Sådan bliver et folk usynligt

Mens kurderne nedkæmpes, udviskes uighurernes identitet.

Hvordan formes en befolknings identitet? Af tilhørsforholdet til en bestemt geografi? I så fald er kurderne ualmindelig uheldigt stillet på historiens kompas.

En af det 20. århundreds helt store uretfærdigheder er, at kurderne aldrig har fået retten til en nation. I omegnen af 30 millioner kurdere hører hjemme i de bjergrige regioner, hvor Tyrkiet, Irak, Syrien, Iran og Armenien grænser op til hinanden. Så alene de geografiske betingelser får alle forestillinger om en selvstændig kurdisk statsdannelse til at ligne noget af en utopi.

En anden befolkningsgruppe, hvis skæbne i betydelig grad minder om kurdernes, er de centralasiatiske uighurer. Begge folk er overvejende sunnimuslimer, og begge er med forskellige midler presset og truet på deres overlevelse – kurderne aktuelt af vore Nato-allierede Tyrkiet og USA, uighurerne af den kinesiske stats hårdhændede assimileringspolitik.

Men mens kurdernes skæbne dominerer i mediedækningen, er der tavshed om uighurerne. Endnu en indikation af, hvor gennemgribende de globale magtrelationer har forskubbet sig. Støj i Syrien og Tyrkiet, stilhed i det vestlige Kina.

DE ANSLÅET 12 til 14 millioner uighurer er næsten alle hjemmehørende i Kinas Xinjiang-provins, der dækker en sjettedel af Folkerepublikkens areal. Siden 2017 har anslået en million uighurer, muligvis langt flere, befundet sig i interneringscentre, der har uhyggelige ligheder med koncentrationslejre. I officiel kinesisk terminologi beskrives disse faciliteter om trænings- og efteruddannelsescentre, der skal forebygge islamistisk radikalisering.

Tyrkiet, der er vært for muligvis et halvt hundred tusind eksilerede uighurer, var tidligt ude med fordømmelser, men er siden blevet bestukket til tavshed, forklarer Rushan Abbas under et besøg i København. Hun repræsenterer en transnational organisation kaldet Campaign for Uyghurs, der er forbundet med uighurernes eksilbevægelse World Uyghur Congress. WUC betragter Xinjiang som besat område siden Folkerepublikkens oprettelse i 1949 og kalder Xinjiang for Østturkestan. Sprogligt og kulturelt ligger uighurerne tæt på befolkningerne i de centralasiatiske såkaldte stan-lande.

Selv har hun haft bopæl i USA siden 1989, men har kunnet holde kontakten til sine slægtninge gennem mailkorrespondance og enkelte besøg – lige indtil interneringerne begyndte for halvandet år siden. Al kontakt er blokeret – internetforbindelser og indrejsemuligheder for uighurer, der ønsker at opspore deres forsvundne slægtninge, er blevet umulig.

Interneringscentrene i Xinjiang er dokumenteret gennem satellitfotos og beretninger fra eksilerede uighurer. De kinesiske myndigheder har reageret på den voksende vestlige kritik ved at invitere udenlandske diplomater og enkelte medier, overvejende fra lande med ufrie medier.

Myndighederne i Beijing og Xinjiang har altså ikke benægtet eksistensen af interneringscentrene, men forklaret, at foranstaltningerne er ’midlertidige’. Hvilket meget vel kan være korrekt, men hvad er så alternativet til interneringerne?

Oplysninger i statskontrollerede kinesiske medier samt efterretningerne fra uighurer i nabolandet Kazakhstan lader forstå, at adskillige uighurer går fra omskolingscentrene direkte til domstole, hvor de tildeles langvarige fængselsstraffe: 23 ud af 32 nyligt dømte var imamer og folk, der studerede religion på universiteter.

Organisationen Earthrise Alliance, der specialiserer sig i at analysere satellitfotos, har dokumenteret, at snesevis af begravelsessteder i Xinjiang er blevet forvandlet til ruindynger. Den officielle forklaring på rydningerne er, at gravsteder skal ’standardiseres’. For uighurerne er dette indlysende et indgreb, der skal skabe frygt og udradere deres familieidentitet.

NÅR ET FOLK forhindres i at forsamle sig fredeligt for udtrykke respekt for den forfædrene slægt, vil fællesskabsånden sygne hen. Tomrummet, der efterlades, vil bliver fyldt med had og hævntørst. Identiteten formes af modstanden mod undertrykkerne. Den kinesiske politik i Xinjiang forebygger derfor ikke terrorisme, men lægger kimen til den.

Rushan Abbas mistede kontakten til sine slægtninge i april 2017. Hendes svigerforældre på 69 og 71, deres tre døtre og en svigerdatter og de respektive ægtefæller har hun ikke haft kontakt med siden april 2017.

Da Rushan Abbas fik oplysninger om, at en svoger, Abdurahim Idris, havde fået en fængselsdom på 20 år, besluttede hun sig for at lægge oplysningerne frem på en konference i Washington. Seks dage senere forsvandt Rushans søster fra det hospital, hvor hun arbejdede som læge.

Hvordan kan det give mening at sætte en person, der er uddannet læge, i et omskolingscenter, spørger Rushan. Kun som straf mod den søster, der har valgt at tale uighurernes sag internationalt. Slægtsforbindelsen er anledning til repressalier fra den kinesiske stats side.

Det spektakulære rabalder i Hongkong overskygger en tragedie, der er langt større.

(klumme i Politiken 13.10.2019)

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kina, Kommentarer/analyser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s