Men hvor længe har USA vilje til at forpurre Kinas ønske om at underlægge sig øen?

PRÆSIDENTVALGET I TAIWAN , der blev afholdt forgangne lørdag, blev afgjort af sociale medier og udviklingen i Hongkong.

19 millioner af øens knap 24 millioner indbyggere er på Facebook, 8 millioner er på Instagram og hundredtusindvis af især unge taiwanere bruger den fastlandskinesiske multiapp WeChat.

Beijing har spillet med i valgkampen. Misinformationskampagnerne om præsident Tsai Ing-wens person har næret den udbredte opfattelse blandt vælgerne om, at Kina bruger alle tænkelige digitale midler til at påvirke valgets udfald, og derfor har de i stort tal valgt at slutte om hendes parti, DPP.

Læg hertil de seneste måneders uro i Hongkong, som til fulde har demonstreret, at et-land-to-systemer-modellen, som sikrede den tidligere britiske kolonis genforening med fastlandet i 1997, på ingen måde er gangbar, hvis Kina forsøger at bruge samme model på Taiwan.

Syv årtiers kinesisk historie har på den mest ubarmhjertige vis villet det sådan, at Folkerepublikken insisterer på en genforening med øen, dvs. at reducere den til en status som provins, hvilket afvises af mere end ni ud af ti vælgere i Taiwan.

Derfor er Kinas gigantiske propagandamaskine gearet til at manipulere eller skræmme vælgerbefolkningen til ikke at bakke op om det politiske parti, der mest vedholdende har virket for en status for øen i retning af øget selvstændighed og på sigt uafhængighed.

SIDSTNÆVNTE OPTION er uspiselig for Kina, som er drevet af både stormagtsambitioner og en nationalisme, som vil kunne eksplodere, hvis Taiwan en dag lykkes med at gå helt sine egne veje i form af fuld FN-anerkendt selvstændighed.

Taiwan er derfor en selvstyrende østat, som ikke anerkendes formelt diplomatisk af hverken EU, USA eller andre lande af betydning. Men øen er også et højt udviklet samfund, der er fuldt integreret i verdensøkonomien, herunder både den kinesiske og den amerikanske del af denne.

Taiwan er reelt et amerikansk protektorat og har været det både i koldkrigsperioden, 1949-89, og i den efterfølgende tid som demokratisk styret republik. En amerikansk lovpakke, Taiwan Relations Act fra 1979, garanterer, at øens politiske indretning ikke kan påtvinges udefra, dvs. i form af en invasion fra det kinesiske fastland.

Det er ellers Kinas ultimative model for genforening, om end ingen tør tænke tanken til ende, fordi konsekvensen vil være en krig mellem Kina og USA i stor skala.

DET FORKLARER , hvorfor der aldrig har vist sig et politisk flertal i Taiwan for fuld og formel uafhængighed. Den strategiske tvetydighed, som er konsekvensen af Taiwan Relations Act, har ingen realistiske alternativer: Ingen genforening med Beijing, men heller ikke fuld uafhængighed.

Republikken Kina (Taiwans formelle navn) repræsenterer således den skrøbelige magtdeling mellem klodens to største økonomier, USA og Kina: ingen amerikanske militærbaser på øen, men et kontinuerligt våbensalg, orkestreret af Pentagon og Capitol Hill i Washington og tilstrækkeligt i omfang til at kunne afskrække Kina fra militære dumdristigheder. En opskrift på 40 års relativ stabilitet, som ikke nødvendigvis holder de næste 40 år.

Da Kina i 1996 affyrede missiler i Taiwanstrædet for at skræmme vælgerne på øen fra at stemme på en uafhængighedsorienteret kandidat, som Beijing ikke brød sig om, sørgede præsident Bill Clinton at sende et par hangarskibsgrupper op langs den sydkinesiske kyst.

Skulle et sådant scenario gentage sig, er Kina i dag betydelig stærkere end for 25 år siden. Planlæggerne i Pentagon er indlysende bekymrede, også fordi ingen af USA’s traditionelle allierede i regionen er interesserede i en eskalering. De ønsker et Østasien, der giver plads til både Kina og USA i en fungerende magtbalance.

Men Donald Trump kan ikke ’sælge’ Taiwan for at få ro på konflikten med Kina; dertil er der for stor opbakning i Kongressen bag Taiwan. Enhver amerikansk præsident har en interesse i at beholde Taiwan som en strategisk trædesten i Det Sydkinesiske Hav, hvis en konflikt spidser til.

De to store territoriale stridigheder i Kinas ’baggård’ – opdelingen af Det Sydkinesiske Hav og Taiwans tilhørsforhold – handler på bundlinjen om en forandret opdeling af verden i interessesfærer. Spørgsmålet kan formuleres således: Hvor længe har et USA, der globalt er på retræte, tilstrækkelig vilje til at modvirke Kinas voksende styrke?

Status quo omkring Taiwan er for nuværende at foretrække frem for et hvilket som helst alternativ.

(klumme i Politiken 13.01.2020)