Corbyns socialisme er en umulighed

Som valgkampen har demonstreret, forsøger hans parti at opnå det umulige: at forlade Den Europæiske Union, men samtidig bevare de fordele, der knytter sig til et fælles marked og en toldunion. Ifølge eget udsagn stemte han i sin tid for forbliven, men tvetydigheden i hans valgkampretorik peger i retning af, at han som den mulige kommende premierminister vil forsøge sig med en anderledes aftale om tilknytning til Bruxelles; en, der på samme gang vil imødekomme brexiteers, skeptikere og proeuropæere. Vil man bedre forstå, hvilken slags venstreorienteret partileder Corbyn er, hjælper det at se på hans helt store forbillede i årtier, den legendariske Tony Benn, der var en prominent skikkelse i Labour gennem 1970’erne og 80’erne.

Tony Benn, der døde som 88-årig i 2014, blev et sjældent politisk fænomen: Jo flere ministerposter han prøvede at have, jo mere drejede han ideologisk til venstre. Som industriminister i 1970’erne formåede han både at gennemføre lønstigninger i den offentlige sektor og bane vejen for arbejderkooperationer i lukningstruede virksomheder, indtil han som energiminister i 1975 stillede sig i spidsen for den nejkampagne, der tabte ved afstemningen om Storbritanniens forbliven i EU. Af hans offentliggjorte dagbøger fremgår (oktober 1977), at han afskyede datidens Europæiske Fællesmarked, som han beskrev som bureaukratisk, centraliseret og domineret af Tyskland. En karakteristik, som også huskes anvendt af politikere på den danske venstrefløj i samme periode.

I nutiden er Jeremy Corbyns retorik mere forsigtig; tydeligvis fordi han er klar over, at mange yngre Labour-vælgere ser flere muligheder end forhindringer i Storbritanniens fortsatte relation til EU.

BRITISKE historikere er over en bred front enige om de betydelige ligheder mellem Corbyn og Benn, ikke mindst når det gælder synet på statens rolle. Dens politik kan indrettes så tilpas sofistikeret, at man får, hvad ortodokse marxister anser for en umulighed: at en liberal demokratisk samfundsindretning kan gøres socialistisk, hvis vælgerne er tilstrækkelig mobiliserede til at kunne modstå de negative virkninger af den liberale kapitalistiske markedsøkonomi, herunder privatiseringer, som har præget britisk og europæisk politik siden Margaret Thatchers borgerlige revolution i 1980’erne.

Corbyns EU-tvetydighed skal forstås i netop dette perspektiv: at selve EU-institutionerne stiller sig i vejen for, at en fremtidig Labour-regering kan rulle årtiers konservative økonomiske politik tilbage i historiebøgerne, uagtet at Tony Blairs linje langt hen ad vejen gik i samme retning. Med andre ord kan vi med en sejr til Labour forvente et program for renationalisering af betydelige sektorer i den britiske økonomi: jernbanenettet, energisektoren, postvæsnet og vandforsyningen.

Målt på danske standarder kan Corbyn derfor karakteriseres som en politiker, der forsøger at fusionere synspunkter fra Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. Vi skal en tur tilbage til de gode gamle dage under Fællesmarkedet, kan man sige: Markedet har vi alle gavn af, men politisk kontrol og ansvar hører en helt anden verden til.

Her vil den britiske befolkning blive stillet over for uhåndterlige dilemmaer, fordi nutidens EU er en ganske anden størrelse end datidens EF. Levede Storbritannien måske i et lykkeland, før unionen blev en realitet?

HVIS MAN ønsker en indsigt i tilstanden dengang, anbefales her udvalgte afsnit af den formidable Netflix-serie ’The Crown’. Beskrivelserne af Storbritanniens samfundsøkonomiske tilstand under Labour-lederen Harold Wilson og hans konservative efterfølger Edward Heath minder os om, hvor nødlidende den britiske økonomi var dengang: fra opturen under de brølende 1960’ere med beatlemania til krisedevaluering og hyperinflation i midt-1970’erne inklusive destruktive strejkebølger og en drænet statskasse.

Ej at forglemme udenrigspolitikken: Her skal lige mindes om, at Jeremy Corbyn i 2012 forfattede en aviskronik med overskriften ’På tide at afvikle Nato’, en organisation, han beskrev som et »instrument for koldkrigsmanipulation«. Dette udsyn på verdens sikkerhedspolitiske tilstand fulgte han i 2014 op med en tale, hvor Nato blev betegnet som et redskab til at sikre olieforsyning til energiselskaberne. Og krigen i Ukraine? Jo, den skyldtes jo Nato’s udvidelser østover, lød det fra den mangeårige støtte af Cuba Solidarity Campaign.

Hverken Storbritannien eller det øvrige Europa har råd til, at et af de største og vigtigste Nato-medlemmer ledes af denne verdensfjerne socialist.

(klumme i Politiken 12.12.2019)

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s