Så prøv at sammenligne med koranskoler. 

2019 VIL GÅ OVER i historieskrivningen som et år, hvor sociale protestbevægelser rystede også højt udviklede samfund. Frankrigs Gule Veste demonstrerer vedholdenhed også langt fra Paris, og i Hongkong vil politiets hårdhændede metoder være en kilde til mobilisering blandt byens ungdom i lang tid fremover.

Internationale medier har for sædvane at måle konflikters alvorlighed på omfanget af voldsanvendelse, dvs. på antallet af dræbte og sårede. Ingen vil betvivle, at sammenstødene i Hongkong har domineret både globale og danske mediers prioritering siden i sommer, så hvordan ser tabslisten ud?

To døde: en 70-årig sanitetsmand, der blev ramt af en brosten, og en 22-årig studenteraktivist, der faldt ned fra en bygning.Under demonstrationernes klimaks var flere end en million på gaden. Hongkongs politistyrke tæller 31.000, så styrkeforholdet var mildt sagt ulige.

Med demonstranternes udbredte anvendelse af brandbomber – dokumenteret af talrige videoklip, der kan ses på South China Morning Posts hjemmeside – er det intet mindre end et mirakel, at dødstallet er så beskedent. Ligeså antallet af sårede, der angives at være mellem 2.500 og 3.000, mens omkring 6.000 meldes arresteret.

Til sammenligning: I oktober eksploderede Chiles hovedstad Santiago i et voldsorgie, da folk gik på gaden for at protestere mod forhøjede priser på offentlig transport. Resultat: 26 omkomne, 11.564 sårede og 7.259 arresterede. Disse hændelser fik kun beskeden og sporadisk omtale i de globale medier.

Den mediekritiske organisation Fair (Fairness and Accuracy in Reporting) når i en sammenligning frem til, at CNN og The New York Times havde sammenlagt 737 nyhedshistorier om Hongkong og 36 om Chile. En forklaring på forskellen er selvfølgelig tilstedeværelsen af internationale virksomheder, hvor Hongkong langt overgår Santiago. En anden er, at konfrontationerne i Hongkong udspiller sig på en spillebane, hvor præsident Trump forsøger at presse indrømmelser ud af Kina i den igangværende handelskrig.

MENS PRÆSIDENTEN tilsyneladende har svært ved at tage ordet menneskerettigheder i sin mund (Trump er tavs om arbejdslejrene i Xinjiang), er hans udenrigsministerium ude i en offensiv mod Kinas mest højprofilerede virksomhed, Huawei, hvor end ikke stakkels mikroskopiske Færøerne kan blive fri for at komme i skudlinjen.

Mediernes overdrevne optagethed af Frankrigs Gule Veste og Hongkongs maskerede demonstranter bidrager til at fjerne offentlighedens opmærksomhed fra langt mere dødelige konflikter, som efterhånden er forvist til bittesmå referater i nyhedsresumeer sidst på døgnet, når kun få seere og lyttere er med, og som politiske beslutningstagere i Vesten enten fornægter eller fortrænger konsekvenserne af.Den massive tragedie i Irak går nu ind i sit 17. år; hundredvis af irakere dør eller bliver lemlæstet hver måned, og hvor er den frie verdens korrespondenter henne lige her?

Mediernes fravær i Bagdad kan selvfølgelig forklares med, at der i denne industri tages hensyn til de udsendte medarbejderes personlige sikkerhed. Hongkong er et samfund, der hurtigt kan finde en vej tilbage til normaliteten for det store flertal af indbyggerne. Hvilket ingenlunde er tilfældet med Irak.Selv om brandbomberne i Hongkong begyndte at ligne det, som byguerillaer har gjort brug af andre steder på kloden, er det for tidligt at tale om en mere kronisk terrortrussel i stil med, hvad vi kendte gennem flere årtier i Nordirland med systematiske snigmord og likvideringer. Men risikoen vil vokse, hvis det ikke lykkes for lokalregeringen at sikre især regionens yngre indbyggere bedre økonomisk eksistensgrundlag.

Måske er det til trøst for nogle, at antallet af dræbte for terrorhandlinger på globalt plan er faldende. De nyligt offentliggjorte tal fra Global Terrorism Index fra det australske institut IEP viser, at 15.952 af klodens indbyggere blev terrorens ofre i 2018, hvilket er fald på godt 15 procent i forhold til året før. Trods alt et fald siden rædselsårene 2014-15.

Global Peace Index, der ligeledes udarbejdes af IEP, viser følgende lande blandt klodens farligste at opholde sig i: Tyrkiet, Pakistan, Rusland, Congo, Libyen, Somalia, Irak, Yemen, Syrien og Afghanistan. Alle er i bundkategorien, hvad sikkerhed angår.

Alligevel er der alarmister på højrefløjen, der mener, at pandabure som det, vi har i Københavns Zoologiske Have udgør en større trussel mod os end koranskolerne i Islamabad, Jeddah, Bagdad, Damaskus og Kabul. Kan vi snart få at vide, hvem der finansierer denne misliebige kampagnevirksomhed?

(klumme i Politiken 30.12.2019)