Afvikling i Afghanistan i al evighed

Vestlig retræte uden fred er det realistiske scenarie. 

HVORDAN SKAL eftertidens historieskrivere omtale og bedømme det forsøg på en fredsordning for Afghanistan, som blev forsøgt i Doha sidste dag i februar? Hvilke interesser er involveret, og hvordan vil disse kunne blive tilgodeset i fremtidige scenarier?

For Donald Trump handler det om at opfylde et valgløfte om at bringe endnu en af de ’endeløse krige’, USA har deltaget i, til ophør. Afghanistan-krigen, der startede med invasionen umiddelbart efter terrorangrebet 11. september 2001, er USA’s længste nogensinde.

Næstkommanderende i Taleban-bevægelsen Sirajuddin Haqqani gjorde det i en kommentar i New York Times 20. februar klart, at hvis amerikanske tropper forbliver i landet, udebliver freden. USA vil på sin side afvente resultatet af, hvad der kaldes intra-afghanske forhandlinger mellem centralregeringen og de forskellige stammeledere. Afghansk historie har ingen gode eksempler at byde på her.

Et muligt scenario er, at Afghanistan er på vej til at få noget, der minder om ’et anstændigt interval’, som for snart et halvt århundrede siden blev betegnelsen for daværende præsident Nixons fredsaftale for USA’s daværende allierede Sydvietnam. To år efter underskrivelsen i Paris i januar 1973 blev det sydvietnamesiske regime løbet over ende af kommunistiske styrker fra Nordvietnam, hvorved ti års udsigtsløs krigsførelse blev afsluttet.

Men forskellene på Vietnam 1975 og Afghanistan 2020 er større end lighederne. Sidstnævnte først: Amerika er i defensiven globalt. Men hvor det meste af datidens Sydøstasien var loyale USA-allierede, er Afghanistans naboer et helt andet sted:

Iran er den vigtigste strategiske partner for alle afghanske aktører. Flere end tre millioner afghanere befinder sig på iransk jord. Ruslands tætte forbindelser til Taleban går gennem Teheran. Rusland har været vært for flere forsoningsmøder mellem de afghanske grupperinger, og temaerne har angiveligt været at definere konfliktløsninger uden for vestlige samarbejdsmodeller.

Teheran har langt bedre kontakter i det afghanske politiske landskab end både Rusland og Kina, men Moskva og Beijing kan levere solide rammer for en slags fredsordning: russiske våben og teknologi, kinesiske penge. En model, som Afghanistan kan blive integreret ind i, findes i Shanghai Samarbejdsorganisationen, hvor både Iran og Afghanistan har observatørstatus. Iran kan tilmed blive fuldt medlem allerede i år, hvis det fastholder den atomaftale, som USA har forladt.

De nævnte rolleindehavere har et fælles mål: USA skal helt ud af Afghanistan. Har man i Teheran, Moskva og Beijing så en forestilling om, hvorledes et fremtidigt Afghanistan skal se ud?

Et nyt ’Pashtunistan’ er en mulighed. Ikke alle pashtunere støtter Taleban, men de dominerende lag i Taleban-bevægelsen er pashtunere. Fundamentalt er pashtunersamfundet en stammekultur, der repræsenterer modsætningen til alt det, vi kender i den moderne vestligt konstruerede statsdannelse baseret på rational jura, lighed for loven, sekularisme og en videnskabsbaseret samfundsopbygning.

Flere år før terrorangrebet i 2001 repræsenterede Taleban-bevægelsen et forsøg på at bane vejen for pashtunerkulturens tilbagevenden som den dominerende politiske kraft i landet. Dette lader sig bedst gøre i en decentral magtstruktur baseret på klanrelationer og koalitioner frem for politiske institutioner. Derfor vil et kalifat heller ikke få et ben til jorden.

Afghanistan er aldrig i moderne tid blevet underkuet af større magter. De britiske imperialister i Sydasien måtte betale dyre lærepenge efter nederlaget i den anglo-afghanske krig 1919-21, der førte til, at briterne måtte opgive overhøjheden i regionen og anerkende Afghanistan som et selvstændigt rige.

I årene 1979-1989 måtte datidens sovjetiske supermagt betale dyrt i soldaterliv og penge i forsøget på at gøre det ludfattige bjergbondeland til en kommunistisk vasal. Nutidens vestligt ledede koalition står i en tilsvarende udsigtsløs situation i en kultur, vesterlændinge fundamentalt mangler indsigten i.

SELV MED EN amerikansk tilbagetrækning af egentlige landstyrker bør ingen forvente sig et ophør af kamphandlinger. USA’s missilangreb 3. januar i Irak, der dræbte den iranske general Qasem Solaimani, er et vidnesbyrd om, hvilken type krigsførelse Pentagon foretrækker. Invasioner i den gammeldags forstand er ude, droner, missiler og hybrid krigsførelse er inde. Større effektivitet for færre penge er et mantra, som enhver amerikansk præsidentkandidat vil kunne skrive under på. Krige i Afghanistan og omegn kan fortsætte i al evighed, mens diplomater taler om fred for det internationale publikum.

(klumme i Politiken 09.03.2020)

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, Sydasien. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s