Få Hongkong ind på pensum, tak

Den tidligere koloni er stadig et eksperimentarium for demokratisk liv.

Pludselig forsvandt Hongkong fra de vestlige medier, fortrængt af forskrækkelsen over coronaen. Så da et studenterforum på Copenhagen Business School (CBS) inviterede til deltagelse i et debatpanel om Hongkong tog jeg naturligvis imod.

Til højre for min plads i panelet sad tre repræsentanter for aktivisterne, alle iført mundbind, et værn mod coronavirus, men også et symbolsk udtryk for den mundkurv, som aktivisterne mener, at Hongkongs kinesiske centralstyre påfører indbyggerne.

To timers oplæg og diskussioner skulle vise, at min opfattelse af denne region med særstatus under Kinas centralregering lå langt fra aktivisternes. Vi repræsenterede to forskellige virkeligheder uden mange fællesnævnere eller berøringspunkter. Generationskløften lignede en afgrund.

Mit første besøg i regionen, dengang britisk styret, fandt sted for knap 42 år siden. Kontrasten til det kinesiske fastland, jeg lige kom fra, var dramatisk. Sidste stop på togrejsen ind i Hongkong var landsbyen Shenzhen, et idyllisk, men søvnigt hjemsted for ca. 40.000 fiskere og bønder. Netop Shenzhen blev siden gjort til et enestående udviklingseksperiment, hvor kinesiske entreprenørsjæle skulle lære sig den kapitalistiske markedsøkonomi. Resultatet i nutidens Shenzhen? En superkapitalistisk dynamo med 14 millioner indbyggere og hjemsted for bl.a. it-giganten Huawei.

SELVE Hongkong blev efter aftale i 1984 mellem Kinas og Storbritanniens regeringer gjort til et eksperiment for demokratisk og civilt liv. En tilbagelevering af kolonien skulle ske fra 1997 med egen miniforfatning. Vesterlændinge skrev dystert om Hongkongs undergang, hjerneflugt og elendighed, men alle dommedagsprofetier blev gjort til skamme. Hongkong levede videre med rettigheder og friheder milevidt fra de diktatoriske tilstande, der kendetegner etpartistaten i det resterende Kina.

Så når Hongkong stadig har forsamlingsfrihed, pressefrihed, en uafhængig dommerstand, et dynamisk civilsamfund og valgmekanismer (som dog ikke ligner dem, vi har i Vesten), hvad vil så ikke være mere naturligt, end at aktivisterne går i dialog med disse institutioner for at konsolidere de frihedsgoder, som det lykkedes de britiske myndigheder at sikre Hongkong frem til 2047?

Well sorry, drenge og piger, dette var ikke Hongkong-gæsternes primære dagsorden. De talte i stedet en hel del om interneringen af de muslimske uighurer i den centralasiatiske Xinjiang-provins, de dårlige vilkår for kinesiske industriarbejdere og det generelle fravær af friheder og rettigheder for Kinas indbyggere.

Jo tak, men hør lige, bør de unge demokratiforkæmpere ikke koncentrere kræfterne om at sikre de goder, Hongkong har haft siden overdragelsen for snart 23 år siden? Så denne vigtige enklave kan fortsætte med at være et eksperimentarium for demokratisk og civilt liv også efter 2047, når Kina ifølge aftalen med briterne kan gøre, hvad der passer dem?

Gæsterne besvarede ikke dette spørgsmål. I stedet fik vi en harmdirrende udlægning af Hongkong-politiets anvendelse af vold. Jamen hov, hvor mange omkom under et halvt års massedemonstrationer? To individer. Til sammenligning: 27 dødsofre i Indiens hovedstad Delhi bare i denne uge, hvor muslimske demonstranter er på gaden for at opponere mod den afvikling af rettigheder, som Modi-regeringen er i gang med.

Forståelseskløften virkede uoverstigelig. Fri presse for kinesiske borgere? Jeg anbefalede South China Morning Post, en af Østasiens mest professionelt redigerede aviser, journalistisk flere hestehoveder foran mange europæiske dagblade. Nej, den avis kan vi ikke bruge til noget, lød reaktionen fra en af de maskerede paneldeltagere. For den ejes af en person, der samarbejder tæt med Kinas centralregering. Okay, så I vil have medier, som I selv kontrollerer. Facebook, måske?

Jeg sad tilbage med en deja-vu-oplevelse: dansk og europæisk venstrefløj 1968 og fremefter. Aktivister, der ser sig som martyrer for utopiske samfundsvisioner og negligerer de politiske og økonomiske realiteter i en samfundsorden, der blev forhandlet, 10, 15 eller 20 år før de blev født. Virkeligheden i Hongkong, især den, som deres forældregeneration forbinder sig med, har de trukket ud af ligningen. Det handler om både politik og psykologi.

Konkluderende: Hongkongs komplicerede historie må ind i de uddannelsessøgendes pensum snarest. Derude og herhjemme.

(klumme i Politiken 28.02.2020)

 

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s