Bruxelles, Berlin og Beijing vil blive forbundet i et pragmatisk interessefælleskab. 

I SAMME UGE som præsident Trump underskrev den såkaldte fase 1-aftale med Kinas viceministerpræsident, Liu He, og dermed signalerer lys for enden af tunnelen i den handels- og geopolitiske strid mellem klodens to største økonomier, blev EU’s konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, her i avisen citeret for følgende: »Jeg synes, vi skal overlade det til kineserne at være kinesere. Det er de meget bedre til, end vi andre er«.

I vort store naboland mod syd, Europas vigtigste og største økonomi, har spørgsmålet om den kinesiske telegigant Huaweis rolle i udrulningen af den banebrydende 5G-teknologi givet kansler Angela Merkel hovedpine. Sagen er landet på et kompromis, der indebærer, at Huawei ikke holdes ude af det tyske telemarked, men skal overholde veldefinerede sikkerhedsforskrifter. Hvilket i praksis vil betyde, at efterretningsfølsomme systemer forlods overlades til Huaweis europæiske konkurrenter.

Sagt med den tyske efterretningschef Bruno Kahls ord: Huawei er for tæt på det kinesiske kommunistparti til, at man fuldt ud kan stole på virksomheden, men der er andre dele af markedet, hvor det ikke giver mening at udelukke kineserne.

Merkel og Vestager er på samme linje. I afdæmpede vendinger har den europæiske politiske top hermed sagt nej til at følge de amerikanske høge i Washingtons langstrakte kampagne mod Beijings økonomiske fremmarch på det europæiske kontinent. Bundlinjen er, at USA mangler virksomheder, der kan matche Huawei i konkurrencekraft.

Som et af sine træk i handelskrigen har Trump forhindret 28 amerikanske techvirksomheder i at sælge komponenter til Kina, men samme branche klager nu over det tab af indtjeningsmuligheder, som udelukkelsen fra det kinesiske marked betyder. Flere af dem sælger angiveligt til Kina via tredjelande.

DET FØRSTE handelskompromis mellem USA og Kina skubber giganternes teknologiske opgør videre til en fase 2. Her kommer der tidligst en aftale i 2021, når navnet på USA’s præsident i næste valgperiode kendes. At toldsatserne nu er sat på pause, kan derfor betegnes som en våbenhvile, som har den positive effekt, at den giver verdensøkonomien et pusterum. På den lange bane er perspektivet, at det historiske alliancefællesskab mellem Europa og USA er krakeleret, hjulpet godt på vej af Brexit, Trumps temperament og den voksende syd- og centraleuropæiske nationalpopulisme.

Når Margrethe Vestager taler om, at Kinas brug af kunstig intelligens er ’stærkt inspirerende’, men at Europa skal bruge den anderledes, afspejler det en global tilstand, der er fundamentalt forskellig fra den, vi kendte under den kolde krig:

Bruxelles, Berlin og Beijing vil i det årti, vi lige er gået ind, i stigende grad blive forbundet i et pragmatisk interessefællesskab, der handler om at opretholde en regelbaseret verdensorden, som USA ikke længere gør noget aktivt for at sikre. Kald det bare Silkevejen 3.0.

KURSEN ER blevet sat af Vesten selv med fejlslagne interventioner i den islamiserede verden og de deraf afledte terrorangreb i det, der uden overdrivelse kan kaldes frygtens kontinent.

Vi taler om Afghanistan, Irak og Syrien. Hvad sidstnævnte angår, går Nato-medlemmet Tyrkiet Ruslands ærinde, mens Europas helt egen sultan, Erdogan, definerer en postosmannisk islamisering af Nato’s sydøstlige flanke.

Magtpolitisk er kloden gået i stykker, og det kræver science fiction-forfattere at kunne se, hvorledes Bruxelles og Washington skal kunne redde de islamiserede dele af Mellemøsten og Afrika fra det civilisationstab, der har ramt disse regioner.

Mellem 2000 og 2018 har Kina støttet 182 ud af samlet 190 FN-resolutioner, der har pådømt sanktioner mod lande, der har været anklaget for at overtræde internationale regler og normer.

Men Kina tager ikke over der, hvor USA og Europa er på retræte. Kina og Vesten er blevet frenemies : Parterne fremstår at være på venskabelig fod; de er systemiske rivaler og ideologiske modstandere, men fælles om at inddæmme truslerne fra afrikansk og arabisk befolkningspres, terror og ekstremisme.

Men den globale økonomiske integration og den deraf afledte gensidige afhængighed har udtyndet ideologiske modsætninger af den slags, vi kendte fra den kolde krig. Vesten har ofret rettighedsuniversalismen på økonomiens alter.

Der er ingen referencer til Karl Marx i Huaweis manualer. I det kommende år bliver Kina klodens største økonomi og bringer os til en korsvej. For første gang siden den tysktalende kong George I regerede over Storbritannien og Irland (1698-1727), vil verdens udvikling blive domineret af et samfund, hvor engelsk ikke er hovedsproget.

(klumme i Politiken 26.01.2020)