Landets politikere er finansieret af kulindustriens oligarker.

Naturkatastrofe er for mild en betegnelse for de fænomener, der har ramt det store vidtstrakte land på den modsatte side af kloden. Der er erklæret nødretstilstand i flere delstater, militære reservister indkaldes, flåden evakuerer indbyggere fra søsiden. Arealer på størrelse med Danmark er totalt raserede. Australien befinder sig klimapolitisk i et ground zero .

Røgskyerne har sværtet gletsjerne i det sydlige New Zealand brune – de ligger mere end 1.600 kilometer fra de største brandområder. Luftforureningen i hovedstaden, Canberra, er nu så intensiv, at byen har overhalet New Delhi som klodens mest sundhedsfarlige.

I den delvist ødelagte landsby Cobargo i delstaten New South Wales har ejeren af en overlevende boghandel sat et skilt op i vinduet med påskriften: ’Postapokalyptisk fiktion er flyttet hen på reolen for aktuel politik og samfundsdebat’.

TV-KLIP VISER en presset regeringschef, Scott Morrison, der besøger redningscentre, hvor slukningspersonale og ambulancefolk nægter at give ham hånden. Hans exit fra en af de byer, der var blevet flammernes bytte, lignede en regulær flugt fra vrede hjemløse. Hvis vi ikke tidligere vidste, at klimarelaterede udfordringer er gjort af det stof, der kan vælte regeringer, står dette nu klart som en buldrende røgsky.

Den uomtvistelige synder er landets energipolitik. Australien er klodens største eksportør af kul og har været en af de vigtigste forklaringer på, at landets politikere har kunnet bryste sig af at leve i en samfundsøkonomi fri for de recessioner, som kendes fra andre højtudviklede samfund. Den krisefri kapitalisme havde i mange år adresse i landet down under .

Den liberal-konservative regeringskoalition, der kom til magten i fjor, sidder på et ultratyndt flertal, der klimapolitisk står for en linje, der bedst kan karakteriseres som minimalistisk. Den er ikke i trit med vælgerundersøgelser, der viser, at seks ud af ti australiere kræver en mere proaktiv klimapolitik.

I november formulerede Morrison sin energi- og klimapolitiske kurs med, at »en vækst i råstofsektoren er et centralt element i regeringens plan for Australiens økonomiske fremtid og for de australiere, der er afhængige af denne«. Under en nylig debat holdt Morrison et stort stykke kul op for at understrege sin pointe. Det var landets fortid, han var stolt over. Ikke en optagethed af den fremtid, der venter det store indvandrerland.

MORRISONS VALGSEJR i fjor skyldes ikke mindst milliardæren Clive Palmer, der genoplivede sit politiske parti, som han tidligere har repræsenteret i parlamentet, med det formål at forhindre det australske arbejderparti i at genvinde magten. Palmers kampagnebudget viste sig at være dobbelt så stort som de største partiers tilsammen. Palmer har siden meddelt, at han har aktuelle planer om at etablere den største kulmine i landets historie.

Efter magtovertagelsen i fjor skrottede regeringen den CO2-skat, som den tidligere arbejderpartiregering havde indført. Kulproducenter og andre råvareeksportører jublede over, at industriens økonomiske bidrag til landets to største partier havde båret frugt.

Da brandene begyndte at brede sig eksplosivt midt i december, tog Labours leder på besøg i kulminedistrikterne og talte om berettigelsen af at opretholde landets store kuleeksport.

Kort tid efter tog premierminister Scott Morrison på juleferie i Hawaii med sin familie uden at meddele dette til offentligheden.

Burde medierne ikke have alarmeret den australske offentlighed for længst? Utænkeligt i et samfund, hvor seks ud af ti aviser udgives af selskaber ejet af den ultrakonservative Rupert Murdoch. Det er på lederplads i disse dagblade, at der lyder applaus til kontroversielle forslag om, at klimaaktivister skal kunne idømmes årelange fængselsstraffe for at demonstrere.

Kritikere sammenligner regeringsførelsen i Australien med tilstanden i Sovjetunionen i 1980’erne, hvor magtfulde bureaukrater mistede den sidste rest af legitimitet, da de benægtede eller fortiede den miljømæssige ødelæggelse, der kulminerede med katastrofen på atomreaktorerne i Tjernobyl i april 1986. Australien ledes nu af handlingslammede magthavere, der overlever på syge fantasier om egne evner, selv når de stirrer direkte ind i en katastrofetilstand, som de hverken har vilje eller evner til at håndtere, skriver den prisbelønnede australske romanforfatter Richard Flanagan i en kommentar i The New York Times.

Her i Europa kan vi i vintermånederne misunde australierne deres solskinstimer, men ikke deres redningstjenester. New Zealand har vist godt naboskab ved at sende et par hundrede brandfolk. Flot, at den danske beredskabsstyrelse nu følger trop.

(klumme i Politiken 09.01.2019)