Frygten for Chinatowns ‘gule jøder’

Racemæssige og kulturelle stereotyper har lang overlevelseskraft.

DEN BRITISKE regering udgav i 1911 en pamflet med titlen ’Kineserne i England: Et voksende nationalt problem’. Året efter udsendte en kendt forfatter af populærfiktion, Sax Rohmer (Arthur Henry Ward var hans rigtige navn), den første gyser i en siden storsælgende serie under titlen ’Mysteriet om Dr. Fu Manchu’.

Titelpersonen var en diabolsk kinesisk mafiosotype med hårpisk, der konspirerede mod civiliserede borgere og bortførte deres kvinder. Begrebet ’den gule fare’ var en realitet og genopstod i forgangne uge i flere europæiske nyhedsmedier.

Mindre kendt er en anden betegnelse for etniske mindretalskinesere: Østens jøder. Den opstod ligeledes i perioden omkring Første Verdenskrig; ophavsmanden var den thailandske monark Rama VI. Som kronprins havde han været på rundrejse i Europa efter et studieophold i Storbritannien og nåede i 1902 til både Berlin og København.

I England havde han studeret jura og historie. Et af resultaterne af opholdet blev en tidsskriftsartikel, hvori han betegnede det kinesiske mindretal i sit eget land for Østens jøder. Det var ikke ment flatterende.

Den thailandske monarks synspunkt var, at de lokale kinesere i hans hjemland kontrollerede en uforholdsmæssig andel af velstand ude af proportion med deres faktiske antal. Ganske som europæiske regeringer indførte diskriminerende lovgivning, der gjorde det svært eller umuligt for jøder at overtage ejendom, blev de sydøstasiatiske kinesere i Kinas nabolande udsat for forskelsbehandling.

De mange Chinatowns i talrige storbyer uden for Kina er isoleret set vellykkede økonomier, men ofte lukkede kredsløb, som andre etniske grupper aldrig bliver en del af og ofte ser skævt til. Organiseret kriminalitet er en del af billedet, uforglemmeligt beskrevet i Roman Polanskis mesterværk ’Chinatown’ fra 1974, hvor Los Angeles’ kinesiske bydel er selve symbolet på uigennemtrængelige mafiøse netværkssamfund.

Under den store indvandringsbølge i slutningen af 1800-tallet fandt den amerikanske regering det nødvendigt at indføre en lov, der satte bommen ned for folk af kinesisk afstamning. Chinese Exclusion Act blev vedtaget i 1882 og ophævet i 1943. Først i 2012 tog Kongressen sig sammen til en resolution, der undskyldte og beklagede udelukkelsesloven.

SPREDNINGEN AF coronavirus har allerede bragt politiske følgesygdomme med sig. Etniske kinesere på flere kontinenter oplever i denne tid, hvorledes de udsættes for tilråb og mishagsytringer. Det er tydeligst i Kinas nabolande, hvor antallet af kinesiske turister er højt. 600.000 sydkoreanere har skrevet under på et krav om indførelse af et indrejseforbud mod kinesere.

I Australien, som har en intensiv debat om kinesiske investeringer og opkøb, udkom en af landets største aviser forleden med en overskrift, der hed ’Kinesiske børn, bliv hjemme’. Den udløste underskriftsindsamlinger online med støtte fra flere end 51.000 med krav om en undskyldning.

At vi her i landet anser os selv for oplyste og tolerante, er ingen garant mod racemæssige stereotyper rettet mod befolkningsgrupper, hvis levemåde og normer selv veluddannede danskere ikke har den ringeste indsigt i. Kinas økonomiske opstigning får en følgesvend: sinofobien, næret af den altfortærende nationalpopulisme på både højre og venstre fløj.

POLITIKENS åndelige fader Henrik Cavling skrev i en bogudgivelse i 1902 efter en rejse til det store rige i øst: »Den gule race er en uhyre, uadskillelig masse stærkt forenet i en civilfølelse, en races følelse af solidaritet, et etnografisk broderskab, egentlig summen af alle religiøse og filosofiske dogmer, der fylder en kinesers sjæl. Traditionen og troen på forfædrenes milde ånder har i enhver kineser skabt en dyb følelse af race-enhed, følelsesfællesskab, livsindhold og mål«.

Cavlings formuleringer er præget af datidens normer, men alligevel fordomsfri og umådelig langt fra nutidens dæmonisering. Forklaringen: Kinas kejserdømme var i starten af 1900-tallet præget af opløsning, mens nutidens leninistiske magtapparat står i spidsen for en moderne statskapitalisme, ingen havde set komme, og som i den nuværende fase af en turbulent globalisering ser ud til at have førertrøjen på.

Derfor frygten, som slår over i sinofobi og fordømmelser. Trumps ’State of The Union’-tale demonstrerede skrøbeligheden og de indre modsætninger i det liberale værdifællesskab. Når vestlige beslutningstagere leder efter nye pejlemærker, ser de et politisk Chinatown, hvis logik og dynamik de stadig har svært ved at håndtere.

Europa er klemt mellem amerikansk spin og løgne på den ene side og kinesisk beslutningskraft på den anden. Det er også et valg mellem fortid og fremtid.

(klumme i Politiken 10.02.2020)

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s