Gode gamle SAS fløj ind i modvind, da en reklamefilm fremstillede skandinaviske produkter og fænomener som noget, vi har hentet uden for vores del af Europa. Det budskab passede ikke nationalpopulistiske kredse, og se så, om ikke flyselskabets reklamefolk bøjede af.

Så langt, så godt for de rummelige tolkninger af, hvad der er branding af det nordiske. SAS blev skræmt, om ikke til tavshed, så til konformitet.

For kun få år siden turde vi hævde, at den mest dynamiske form for kultur opstår i samspillet mellem udtryksformer fra forskellige verdensdele. Derfor burde det ikke være en sensation, at det sydkoreanske filmdrama ’Parasite’ vender op og ned på årtier gamle traditioner i Hollywood.

Denne fremragende film er et produkt af vor hyperglobaliserede verden tilsat noget unikt koreansk. Også i en regional asiatisk kontekst er filmens vinderstatus et fænomen, som fortjener at blive forstået bedre og påskønnet af os europæere.

Filmen er et eksempel på et kulturprodukt fra et samfund, der for kun en generations tid siden løftede sig selv ud af mange års lukkethed, ensretning og undertrykkelse. Sydkorea demokratiserede og liberaliserede i slutningen af 1980’erne, til dels som et resultat af, at hovedstaden, Seoul, var vært for de olympiske sommerlege og derfor centrum for opmærksomhed i alle verdensdele.

Internationaliseringen kom sent: Først fra 1990’erne blev det muligt for almindelige koreanere at rejse udenlands; et forbud mod import af japanske kulturprodukter blev delvis ophævet omkring årtusindskiftet, sammenfaldende med at den sydkoreanske regering satte økonomiske muskler ind bag et massivt oversøisk kulturfremstød.

Pludselig kunne millioner af kinesere, japanere, sydøstasiater og indere opleve den koreanske bølge i form af populærmusik, tv-serier, biografblockbusters og computerspil. Båret frem af Samsung og LG (er der stadig nogen blandt vore læsere der husker det Philips-tv, der stod i barndomshjemmet?).

Udbredelsen af K-pop og andre koreanske kulturprodukter har givet ophavslandet en anerkendelse i den globale underholdningsindustri, som langt større regionale spillere – Japan, Kina, Indien – må misunde kunstnerne i Seoul og omegn. En vigtig pointe er her, at sætter man de koreanske kulturprodukter under lup, rummer de masser af lånte elementer og inspiration fra vestlig popkultur.

KOREAS HISTORISKE arvefjende Japan gjorde for mere end et halvt århundred siden et forsøg på at forene det unikt japanske med vestlige værdier og koncepter. Mesterinstruktøren Akira Kurosawa (1910-98) fortolkede i en serie fænomenalt velfortalte fortællinger sit lands middelalderhistorie og hentede hertil inspiration i Vesten hos så forskellige kunstnere som William Shakespeare og den amerikanske instruktør John Ford.

Men Kurosawas forsøg løb ind i vanskeligheder, da han sent i karrieren forsøgte sig med nye ambitiøse projekter, kulminerende med filmene ’Kagemusha’ (1980) og ’Ran’ (1985). I Vesten kunne kritikere nok anerkende Kurosawas betydning, men hos hjemmepublikummet var opbakningen lunken. Der skulle sværvægtere som George Lucas og Steven Spielberg til at sikre, at instruktøren som 80-årig blev hædret med en Æresoscar.

Ingen af Kurosawas yngre efterkommere i branchen har siden kunnet præstere noget lignende. Hvem kan husk, sidst en japansk filmkunstner fik et bragende gennembrud i Vesten?

Også Koreas andet store naboland har langt igen: Tidligt i sin karriere lignede kinesiske Zhang Yimou et talent, der kunne have nået kurosawaske højder, men med hans mammutproduktion ’The Great Wall’ fra 2016 stod det klart, at her var det billetsalget og ikke de kunstneriske kvaliteter, der talte. Matt Damon og Willem Dafoe kunne nok sikre omsætningen (også i USA), men ikke redde filmen fra de internationale anmelderes skrotbunke.

Heller ikke Asiens – og verdens – største filmproducerende land, Indien, kan lege med her. Hvad Bollywood leverer, er imponerende i volumen, men ikke i global gennemslagskraft. Af de mere end 50 titler, Indien har forsøgt at bringe i spil i Hollywood gennem seks årtier, er kun tre blevet nomineret.

’Parasite’ placerer sig uendelig langt fra både tårepersende Bollywood-dramaer og opsvulmede kinesiske mammutproduktioner. Den er unikt koreansk og samtidig et spejlbillede af verden uden for Korea: fragmenteret, uretfærdig og brutal.

Godt gået af et land, der i trekvart århundred har været skåret over på midten, at det nu også har lagt sig i den kulturelle overhalingsbane og giver giganterne baghjul.

(klumme i Politiken 20.02.2020)