Omfavnet til døde af generaler

 

Demokratiforkæmperen Suu Kyi forvandlet til nationalpopulist.

FORKÆMPER for demokrati og frihedsrettigheder i to årtier, apologet for et undertrykkende militærstyre i et andet. Hvordan kan det rationelt forklares, at den uden sammenligning mest populære politiker i Myanmar, det tidligere Burma, Aung San Suu Kyi, har gennemgået denne forvandling?

Ingen med bare et minimum af indsigt i tilstanden i Myanmar kan være i tvivl om, at den folkelige opbakning bag den gådefulde 74-årige kvinde er massiv hos landets buddhistiske befolkningsflertal. Uden at kunne bruge titlen er hun landets præsident, men forfatningen lægger så store begrænsninger på hende og det parti, hun repræsenterer, at kun prædikatet kransekagefigur giver mening.

Alligevel valgte hun at tage hele vejen fra Yangon til Haag for at forsvare sit land og dermed de generaler, der gennem et halvt århundrede kørte Myanmar økonomisk i sænk.

Mere end 15 år i husarrest og tildelingen af Nobels Fredspris i 1991 har givet hende en ikonstatus, som hun tabte, da militæret for et par år siden gennemførte en massiv etnisk udrensning af det muslimske mindretal, der kendes under betegnelsen rohingyaer. Tusinder omkom, andre tusinder blev lemlæstet. Tre kvart million rohingyaer sidder i dag i primitive lejre i Bangladesh, mens Myanmars myndigheder enten benægter eller bortforklarer.

Nærlæser man de forklaringer, som Suu Kyi gav under høringen ved Den Internationale Domstol i Haag i sidste uge, står indtrykket tilbage af en stålsat nationalpopulist, der kæmper for sin nations buddhistiske identitet.

TALEN ER på ca. 3400 ord. Det fremgår tidligt i teksten, at Myanmars regering – berømt dame omgivet og kontrolleret af generaler – har skaffet sig den nødvendige folkeretsjuridiske ekspertise, da teksten skulle forfattes.

Der indledes med en konstatering af, at datidens Burma underskrev FN’s folkedrabskonvention i 1949 og ratificerede dokumentet i 1956. Herefter pointeres, at selvsamme konvention ikke fandt anvendelse, da både tribunalet for det tidligere Jugoslavien og Haag-domstolen tog stilling til fordrivelsen af den serbiske befolkning fra Kroatien i 1995, angiveligt fordi der i denne konkrete konflikt på Balkan ikke var tale om en påvist hensigt om at ’fysisk ødelægge’ en bestemt befolkningsgruppe.

Myanmar-regeringen forsøger hermed at finde et eksempel på præcedens, der kan tjene til at underbygge den sag, som er blevet rejst af det vestafrikanske land Gambia på vegne af 57 muslimske lande.

Det centrale argument i forsvarstalen refererer til en langvarig væbnet konflikt mellem Arakan-hæren, en buddhistisk partisangruppe, som angiveligt tæller flere end 5.000 medlemmer, og regeringshæren (Arakan er det gamle navn for Rakhine). »Denne konflikt har ført til fordrivelse af tusinder af civile i Rakhine«, lød Suu Kyis udsagn herefter.

Hvorledes en sagesløs og ludfattig muslimsk befolkningsgruppe kan være blevet klemt i et opgør mellem buddhistiske partisaner og regeringsstyrker står hen i det uvisse.

Defensoratet nævner herefter en hændelse, der fandt sted 9. oktober 2016, hvor ca. 400 partisaner fra gruppen Arakan Rohingya Salvation Army (Arsa) angreb tre grænseposter langs Rakhines grænse til Bangladesh. Ni grænsebetjente blev dræbt, og Arsa tog ansvaret.

ARSA HAR tidligere kaldt sig Harakah al-Yaqin, der betyder ’bevægelsen for tro’. Gruppens åndelige vejleder er ifølge efterretningskilder Abdus Quadoos Burmi, en af de tusinder af rohingyaer, der bor i Karachi, Pakistan. Bursi har optrådt på videoklip på sociale medier med opfordringer til at indlede en hellig krig i Myanmar.

Suu Kyi og hendes generaler har derfor en pointe, men kun en lille en. Den overskygges totalt af den massive dokumentation, der demonstrerer overgrebene. Hendes henvisninger til undersøgelser foretaget af en uafhængig kommission (ledet af fhv. generalsekretær Kofi Annan) og til, at Myanmar har sit eget militære retssystem, klinger hult.

I knap to årtier var Aung San Suu Kyi generalernes fysiske gidsel. I dag er hun deres politiske gidsel, mens det engang så lovende land i dag er indlejret i Kinas interessesfære. Det kludetæppe af etniske spændinger, der har hærget samfundet siden uafhængigheden, er uløst.

Tilstanden er et resultat af, at den militære elite gik fra at isolere hende til at omfavne hende. Danmark og EU, der har satte store forhåbninger til det, der engang lignede en demokratisering, står nu med en uhyggelig svær udfordring: Kan man hjælpe en lille million rohingyaer, de fleste af dem i Bangladesh, og samtidig gøre en positiv forskel for millioner af andre fattige individer i Myanmar?

(klumme i Politiken 16.12.2019)

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s