Hvem vinder i Hongkongs Rabalderstræde?

HVEM BLIVER vindere, og hvem er taberne i det langvarige oprør i Hongkongs udgave af Rabalderstræde? En del af svarene får vi, når den selvstyrende kinesiske region afholder lokalvalg 24. november. Udfaldet vil give en indikation af, hvorvidt Hongkong vil være politisk rustet til at kunne bevare den særstatus, som regionen fik efter forhandlingerne mellem kolonimagten Storbritannien og styret i Beijing for 35 år siden.

Seneste markante udvikling er, at myndighederne har afskåret den mest kendte talsperson for aktivisterne, Joshua Wong, 23, fra at stille op til en plads i det parlament, som giver Hongkong en form for lokalt selvstyre, om end valgsystemet ikke er demokratisk efter europæiske standarder.

BEGRUNDELSEN FOR at forbyde Joshua Wong at stille op er, at han angiveligt går ind for regionens løsrivelse fra Kina. Den unge aktivist, der også spillede en prominent rolle under protestbølgen i 2014, har været forbi Washington for at få Kongressens støtte; en handling, som Beijing snildt ville kunne stemple som landsforræderi. Foreløbig har myndighederne i Hongkong meldt ud, at hvis det kommer til nye voldshandlinger, vil valgene blive aflyst.

Donald Trump, der stiler mod et stort handelskompromis med Kina, er tavs om Hongkong. Vicepræsident Mike Pence leverer retorisk støtte, men mere bliver det ikke til. Fra Bruxelles og andre europæiske hovedstæder er der enten tavshed eller bortforklarende almindeligheder.

Bundlinjen i det store politiske regnestykke er, at ingen vestlig eller asiatisk regering af betydning vil vove at støtte op om en bevægelse, der forbindes med vandalisme og anarki i en af Asiens metropoler. Da tv-billederne af smadrede butiks- og kontorruder og flammende bål ved indgangene til Hongkongs metrosystem gik viralt, tabte aktivisterne kampen om den globale opinion.

Den interne skillelinje i Hongkong er også et generationsopgør og handler om, hvorvidt regionen får lov at udvikle en identitet forskellig fra det kinesiske fastland. Med tanke på deltagertallet for demonstranterne har omfanget af voldsniveauet været behersket –mange af aktivisternes sympatisører i Vesten havde utvivlsomt gerne set masser af blod i gaderne.

Fremtiden for Hongkong er for længst afgjort: Beijing sælger ikke ud af suveræniteten eller andre kerneinteresser; spørgsmålet er i stedet, om Hongkong kan forblive det eksperimentarium for en fredelig udvikling af civilsamfund, relativ ytringsfrihed og demokratisk deltagelse, som har været tilstanden siden tilbageleveringen fra Storbritannien til Kina i 1997.

Her er det værd at minde om, at den faktor, der udløste protesterne tidligere i år – lovforslaget om udlevering af mistænkte til de fastlandskinesiske myndigheder – er endt med en sejr til aktivisterne. Skulle de så ikke bare været gået hjem og have holdt en stor fest?

Dynamikken i de globale sociale medier i kombination med udbredte forestillinger om prodemokratiske oprør mod en magtfuldkommen fjern elite (in casu Beijing) gør den nødvendige pragmatisme til en umulighed.

Ligheden med aktuelle sociale oprør på andre kontinenter, f.eks. i Chile, er slående, men uanset om folk demonstrerer mod folkevalgte regeringer eller autokratiske regimer, er udfordringen den samme: Bag regeringskontorerne styrer de finansielle-bureaukratiske eliter, som er globaliseringens reelle herskere: Mark Zuckerberg, Google-kleresiet og multinationale finansmiljøer er de facto allierede med Xi Jinpings hær af anonyme teknokrater. Gæt engang, hvem der trækker det længste strå .

HISTORIESKRIVNINGEN BØR minde om, hvad Beijing foreslog Hongkongs demokratiaktivister tilbage i august 2014, da den såkaldte paraplybevægelse fyldte gaderne og blev mødt med vandkanoner. Regionen kunne dengang have fået en valgordning, baseret på at alle vælgere kunne få lov til at stemme om sammensætningen af lokalparlamentet. Men Beijing skulle forhåndsgodkende samtlige kandidater til de 1.200 pladser i valgkollegiet – selvfølgelig for at holde fortalere for løsrivelse ude.

Målt på demokratiske standarder ville dette have været en markant forbedring i forhold til de gældende tilstande. Aktivisterne sagde nej og indledte en besættelse af flere bydele. En historisk mulighed blev forpasset. Havde de protesterende sagt ja til Beijing dengang, ville de have haft en enestående platform for fremtidige udvidelser af valgsystemet.

Hongkongs fremtid er for længst afgjort. Nu venter vi kun på detaljerne i den storstilede udviklingsplan, der inden 2047 gør Hongkong til en forstad til nabobyen Shenzhen. Som så ofte tidligere leverer Beijing økonomiske svar på politiske udfordringer.

(klumme i Politiken 4. november 2019)

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kina, Kommentarer/analyser. Bogmærk permalinket.

3 svar til Hvem vinder i Hongkongs Rabalderstræde?

  1. Stig Wørmer siger:

    Det sørgelig er, at næsten uanset hvordan man vender og drejer det, så vinder Peking. Hong-Kong protestbevægelsen er begrænset af aftalen om Hong Kongs status. Reelt kan Hong Kong-myndighederne m/u Peking selv definere, hvad den giver ret til eller ikke ret til. Min vurdering er, at Vesten ikke kun er bange for at miste handel og penge, heller ikke blot er bange for Kina, men fordi Vesten sandsynligvis frygter en kinesisk militær invasion. Lyder det som usandsynligt? Jeg tror ikke Peking vil sidde på hænderne måneder ud og måneder ind, mens omsætningen falder i Hong Kong. Man venter på at demonstranterne “går over stregen”, på klar vold fra deres side imod politifolk, bygninger og materiel. Så har man begrundelsen for at gå ind. Hvis ingen anden løsning findes. Pessimistisk, men realistisk, som landet ligger.

    • flemmingytzen siger:

      Mens disse linjer skrives, tælles der stemmer op i Hongkong. Alt tegner til at prodemokratiske kræfter får massiv fremgang – det manglede da også bare. Udfordringen herefter er at flest mulige af Hongkongs politiske kræfter – civilsamfundsorganisationer og lokalparlamentets medlemmer ikke mindst – går sammen om at definere den platform for politiske og civile rettigheder, der kan sikre indbyggerne en anstændig fremtid, om end det bliver i skyggen af Beijing

      • Stig Wørmer siger:

        Det ville glæde mig om de vandt solidt fodfæste! Naturligvis har Peking meget at miste, hvis de invaderer, og jeg mener også, det vil være sidste desperate mulighed. Kun hvis man bakker op om demonstranternes fastholden af Hong-Kong-myndighedernes forpligtelse på aftalerne i 1997, vil det virke. Vil Vesten det/tør Vesten det? Herfra ser det ud som om de lurepasser her og nu. Hvem er den reelle ledelse hos HK-demonstranterne? Kan de “styre dem” i den forstand, at de afstår fra vold og hele tiden kræver politik på grundlag af aftaler som HK-myndighederne og Folkerepublikken selv har accepteret? Det kræver en moden og strategisk ledelse.

Skriv et svar til Stig Wørmer Annuller svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s