2020 BLIVER et stort år for alle sportsinteresserede. Ikke mindst når vi kommer hen til 24. juli, og tæppet går op for de olympiske sommerlege, nr. 32 i rækken, hvor værtsnationen denne gang er Japan. Det er ikke første gang, at Tokyo lægger faciliteter til; det skete også i 1964, og vi er nogle, der har alderen til at huske de kornede transmissioner på datidens sort-hvide fjernsynsskærme.

Kun nogle få historienørder er klar over, at Tokyo stod til at blive olympisk værtsnation i sommeren 1940, men valgte at aflyse, da nationen havde andre prioriteringer: imperialistisk krigsførelse i Kina påbegyndt i 1937. De olympiske beslutningstagere valgte herefter at tildele værtskabet til den finske hovedstad Helsinki. Også her blev der tale om en aflysning på grund af Anden Verdenskrigs udbrud. Siden blev finnerne værter i 1952, og japanerne måtte vente på bedre tider.

OL i Tokyo i 1964 blev et internationalt gennembrud for alt det, vi siden kom til at kende japanerne og deres knowhow for. Verden blev præsenteret for den japanske transportsektor (den første Toyota kom på det danske marked året forinden). Frem for alt gjorde det indtryk i vores del af verden at se billeder af de japanske højhastighedstog, Shinkansen.

I mange efterfølgende år stod Japan i en førerposition som klodens teknologisk mest avancerede land. Men måske er den epoke allerede forbi. Toyota, Nissan, Honda m.fl. kører jo af samlebåndene i Europa, Nordamerika, Sydøstasien og andre steder.

MEGET VAND ER løbet i verdenshavene siden, og lige nu er den skræmmende problemstilling i farvandene omkring det nordøstasiatiske ørige, at man risikerer radioaktiv forurening. Kilden til denne potentielle ulykke er det havari, der i marts 2011 ramte Fukushima-atomkraftværket i det nordøstlige Japan.

I omegnen af 154.000 indbyggere i regionen omkring det ulykkesramte kraftværk blev evakueret, og der skete en ikke ubetydelig forurening med radioaktivt vand fra de forulykkede reaktorer. Men de forurenede vandmasser er gået ud i Stillehavet, ikke ned i grundvandet i det omkringliggende bysamfund, har verden og japanerne fået at vide.

Selv det højteknologiske og supereffektive Japan har tilsyneladende endnu ikke kunnet levere en acceptabel løsning på nationens største klima- og miljøpolitiske udfordring i moderne tid.

Energiselskabet Tepco, der ejer Fukushima-værket, har forklaret, at dets teknikere har sikret opbevaringen af én million tons radioaktivt forurenet vand, fordelt på næsten 1.000 tanke, alle er opstillet i området omkring Fukushima Daiichi. For nylig har Tepcos ledelse advaret om, at man snart løber tør for opbevaringskapacitet. Eneste løsning, som sagerne står, er at lukke det forurenede vand ud i havet, lød det på en nylig pressekonference i Tokyo.

Udledningen skal i givet fald ske i så udtyndede mængder, at det vil tage 17 år at få tømt disse opbevaringstanke. Det har været budskabet fra et land, som ellers bedre end de fleste andre burde have de økonomiske og teknologiske kræfter til at håndtere en sådan opgave.

Sagen har forgiftet det i forvejen bundfrosne forhold til Japans vigtigste nabo, Sydkorea. Koreanerne har allerede lanceret planer for, hvorledes deres atleter kun vil få bragt fødevarer fra et koreansk kontrolleret cateringfirma. Ydermere har den koreanske OL-komité meldt ud, at den vil anmode internationale miljøorganisationer som Greenpeace om at få uafhængig adgang til at måle bestrålingsniveauet i og omkring de lokaliteter, hvor konkurrencerne skal gennemføres.

De japanske myndigheder har allerede anvendt et beløb svarende til mere end 200 millioner kroner på at bygge en særlig undergrundsmur omkring Fukushima, der skal hindre grundvandet i at trænge ind til de tre ødelagte reaktorbygninger. Eksperter strides om, hvorvidt denne foranstaltning vil vise sig at være tilstrækkelig. De lokale myndigheder i Fukushima har sat mange ressourcer ind på at sikre, at de fødevarer, der produceres i regionen, er sikre nok til at kunne gå ud i distribution.

TIDLIGERE HAR verden oplevet, hvorledes en så stor begivenhed som et OL blev genstand for politisering fra flere sider. Det blev ikke mindst tilfældet, da sommerlegene blev afviklet i den kinesiske hovedstad Beijing i 2008, og da vinterlegene i 2014 blev afholdt i den russiske by Sotji.

I tilfældet Japan har diskussionen om sport og politik fået en ny dimension: miljøsikkerhed. Hvis ikke Japan magter at levere løsningen, hvem kan så?

(klumme i Politiken 14.11.2019)