Ingen anden stormagt kan fylde Pentagons støvler ud.

Aldrig så snart har den amerikanske præsident meddelt, at USA trækker sine styrker ud af det nordlige Syrien, før det lykkes supermagten at få ram på lederen af Islamisk Stat. Har vi netop oplevet et drømmescenario for Donald Trump og en reel kickstart af hans valgkamp det kommende års tid?

Sådan kan eftertidens krønikeskrivere vælge at omtale disse hektiske efterårsdøgn. Men den reelle tilstand er snarere, at Trump som vanligt vælger at italesætte et aktuelt drama på en måde, der overskygger en dybereliggende realitet.

Den handler om, at USA’s rolle som supermagt er ved at blive gennemgribende omdefineret. Alt efter temperament kan man vælge at se et Amerika, der er mere eller mindre på retræte. Målt på økonomi har tilbagetoget været i gang længe. Sværere er det, når der skal måles på tillid, troværdighed og det, der kendes som blød magt – et lands evne til at overbevise med- og modspillere om, at man repræsenterer fornuft og fremsyn og er værd at føje, når interessemodsætningerne melder sig.

USA har været en hegemonisk, unipolær magt siden den kolde krigs ophør for tre årtier siden. Politologen Joseph Nye, der opfandt og videnskabeliggjorde begrebet ’soft power’, skrev i 2002 om USA, at »ikke siden Romerriget har en enkelt nation haft så stor indflydelse på alle de andre«, og han mindede om, at Roms magt og indflydelse over Middelhavsområdet holdt sig ret stabilt i tre århundreder efter, at romerne havde nået et magtens højdepunkt.

Spørgsmålet er nu, om den Pax Americana, som var tydelig, da præsident George Bush (den ældre) i 1991 ledte USA ind i en fornuftens krig, da han fordrev Irak fra det besatte Kuwait og siden bebudede en ny verdensorden, er gået under med den nuværende indehaver af præsidentembedet i Washington.

Donald Trumps beslutning om at trække amerikanske soldater ud af det nordlige Syrien vil få eftervirkninger, der bliver mærkbare langt uden for Mellemøsten. Med Sydvietnam i 1975 som den markante undtagelse har USA aldrig tidligere ofret vigtige allierede, som det er sket med kurderne.

Da præsident Woodrow Wilson i 1919 tilbragte fire måneder i Frankrig for med traktaterne i Versailles at få omorganiseret Europa, så kontinentet og verden udenfor kunne blive ’sikker for demokratiet’, havde USA gjort ideen om folkenes ret til national selvbestemmelse baseret på frie valg til et universelt koncept. Det forblev et bærende element i amerikansk udenrigspolitik hele vejen gennem den kolde krig trods mange katastrofale fejltrin undervejs.

USA’S 45. PRÆSIDENT er ikke det ringeste optaget af at sikre klodens forfulgte folkeslag retten til demokratisk og fri selvbestemmelse. Prisen for denne fatale forsømmelse betales nu af kurderne, det folkeslag, som de allierede sejrsmagter også svigtede, da de med fredstraktaterne i Sevres i 1920 og Lausanne tre år senere agerede fødselshjælpere for Kemal Atatürks moderne tyrkiske republik. Spøgelset fra 1919 i Versailles kaster stadig lange skygger i Lilleasien og Arabien.

HOS USA’S traditionelle venner og allierede breder nervøsiteten sig. Europæiske beslutningstagere ser ind i fremtidsscenarier, hvor de kommer til at bære forsvarsforpligtelserne selv og kun kan regne med amerikanerne i tilspidsede krisesituationer. For nuværende betales prisen af de ukrainere, der har drømt om at komme nærmere den europæiske familie af frie og sikre nationer. Deres ambitioner var illusoriske.

Langt fra Europa er magtbalancer under forandring. Kinas opstigning betyder, at Japan har brug for en dybere diskussion om den forfatning, som blev skrevet af amerikanske jurister i løbet af en enkelt uge i 1946, og som forbyder krigsdeltagelse uden for Japans grænser. Sydkoreanerne bider negle over de manglende fremskridt i forsøgene på at få ’raketmanden’ i Pyongyang til at acceptere afnuklearisering i praksis.

SÅ 2020 TEGNER til at blive et år med en usædvanlig hård cocktail for os europæere: Fortsat Brexit-kaos. En beskidt amerikansk valgkamp. Et Rusland med skumle hensigter. Et magtstræbende Kina. Et Mellemøsten i fortsat sammenbrud. Voksende usikkerhed i Latinamerika. Et Afrika med en ukontrollabel befolkningseksplosion. Klima- og energipolitiske udfordringer, der kræver at blive håndteret.

Her kræves globalt lederskab. USA leverer ikke længere. Kina? Glem det, Beijing har ingen allierede, kun partnere. Europa? En umulighed, de interne rystelser er for dybe.

Kryds fingre, og bevar håbet om, at USA om et år overrasker os alle sammen.

(klumme i Politiken 31.10.2019)