Hvem vinder i Hongkongs Rabalderstræde?

HVEM BLIVER vindere, og hvem er taberne i det langvarige oprør i Hongkongs udgave af Rabalderstræde? En del af svarene får vi, når den selvstyrende kinesiske region afholder lokalvalg 24. november. Udfaldet vil give en indikation af, hvorvidt Hongkong vil være politisk rustet til at kunne bevare den særstatus, som regionen fik efter forhandlingerne mellem kolonimagten Storbritannien og styret i Beijing for 35 år siden.

Seneste markante udvikling er, at myndighederne har afskåret den mest kendte talsperson for aktivisterne, Joshua Wong, 23, fra at stille op til en plads i det parlament, som giver Hongkong en form for lokalt selvstyre, om end valgsystemet ikke er demokratisk efter europæiske standarder.

BEGRUNDELSEN FOR at forbyde Joshua Wong at stille op er, at han angiveligt går ind for regionens løsrivelse fra Kina. Den unge aktivist, der også spillede en prominent rolle under protestbølgen i 2014, har været forbi Washington for at få Kongressens støtte; en handling, som Beijing snildt ville kunne stemple som landsforræderi. Foreløbig har myndighederne i Hongkong meldt ud, at hvis det kommer til nye voldshandlinger, vil valgene blive aflyst.

Donald Trump, der stiler mod et stort handelskompromis med Kina, er tavs om Hongkong. Vicepræsident Mike Pence leverer retorisk støtte, men mere bliver det ikke til. Fra Bruxelles og andre europæiske hovedstæder er der enten tavshed eller bortforklarende almindeligheder.

Bundlinjen i det store politiske regnestykke er, at ingen vestlig eller asiatisk regering af betydning vil vove at støtte op om en bevægelse, der forbindes med vandalisme og anarki i en af Asiens metropoler. Da tv-billederne af smadrede butiks- og kontorruder og flammende bål ved indgangene til Hongkongs metrosystem gik viralt, tabte aktivisterne kampen om den globale opinion.

Den interne skillelinje i Hongkong er også et generationsopgør og handler om, hvorvidt regionen får lov at udvikle en identitet forskellig fra det kinesiske fastland. Med tanke på deltagertallet for demonstranterne har omfanget af voldsniveauet været behersket –mange af aktivisternes sympatisører i Vesten havde utvivlsomt gerne set masser af blod i gaderne.

Fremtiden for Hongkong er for længst afgjort: Beijing sælger ikke ud af suveræniteten eller andre kerneinteresser; spørgsmålet er i stedet, om Hongkong kan forblive det eksperimentarium for en fredelig udvikling af civilsamfund, relativ ytringsfrihed og demokratisk deltagelse, som har været tilstanden siden tilbageleveringen fra Storbritannien til Kina i 1997.

Her er det værd at minde om, at den faktor, der udløste protesterne tidligere i år – lovforslaget om udlevering af mistænkte til de fastlandskinesiske myndigheder – er endt med en sejr til aktivisterne. Skulle de så ikke bare været gået hjem og have holdt en stor fest?

Dynamikken i de globale sociale medier i kombination med udbredte forestillinger om prodemokratiske oprør mod en magtfuldkommen fjern elite (in casu Beijing) gør den nødvendige pragmatisme til en umulighed.

Ligheden med aktuelle sociale oprør på andre kontinenter, f.eks. i Chile, er slående, men uanset om folk demonstrerer mod folkevalgte regeringer eller autokratiske regimer, er udfordringen den samme: Bag regeringskontorerne styrer de finansielle-bureaukratiske eliter, som er globaliseringens reelle herskere: Mark Zuckerberg, Google-kleresiet og multinationale finansmiljøer er de facto allierede med Xi Jinpings hær af anonyme teknokrater. Gæt engang, hvem der trækker det længste strå .

HISTORIESKRIVNINGEN BØR minde om, hvad Beijing foreslog Hongkongs demokratiaktivister tilbage i august 2014, da den såkaldte paraplybevægelse fyldte gaderne og blev mødt med vandkanoner. Regionen kunne dengang have fået en valgordning, baseret på at alle vælgere kunne få lov til at stemme om sammensætningen af lokalparlamentet. Men Beijing skulle forhåndsgodkende samtlige kandidater til de 1.200 pladser i valgkollegiet – selvfølgelig for at holde fortalere for løsrivelse ude.

Målt på demokratiske standarder ville dette have været en markant forbedring i forhold til de gældende tilstande. Aktivisterne sagde nej og indledte en besættelse af flere bydele. En historisk mulighed blev forpasset. Havde de protesterende sagt ja til Beijing dengang, ville de have haft en enestående platform for fremtidige udvidelser af valgsystemet.

Hongkongs fremtid er for længst afgjort. Nu venter vi kun på detaljerne i den storstilede udviklingsplan, der inden 2047 gør Hongkong til en forstad til nabobyen Shenzhen. Som så ofte tidligere leverer Beijing økonomiske svar på politiske udfordringer.

(klumme i Politiken 4. november 2019)

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kina, Kommentarer/analyser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s