Jeppe Kofod leder os ud i glemsel

Manipulerede oplysninger er den sikre vej til historieløshed.

Med et pennestrøg har udenrigsminister Jeppe Kofod ført befolkningen ud i noget, som eftertidens krønikeskrivere passende kan kalde glemsel og fortrængning.

Stik imod hvad hans eget parti meldte ud, mens det var i opposition, har udenrigsministeren valgt ikke at genåbne den kommission, der skulle undersøge grundlaget for dansk deltagelse i den krig i Irak, der blev indledt med en amerikanskledet invasion i 2003, dengang landets diktator hed Saddam Hussein.

En skelsættende beslutning, som kløvede både befolkning og Folketing, og som trækker dystre spor frem til i dag. Udenrigsministeren forklarer kovendingen med, at den krigsudredning, som en gruppe faghistorikere udsendte i februar i år, leverer et tilstrækkeligt grundlag for at vurdere grundlaget for krigen, også hvad angår det folkeretlige.

Kommissionen så dagens lys under den regering, der blev ledet af Helle Thorning-Schmidt, men blev lukket ned i 2015 af den dengang nyvalgte regering under Lars Løkke Rasmussen. Det skete under protester fra Socialdemokratiet.

HUKOMMELSEN I MEDIERNE er kort, ikke mindst når emnerne er politisk følsomme og historisk og juridisk komplicerede. Der er derfor god grund til kort både at repetere og revurdere nogle af konklusionerne fra krigsudredningen:

Regeringen under daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen undlod at videregive vigtige oplysninger til Folketinget og strammede informationsgrundlaget, så Folketinget fik et ufuldstændigt billede af situationen.

Forløbet med FN-inspektioner af Iraks formodede masseødelæggelsesvåben var en politisk fælde, der skulle lokke Irak ud i en reaktion, der kunne lovliggøre et angreb på landet.

Udredningen afklarer ikke, om Irak-krigen var lovlig eller ej, men retfærdigvis skal det siges, at det ikke var en del af udredningens kommissorium at undersøge dette forhold.

Den forklarer heller ikke, om danske styrkers udlevering af fanger i Afghanistan og Irak var i overensstemmelse med folkeretten. Udredningen ser kun på forløbet op til Folketingets beslutning om krigsdeltagelse.

I et konkret eksempel beskriver udredningen, hvordan udenrigsminister Per Stig Møller under en debat i Folketinget fjernede flere forbehold og fastslog, at britiske og amerikanske efterretningsrapporter angiveligt dokumenterede, at Irak havde fortsat sine programmer for masseødelæggelsesvåben, til trods for at udenrigsministeren selv under et møde i Udenrigspolitisk Nævn havde karakteriseret de samme rapporter som ubekræftede. Udredningen konkluderer, at udenrigsministeren på den måde bidrog til at konstruere en overhængende irakisk trussel fra masseødelæggelsesvåben.

Bundlinjen i dette regnskab over dansk krigsdeltagelse er , at vore folkevalgte gjorde Danmark til det, der under andre omstændigheder og med andre aktører ville være benævnt en aggressor. Det lyder hårdt, men er kendt folkeretlig jargon i beskrivelser af krigsførelse.

HVORDAN HAR DEN hovedansvarlige for Irak-beslutningen, daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, efterfølgende forsvaret og forklaret det, han gjorde? I en serie om fire statsministre sendt på DR i august 2017 kogte han sin efterrationalisering ned til følgende: At når Danmark gik med USA ind i Irak, ville vi kunne regne med, at USA kommer os til undsætning den dag, vi beder om det.

Med andre ord: Invasionen handlede mere om Danmarks forhold til USA end om situationen i Irak.

Og irakerne og deres samfund i dag, 16 år efter invasionen? Interesserede bør gå ind på databasehjemmesiden iraqbodycount. Den er baseret i London som et civilt nonprofitprojekt, der overvejende finansieres af frivillige individuelle bidrag og donationer fra tænketanke.

Hjemmesiden registrerer løbende udbredelsen af vold i det Irak, som ifølge fortalerne for krigsdeltagelse for længst skulle være blevet fredeligt, demokratisk og sekulært. Seneste opdatering fra den forgangne uge fortæller, at her i august er 93 civile irakere blevet ofre for voldsanvendelse, drab og nedskydninger. Det samlede regnskab siden foråret 2003 kommer her: Antallet af dræbte, inklusive ’kombattanter’: 288.000.

Antallet af dræbte civile er knap så præcist opgjort, men ligger et sted mellem 183. 967 og 206.642. Det må antages, at forskellen skyldes formodet dræbte, dvs. savnede.

Vi lader tallene stå et øjeblik. Som en påmindelse til ikke mindst Anders Fogh Rasmussen, Per Stig Møller og Jeppe Kofod om, at konsekvenserne af invasionen i 2003 stadig mærkes på den mest brutale vis af nutidens irakiske samfund.

Den diskussion er i dag ikkeeksisterende i det politiske Danmark. En Irak-kommission kunne have gjort en forskel her. Nu har glemslen taget over.

(klumme i Politiken 07.10.2019)

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s