Der vil blive indført kontrolmetoder efter folkeligt krav om det, vi normalt tager afstand fra.

FOR DET igangværende kapitel i historien om Danmarks overlevelse og udvikling som nation vil der aldrig være endelige konklusioner; det bliver som med besættelsesårene, de to verdenskrige og den kolde krig i det 20. århundrede, at begivenhederne bliver genstande for konstante om- og nyfortolkninger. Slutkapitlet kan aldrig skrives.

Foreløbig synes ét at stå klart: Staten i al dens magt og vælde er tilbage med en kraft, som nogle vil opleve som beroligende, mens andre vil skræmmes. Minimalstatsfantasterne, anført i fordums tider af Anders Fogh Rasmussen, siden efterfulgt af Anders Samuelsen, Ole Birk Olesen og andre, vil i lang tid fremover ikke få langtidsholdbare ideologiske efterfølgere. Det pragmatiske midtersynspunkt, som de politiske fløje kan nærme sig omkring, er, at stat og marked er hinandens forudsætninger.

Her og nu er det lærerigt at bevidne, hvordan vestlige demokratier er parate til at begrænse basale friheder i bestræbelserne på at komme coronatruslen til livs. Interessant er det også, at vi skal uden for Europa for at finde eksemplet på et land, der har reduceret sine infektions- og dødstal med rekordfart uden at ty til nedlukning af samfundet.

Vi taler om Sydkorea. Med 50 millioner indbyggere og tradition for en kontrolstat, som i andre varianter kendes fra nabolandene. Østasiens årtusindgamle tradition for meritokratiske hierarkier kan ikke kopieres i hverken Afrika eller Mellemøsten, men har store ligheder med de politiske systemer i vestlige demokratier, dog langtfra alle. Husk finanskrisen: Grækenland bliver aldrig som Tyskland.

I ASIEN ER DEN store joker lige nu Indien. Indtil forgangne uge var smittetallene lave, men derefter skiftede billedet. Udfordringen er befolkningstætheden: 420 indbyggere per kvadratkilometer. Til sammenligning har det mere urbaniserede Kina 148 individer per kvadratkilometer. Indiske storbyer er i skræmmende grad præget af slum med hygiejniske forhold, der skriger til himlen. Indisk erhvervsliv og politisk kultur savner helt den entreprenørkraft, som i moderne tid har kendetegnet Japan, Sydkorea, Kina og Taiwan. Med entreprenørkraft menes også beslutningsevne, og her har de autoritære regimer en fordel. Bestræbelserne på at kontrollere smittespredningen kommer derfor uundgåeligt til at spille ind i rivaliseringen mellem USA og Kina. Og hvordan står de to giganter så i et sammenlignende studie?

Kina fejlede fatalt gennem de første par måneder af forløbet, efter at de første tilfælde af smittede blev opdaget i Wuhan i november. Personale blev tilbageholdt og vigtig information undertrykt. Men da partisystemet erkendte, at dets legitimitet var på spil, blev der skiftet hest i vadestedet.

Det amerikanske svigt har en dybere og længerevarende karakter i den forstand, at Donald Trump gennem sine tre første år i embedet har sået dyb mistillid til de statslige institutioner, der kan gøre en livsvigtig forskel her og nu. Trumps USA er en parodi på ansvarlig regeringsførelse, regningen kommer ved stemmeurnerne.

Mens vi venter på en afløser i Det Hvide Hus, leder Xi Jinping en ’folkekrig’ mod smittespredningen, og hvorfor bliver dens mest vidtgående metoder accepteret af befolkningen? Fordi den har prøvet det før (Sars i starten af ’00’erne). Forskellen på dengang og nu er den vidtgående digitalisering, der har gjort Kina til den mest sofistikerede og effektive overvågningsstat i menneskehedens historie.

Om vi andre skal være bange for det? Kinas politiske system og kultur kan ikke kopieres uden for Østasien, men statens brug af digitale redskaber kan selvfølgelig inspirere. Det kan bringe Europa i den aparte tilstand, at den overvågningsstat, som Kinas ledelse har påtvunget sin befolkning, på sigt vil være noget, som regeringer og myndigheder indfører i det, vi historisk har kaldt den ’frie verden’. Fordi befolkningerne kræver det.

Et paradoks af dimensioner: Vi kommer til at indføre kontrolmetoder efter folkelige krav om det, vi instinktivt tager afstand fra, når det bruges af autokratiske, diktatoriske regimer. I behovspyramiden kommer tryghed og sikkerhed før frihed.

Kontrolstaten kommer, fordi de teknologiske redskaber er til stede, og alle kan bruge dem. Den kombination af trusler, som Europa står over for, åbner en motorvej af muligheder: terrortruslen, migrationspresset fra Afrika og Mellemøsten, klimaforandringerne og nu en pandemi. Globaliseringen, som vi har kendt den siden Berlinmurens fald og verdenskommunismens opløsning, er død, men endnu ikke begravet. Her og nu kan vi europæere håbe på, at Kina og USA snarest finder fodslag.

(klumme i Politiken 25.03.2020)