående end Vietnam med plads nr. 148 i World Fact Book. Langt oppe på listen ligger Vietnams mere pro-kapitalistiske naboer, Thailand og Malaysia, på henholdsvis nr. 98 og 71.

Hvilket selvfølgelig ikke ændrer på, at Vietnam er kommet i kategorien af mellemindkomstlande og dermed står til at tage et af de økonomiske tigerspring, som Østasien er blevet kendt for hen over et halvt århundrede.

(klumme i Politiken 6.10.2019)