Trumps vrede er USA’s nødråb

Amerika vinder ikke giganternes økonomiske opgør.

OPGØRET om Hongkongs politiske fremtid udspiller sig på et bagtæppe af en langt mere skelsættende konflikt om verdens indretning: den amerikansk-kinesiske handelskrig.

Det mest paradoksale ved dramatikken i dette hjørne af verden er den stabilitet, der karakteriserer udviklingen omkring de to globalt mest højprofilerede kinesiske virksomheder: Alibaba og Huawei.

Huawei er udset til at udgøre en strategisk risiko af amerikanske myndigheder, der har afskåret den kinesiske it-gigant fra adgang til vigtige teknologileverancer fra USA. Alligevel sejler Huawei fortsat i smult vande: Firmaets aktie handles som forventet, og alle tal peger den rigtige vej. Indtjeningen i tredje kvartal steg med hele 27 procent, rapporterer finansmedier. Tidligere på måneden meldte Huaweis ledelse sine ansatte, at den uddeler en bonus på to milliarder yuan (ca. 1,92 mia. kr.) til sine anslået 190.000 ansatte, angiveligt som belønning for, at det er lykkedes virksomheden at afvikle afhængigheden af amerikanske leverancer ved at vinde adgang andre steder på kloden.

TILSYNELADENDE uantastet opretholder Huawei sin status som klodens største producent af telekommunikationsudstyr og næststørste leverandør af smartphones. I realiteten har de amerikanske boykotbestræbelser været en velsignelse i forklædning.

Huaweis hovedkvarter er placeret i Hongkongs tvillingeby Shenzhen; for 40 år siden et provinsielt fiskeri- og landbrugssamfund med få tusinde indbyggere, i dag en dynamisk metropol med 14 millioner indbyggere. Kinas planer om at lade Shenzhen opsluge Hongkong i løbet af få årtier giver derfor mening, hvis man alene anlægger økonomiske kriterier.

Spørgsmålet er herefter, om præsident Trump vil gøre brug af de sanktionsmuligheder, som den nylige vedtagelse i Kongressen giver ham mulighed for: at straffe den del af Hongkongs embedsværk, der angiveligt overtræder menneskerettighederne. Med en person som Trump i sadlen forekommer det ikke sandsynligt. Selv hvis hans efterfølger skulle forsøge at gøre brug af loven, vil den kun have symbolsk effekt. For USA taber i disse måneder magt og indflydelse i et hidtil uset tempo.

Trumps opsigelse af multilaterale aftaler inden for både handel og våbenkontrol har betydet, at vigtige alliancepartnere nu begynder at vende blikket mod øst. Det har allerede fået ret dramatiske konsekvenser i et af Kinas nærområder, hvor USA historisk har spillet en hovedrolle.

På en regional sikkerhedskonference i Thailand midt i sidste måned enedes forsvarsministrene fra Sydkorea og Kina om at udbygge forbindelserne for at fremme stabiliteten på den koreanske halvø. Læs: Trump er ingen vegne kommet i sine forsøg på at håndtere Østasiens altoverskyggende sikkerhedsudfordring: Nordkoreas atompotentiale.

SYDKOREAS SYV årtier lange allianceforhold til USA har aldrig været så anstrengt som lige nu: Trump har krævet en kraftig forøgelse af det beløb, som regeringen i Seoul skal betale USA for stationeringen af 28.500 soldater på baser i Sydkorea. Washingtons ’faktura’ for 2019 lød på 923 millioner dollars; Trump vil for 2020 kræve 5 milliarder dollars.

Sydkoreanske parlamentarikere er i oprør og taler nu i direkte vendinger om, at alliancen er på vej til at falde fra hinanden. Korea Times skriver på lederplads, at præsident Trump betragter den amerikansk-sydkoreanske alliance som et forretningsforehavende, han skal tjene penge på. Det er derfor af bitter nødvendighed, at regeringen i Seoul udbygger relationerne til Beijing.

Advarsel: USA’s allierede i Europa risikerer snart at skulle forholde sig til dilemmaer svarende til Sydkoreas. Trump-regeringens foragt for de multilaterale styringsredskaber for international orden har sendt USA ud i en global retræte., hvor handelsaftalerne med Østasien og nedrustningsaftalerne for Europa er de største ofre for Trumps impulsive og uovervejede regeringsførelse. Mexico har indtil nu ikke betalt en eneste dollar for det hegn, der opføres langs den amerikanske sydgrænse. Putin har fået frie hænder til at gøre, hvad der passer ham, i Syrien, Nordkoreas Kim har fået en de facto-status som atomar magt.

USA’s allierede i Europa er derfor bedst tjent med, at USA og Kina lander en handelspolitisk aftale, der kan stabilisere den globale økonomi og helst på denne side af den amerikanske valgkamp.

Den store usikkerhedsfaktor består i, at selv hvis Trump taber valget om et år, risikerer verden en afløser, der mener stort set det samme som ham. Trump-isme også uden Donald vil være afslutningen på det USA, vi kendte.

(klumme i Politiken 2.12.2019)

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Korea, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s