Bernie i Det Hvide Hus? Uha!

USA bør gøre op med polariseringen. Her hjælper Sanders ikke.

De færreste valganalytikere uden for USA har bemærket det, men den faktor, der kan blive afgørende for, hvem vælgerne til november placerer i Det Hvide Hus, er den demografiske. Mere præcist: aldersprofilen og sammensætningen af etniske grupper i den valgaktive del af den amerikanske befolkning.

Trukket hårdt op befinder USA sig i en fremadskridende demografisk revolution, der før eller siden får politiske konsekvenser. Hvilket man har spået i årtier: Andelen af dem, der repræsenterer USA’s historiske kernekultur, populært kaldet wasp’erne (hvide angelsaksiske protestanter) er på retur, trængt af indvandringen af latinoer, dvs. spansktalende fra USA’s sydlige naboer.

Katolske John F. Kennedy, den hidtil eneste af slagsen, der har vundet Det Hvide Hus, er undtagelsen, der bekræfter reglen om, at USA styres bedst af wasp-præsidenter.

Der kan være overraskelser på vej: Det er ikke længere utopisk at få et USA ledet af en præsident med jødisk baggrund. For der er nu to af slagsen i kapløbet, den selverklærede socialist Bernie Sanders og multimilliardæren Michael Bloomberg.

I sin selvbiografi undgår Sanders helt at omtale det år, 1963, hvor han var frivillig i en israelsk kibbutz. Da han siden flyttede til Vermont for at skabe sin politiske karriere, erkendte den lokale rabbiner hurtigt, at det var formålsløst at invitere Sanders i synagoge. I årene forinden havde Sanders’ medstuderende i Chicago opdaget, hvor inspireret Bernie blev af at læse tekster af Eugene V. Debs, den fagforeningsaktivist, der fem gange i perioden 1900-1920 forsøgte sig som præsidentkandidat for Amerikas Socialistiske Parti.

Sanders’ røde sympatier fornægter sig ikke i hans levnedsløb. Mens han var borgmester i Burlington, giftede han sig i 1988 med sin Jane, og parrets bryllupsrejse gik til den by i Sovjetunionen, som han havde gjort til venskabsby med Burlington. I et interview efter rejsen erkendte han, at bolig- og sundhedsforhold absolut var bedre i USA end i Sovjetunionen, men især fordi »priserne var så meget højere«, lød hans forklaring.

I 1985 rejste Sanders til Nicaragua for at deltage i fejringen af den sandinistiske revolution, der seks år tidligere havde bragt et proamerikansk diktatur til fald. Sanders formulerede et hyldestskrift til sandinisterne, hvori han understregede, at »jeres revolution vil sejre«. I 1990 blev sandinisterne sat på porten af landets vælgere. Det cubanske fallitbo har Sanders også talt pænt om.

VERDEN ER FYLDT med venstreorienterede politikere, der er rykket mod midten i takt med at de er kommet tættere på magtens centrum. Men denne logik gælder ikke længere i polariseringens og identitetspolitikkens æra. Det handler ikke om, at USA er kronisk højreorienteret, snarere om, at landet er for etnisk diversificeret til at blive ledet af dogmatiske ideologer.

Den demokratiske liberalisme i USA har været rummelig nok til at kunne levere både Franklin Roosevelts new deal -socialdemokratisme i 30’erne og Lyndon Johnsons great society -reformer i 60’erne, men ikke nationaliseringer af den slags, Sanders tilbyder som fremtiden for det amerikanske sundhedssystem.

Sanders har endnu ikke givet de amerikanske vælgere indsigt i, hvordan han som landets leder vil føre praktisk politik i et system, som Trump har polariseret halvt ihjel. Som kongresmedlem brugte han sin tid på at skælde ’systemet’ ud frem for at opbygge fællesnævnere og koalitioner hen over skillelinjen mellem demokrater og republikanere og dermed finde løsninger frem for at forhindre dem.

Han er amerikansk venstrefløjs svar på højrepopulismens Trump-isme, karakteriseret af forbitret, uforsonlig og vred retorik, der ser stort på hverdagens realiteter. Når han henviser til de skandinaviske samfund som rollemodeller, overser han de omstillinger, Danmark og Sverige måtte igennem for at lande på den flexicuritymodel, der har udløst misundelse overalt i Europa.

Valgkampens store usikkerhedsfaktor er alle de nye vælgere, for hvem Sanders’ generalieblad er uinteressant. Til november vil en tredjedel af alle stemmeberettigede være latinoer, afroamerikanere og andre ikkehvide, og mindretallene tilsat de Trump-kritiske kvinder kan afgøre valget.

De såkaldte generation Z-vælgere (aldersgruppen 18-25 år) vil i år være dobbelt så mange som i 2016, 10 procent af vælgerskaren mod dengang 4. Latinoerne, den hurtigste voksende etniske gruppering i USA, repræsenterer et mønster i stemmeafgivningen, der har ligget konstant i årtier: 2 ud af 3 stemmer på demokraterne. Men her er der brug for en mere besindig politiker end den iltre populist fra Vermont.

(klumme i Politiken 05.03.2020)

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s