Nordkorea deltog ikke i Kinas 70-års fejring. Påfaldende?

FIK NOGLE amerikanske beslutningstagere oplevelsen af et Sputnik-øjeblik, da den kinesiske stat på nationaldagen, 1. oktober, paraderede 15.000 tropper og kolonner af tonstunge militære køretøjer ned ad Den Evige Freds Boulevard forbi indgangen til Den Forbudte By?

Begrebet Sputnik-øjeblik refererer til den situation i 1957, da den sovjetiske opsendelse af en satellit i rummet skabte en frygtlignende tilstand i Washington. Så blev der talt om, at datidens kommunistiske supermagt var ved at overhale USA teknologisk. Sputnik-øjeblikket førte til oprettelsen af det amerikanske rumprogram Nasa året efter. Resten er historie.

Har Kina nu indtaget den plads i stormagtsrivaliseringen, som Sovjetunionen havde for seks årtier siden? Admiral William McRaven, chef for den amerikanske Joint Special Operations Command 2011-14, har nærstuderet Kinas militærteknologiske udvikling. Han bruger ikke Sputnik-analogien, men kalder alligevel kinesernes fremdrift på området for etholy shit -øjeblik for USA.

Tallene kan være skræmmende nok: Hen over de seneste 20 år er Kinas militære budgetter ifølge uafhængige analytikere steget med 620 procent. Center for a New American Security advarer om, at USA’s teknologiske forspring i forhold til Kina på kort tid er blevet stærkt reduceret, og at de to giganter måske er tæt på jævnbyrdighed.

Hvis jævnbyrdigheden er den nye realitet, vil Kina kunne dominere sit eget nærområde og dermed presse USA’s historiske allierede som Japan, Taiwan og Sydkorea til indrømmelser, som aldrig har været set før, lyder advarslerne.

MEN DER VAR EN ny og overraskende form for tilstedeværelse i Beijing 1. oktober, som burde vække lige så megen opsigt som de våbentyper, som blev vist frem: For første gang nogensinde var der udenlandske militære enheder, der strækmarcherede med på Den Evige Freds Boulevard.

I et knap otte minutter langt videoklip fra den kinesiske statskanal CCCTV ses de fleste af de udenlandske militærkolonner (kan ses på YouTube), de fleste af er dem små, men i denne sammenhæng betyder tilstedeværelse mere end størrelse. De var der med nationalflag og marcherede i alfabetisk orden til lyden af heftig kinesisk militærmusik.

Blandt de udenlandske deltagere ved den meget kulørte parade var der kontingenter fra Kinas naboer i Centralasien, frem for alt Afghanistan, Pakistan, Kazakhstan, Kirgisistan og Tadsjikistan. Lande, der alle befinder sig i et tæt økonomisk og politisk afhængighedsforhold til Riget i Midten.

Den mest betydningsfulde af Kinas naboer var der naturligvis også, omhyggeligt observeret af den øverstkommanderende for de russiske styrker, Vladimir Putin. Hvis ikke han skulle være på podiet i Den Himmelske Freds Port, hvem så?

Den eneste europæiske deltager var Serbien. Måske lidt overraskende, men så skal man erindre sig, at Nato-fly i foråret 1999 bombede den kinesiske ambassade i Beograd, dengang hovedstad i det, vi kaldte ’Restjugoslavien’.

Siden har Beograd og Beijing udviklet et tæt strategisk partnerskab. Serbien bliver utvivlsomt en del af det netværk af silkeveje, der skal forbinde Kina infrastrukturelt med det sydøstlige Europa.

Den arabiske verdens folkerigeste land, Egypten, var der også, for selvfølgelig skal Suezkanalen kobles på fremtidens nye silkevejsruter. Men de udsendte soldater fra Kairo har ikke nødvendigvis været den største overraskelse for de observerende amerikanske militærattacher. De har fået sig et mindre chok, da de opdagede den deltagende kolonne af soldater fra … Mexico.

Og mens vi er ved denne verdensdel: Gælds- og konfliktplagede Venezuela var også til stede. Kina har tidligere i år sendt nødhjælpsfly til det venezuelanske militær.

Alligevel må den største overraskelse for iagttagerne have været fraværet af Kinas historiske allierede fra 1950’erne og flere årtier frem: Nordkorea. Kim Jong-un har ikke fundet det ulejligheden værd at levere støvletramp den oktoberdag i Beijing.

Den alternative fortolkning: Den ’lille raketmand’ Kim er faldet i unåde hos sin nabo og traditionelle beskytter, eftersom Nordkorea ikke er en del af de kinesiske silkevejsplaner. Hvor økonomisk integration i det øvrige Østasien beviseligt har været stabiliserende og en regulær fredsfaktor, står Pyongyang ikke klar til at åbne portene for Beijings infrastrukturimperialisme.

For syv årtier siden var det kinesiske soldater, der reddede Nordkorea fra at blive løbet over ende af amerikanske FN-tropper. I dag frygter generalerne i Pyongyang kinesiske ingeniører. Der er ingen silkeveje, der leder til Kinas baggård på Den Koreanske Halvø.

(klumme i Politiken 21.10.2019)