Blå blok sikrer Kina-politikken

Debat om flagkarikatur skaber splid i den danske opinion. Hvilket er Kinas hensigt.

Måske er tiden inde til en underskriftsindsamling til støtte for, at Jyllands-Postens chefredaktør Jakob Nybroe udnævnes til ridder af Dannebrog. I døgnet efter publiceringen af den noget pudsige version af Den Kinesiske Folkerepubliks nationalflag formulerede denne besindighedens repræsentant sig med en sådan takt og tone, at Emma Gad måtte sidde i sin himmel og juble.

Nybroe kom centimetertæt på en beklagelse af de eventuelle krænkelser, som nogle kinesiske individer – embedspersoner eller jævne folk – måtte føle ved at se symbolerne på befolkningsgrupper og partistaten i Kina fremstillet som noget smitsomt og skadeligt.

Flagkarikaturen var kun relevant i en dansk kontekst, lød Nybroes pointe. Derfor ingen undskyldning. For Jyllands-Posten havde ikke belæg for at hævde, at det kinesiske system ikke gjorde sit yderste for at reducere smittespredningen.

På Kinas ambassade i Hellerup har de noteret alle JP-chefens ord og sendt dem hjemover. Her har Nybroe fået pæne skudsmål.

Ambassadens rapportører har også noteret sig, hvorledes andre debatindlæg har gjort brug af voldsomme adjektiver, og at disse beskrivelser har udløst ubehag hos herboende kinesere, dog kun hovedrystende, overbærende og neddæmpede af slagsen. Enhver kineser er opdraget med læresætningen, at når du befinder dig under fremmed tag, bøjer du nakken.

DEN URGAMLE kinesiske filosof Sun Tzu (544-496 f.Kr.), hvis hovedværk ’Krigens kunst’ netop er genudgivet på engelsk, har som en af sine vigtigste strategiske målsætninger at besejre modstanderen uden kamp. Midlet hertil er at skabe forvirring i modstanderens rækker, så han bliver usikker i sin håndtering af konfrontationen.

I den europæiske offentlighed er opfattelserne af Kina og kineserne blevet mere og mere divergerende; noget entydigt fjendebillede som med Sovjetunionen under den kolde krig er der langtfra tale om. Vesten diskuterer Kina, så det fløjter, og billedet er fyldt af modsætninger. Der er ingen fodslag mellem USA, Europa og vore traditionelle allierede blandt Kinas naboer. Altså ingen samlet vestlig Kina-strategi, men mange forsøg, der stritter i alle retninger.

Dansk erhvervsliv er Kinas mest stabile allierede og partner i dette spil om fremtiden. Derfor bliver der ikke ændret så meget som en millimeter på Danmarks nu 12 år gamle strategiske partnerskabsaftale med Beijing.

Lad os minde om, at det ikke er venstrefløjen, men blå blok, der mest konsekvent har bidraget til at forankre dansk forståelse for Kina:

Begyndende med Venstre-statsminister Poul Hartling, der i sin nekrolog over folkerepublikkens grundlægger, Mao Zedong, i 1976 kaldte denne for »en statsmand af stort format, et klogt og levende menneske«. Hartling havde mødt en sygdomssvækket Mao to år forinden som den første vesteuropæiske regeringschef nogensinde. Siden har Danmark haft særstatus i Beijing.

Videre over daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, der i september 2004 – netop hjemvendt fra et besøg derovre – i en tale på Venstres landsmøde betegnede Kinas erfaringer med økonomisk udvikling som noget, resten af verden kunne lære af.

Kinas strateger har også i dag det borgerlige Danmark, hvor de vil have det. Tjek med Amalienborg og Københavns Zoologiske Have, der har sikret os status som pandastat.

Når der hos de mest rablende og fanatiske debattører i det danske debatlandskab aktuelt drages sammenligninger mellem Auschwitz og Beijing – i en situation, hvor millioner af kinesere og andre frygter for smittespredning – bliver effekten, at der blandt jævne danskere generes endnu mere empati for Kinas folk. De rabiat Kina-forskrækkede er et krympende mindretal, der ikke rammer folkedybet.

Billedet er det samme i resten af Europa. Konsekvenserne af den forvirrede tilstand i Vestens opfattelse er, at der er komplet mangel på sammenhæng i politikken over for Kina.

Det Storbritannien, der netop har sagt farvel til seks årtiers møjsommeligt opbygget europæisk integration, har siden David Camerons regeringsperiode været den største modtager af kinesiske investeringer. Den kinesiske kapital i de forfaldne containerterminaler i Piræus er håndører i sammenligning med de store summer, der er placeret i britiske energiselskaber, infrastruktur, kapitalforvaltningsfirmaer og ejendomsselskaber.

Sun Tzu skrev, at i enhver strid skal man erkende sine egne begrænsninger og svagheder, lige så godt som man kender modstanderens. Når den antikinesiske bølge med dens smædeord og selvbekræftelse rammer ind i snusfornuften hos jævne folk, er det sidstnævnte, der vinder. Det vidste Jakob Nybroe, da han formulerede sig, som han gjorde.

(klumme i Politiken 06.02.2020)

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s