Vesten skal lære at leve med et stærkt Kina

Trump har et forspring, når Kinas produktion genoptages. 

Mens deltagerne i verdens største sikkerhedspolitiske konference i München forleden diskuterede noget, der kunne ligne en nekrolog over vestlig politisk sammenhængskraft, gjorde amerikanske og kinesiske diplomater sig parat til næste fase i en helt anden manual for klodens fremtidige magtrelationer.

Diskussionerne i München burde have haft overskriften: Hvordan lærer vi i Vesten at leve med et stærkere Kina?

Første akt i denne anderledes verdensorden blev udspillet 15. januar i Det Hvide Hus i Washington, da ingen ringere end præsidenten selv iscenesatte underskrivelsen af Fase 1 i en handelsaftale mellem USA og Kina. Knap 30 journalister, næsten alle kinesiske, overværede ceremonien. De to mest markante Kina-høge i Trumps administration, Mike Pompeo og Mike Pence, udenrigsminister og vicepræsident, var fraværende. Ikke spor tilfældigt. Til stede var derimod snart 97-årige Henry Kissinger, arkitekten bag et halvt århundredes amerikansk tilnærmelsespolitik over for USA’s eneste strategiske rival af betydning.

For europæere må de presserende spørgsmål lyde: Vil den amerikanske udenrigspolitik være så venlig at træde et skridt frem? Hvis Pompeo og Pence ønsker en konfrontation med Beijing, hvordan passer Trumps købmandsdiplomati så ind i klodens vigtigste bilaterale magtrelation?

FASE 1-aftalen forpligter Kina til at købe amerikanske produkter for 50 milliarder dollars inden for kategorierne industrikomponenter, fødevarer, energi og serviceydelser. Fase 2 er nu under forberedelse. Klodens to største økonomier er på vej ind i den slags handelsregime, der er stik imod selve det grundlag, som Verdenshandelsorganisationen WTO hviler på, og som for et par årtier siden, da Kina blev optaget i den, blev hyldet som grundlaget for en friere global samhandel.

Donald Trump har gjort det, han har vist sig at være bedst til: at leve op til de valgløfter, han formulerede i valgkampen. Det handelsunderskud over for Kina, som præsidenten i snesevis af taler har kaldt et tyveri af amerikanske arbejdspladser, skal der rettes op på. På dette alter ofres nu den markedspolitiske orden og målsætning, hvor så mange som muligt af klodens lande skulle stilles konkurrencemæssigt lige i kapløbet om vækst og velstand; det er selve eksistensberettigelsen for WTO.

I disse uger er verden optaget af billeder, der viser kinesiske megabyer præget af lukkede fabriksbygninger og spøgelsesagtige og folketomme boulevarder, lufthavne og togstationer.

Konsekvenserne af den aktuelle tilstand bliver mærkbare langt fra Kina, ikke mindst i de højt udviklede økonomier i Østasien, Europa og Nord- og Sydamerika. Hubei og dets naboprovinser er hjemsted for megavirksomheder, der leverer afgørende volumen i de globale produktions- og værdikæder, som mange af klodens økonomier er dybt afhængige af. Halvdelen af klodens kemikalier og to tredjedele af al polyester produceres på kinesiske virksomheder. Men Kinas betydning rækker langt videre end det, som landet producerer. Kinesiske turister forbruger for 258 milliarder dollars, mere end dobbelt så meget som amerikanske rejsende spenderer.

En langvarig nedlukning af kinesisk produktion vil derfor skabe chokvirkninger i økonomier langt fra Kina og øge usikkerheden om den kobling mellem asiatisk og europæisk infrastruktur og erhvervsliv, som er kernen i Xi Jinpings signaturprojekt, kendt som Belt and Road Initiative . Vi taler om de nye silkeveje til lands og til vands, som skal binde Kina tættere sammen Syd- og Centralasien, Europa og delvis Mellemøsten og Afrika.

Virkningerne gør ondt her og nu: Produktionen på bilfabrikker og Sydkorea og Japan er i opbremsning. Gigantfabrikken Foxconn, der fremstiller smartphones for både Apple og Huawei, har genstartet produktionen, men kun på et minimumsniveau. Titusinder af asiatiske virksomheder har sendt deres ansatte hjem på ubestemt tid.

NÅR Kinas leder, Xi Jinping, i september mødes med EU’s stats- og regeringschefer på et topmøde i Leipzig, vil Europas største modtager af kinesisk investeringskapital, Storbritannien, være fraværende. Men europæernes udfordringer angående håndteringen af den marxistisk-leninistiske gigant i øst bliver ikke mindre af den grund. For til den tid kan en amerikansk-kinesisk fase 2-aftale enten være færdigforhandlet eller være så langt i forberedelserne, at toget vil være kørt for europæerne uanset coronavirussens virkninger. WTO blev til for at undgå en tilstand som denne, men organisationen er skudt i sænk af den mand, der mere og mere ligner vinderen af valget til november.

(klumme i Politiken 25.02.2020)

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s