Trafik og tobak er (stadig) de store dræbere

Risikoforskningen bedes begynde forfra og omdefinere epidemibegrebet.

Samfund, stat og borgere er slået ind på et dramatisk kursskifte. Det er så svimlende at følge opdateringerne af antallet af covid-19-smittede og døde time for time, at mange af os risikerer at tabe de afgørende forhold på bundlinjen af syne: Hvor mange vil dø af covid-19, og hvordan sørger samfundet bedst muligt for at forhindre gentagne epidemier?

Lad mig præsentere nogle brutale og triste fakta, som sætter den aktuelle tilstand i perspektiv:

De vigtigste årsager til dødsfald i utide i den moderniserede verden er vores adfærd. Trafik, tobak, druk og (især i USA) håndvåben. Trafikken først: I Europa dør godt 25.000 på veje og gader hvert år. Læg hertil mindst 130.000 alvorligt kvæstede. Her taler ingen politikere om undtagelsestilstande eller nedlukninger. Bilmærker er identitetspolitik for middelklassen.

Okay, her på kontinentet har vi efter årtiers erfaringer bevæget os over i de rette kørebaner, og med et gennemsnit på 49 trafikdræbte per 1 million indbyggere er vejnettet i EU det sikreste på kloden. Danmark ligger i den pæne ende af statistikken med lige knapt et par hundrede trafikdræbte om året.

Prøv så at springe et halvt århundrede tilbage i tiden: 1971 var med 1.213 trafikdræbte året med det højeste antal dødsofre på danske gader og veje nogensinde. Herefter dykkede kurven, fordi vi i 1974 indførte generelle fartgrænser og i 1976 lovpligtige sikkerhedsseler.

På 40 år lykkedes det herhjemme at opnå et 85 procents fald i antallet af trafikdræbte. Resten af Europa følger pænt med: På et tiår har EU-landene i gennemsnit formået at reducere trafikdrabene med en femtedel. Alligevel er det fristende at repetere, hvad Teslas skaber Elon Musk skal have udtalt: Hvis bilen var blevet opfundet i dag, ville den af sikkerhedsmæssige grunde ikke være blevet tilladt.

EN SYNDER i samme sværvægtskategori som trafikken er tobakken. Den kronisk underfinansierede verdenssundhedsorganisation WHO publicerede i fjor en rapport, der fløj under de vestlige mediers radar. Den kategoriserede rygning som en pandemi! Herhjemme vedtog Folketinget beskedne stigninger i tobaksafgifterne. Rettidig omhu?

WHO fortæller også, at tobak hvert år er den primære dødsårsag for otte millioner af planetens indbyggere. Supplerende fakta: otte ud af ti af verdens anslået 1,1 mia. rygere lever i lav- og mellemindkomstlande, men det fritager ikke os i de rige enklaver for ansvar.

 

Der er et fælles træk ved den dødsfare, der udgår fra bilerne og cigaretterne: At vore politikere handler ud fra den filosofi, at der gennem skatter og afgifter kan rettes op hos borgernes uhensigtsmæssige adfærd. Så langt, så godt, men metoderne kommer til kort, fordi befolkningen lever med den opfattelse, at trafikken og tobakken er risici, vi selv har hånd om. Fortæl lige det til fodgængere, cyklister og passive rygere.

Den ultimative sundhedsforbryder bliver den bilist, der med 100 kilometer i timen holder en smøg mellem to fingre, alt imens han eller hun griber ud efter mobilen på passagersædet ved siden af, forbi bluetooth-forbindelsen til bilens indbyggede lydsystem er frakoblet.

VORES PASSIVITET over for massakrerne på gader og veje skyldes opfattelsen af, at trafik er en kontinuerlig katastrofe, der ikke længere trækker store overskrifter i medierne, mener den tyske risikoforsker og professor Ortwin Renn. Vi nedvurderer farer, vi fejlagtigt selv tror at have indflydelse på, mens vi overvurderer de mere abstrakte risici, som i hverdagen er bittesmå.

Det er derfor, vi i de vestlige samfund har brugt og fortsat vil bruge milliarder på at sikre os mod kommende krige og terrorangreb, uagtet at terror kun er en af de mindre årsager til dødsfald i vores del af verden. Krige mellem stater er blevet en sjældenhed, mens borgerkrige, inklusive lokal terror, er i vækst. Sidstnævnte kan vi gøre uendelig lidt for at ændre på.

Alligevel bruger vi milliarder på at beskytte os mod de farer, mens vi lader den dødbringende trafik fortsætte. For det moderne middelklasseliv i de velstående samfund er uløseligt forbundet med bilen og den mobilitet, den giver os. I det glansbillede er tobakken på vej ud. Turistrejserne står over for en pause, men kommer utvivlsomt stærkt tilbage, når skrækken for corona enten er blevet fortrængt eller tilpas bearbejdet af underholdningsindustrien.

Fortæl lige turister fra Europa, Nord- og Sydamerika og de velstående dele af Asien, at de i fremtiden skal acceptere rejsekvoter, f.eks. kun en enkelt interkontinental ferierejse hvert femte år? På hvilken planet vil det blive accepteret?

(klumme i Politiken 02.04.2020)

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark. Bogmærk permalinket.

Et svar til Trafik og tobak er (stadig) de store dræbere

  1. Stig Wørmer siger:

    Det er såmænd rigtig nok. Men jeg er nu glad for at efterretningstjenester holder kontrol med hvor i undergrunden der bliver arbejdet for at sprænge tilfældige mennesker på en banegård i luften. Der er også noget med en hidtil uset grov type kriminalitet fra især unge menneskers side, som ikke har rod i hverken kultur eller samvær. Vigtigst i forbindelse med pandemier er nok, at vi kan konstatere en fødevarehygiejne i et stort land, som er totalt uansvarlig og som vi ikke vil mærke konsekvenserne af igen. Kvoter for kinesiske turister: Så gerne, hr. Det gælder også for krydstogtturismen. Den kinesiske masseturisme udgør i dag ikke fortroppen for Kinas 300 millioner store, voksende middelklasse. Det er fortroppens fortrop! Det går simpelthen ikke. Vi er nødt til at lære af krisen, så hvor vi er tvunget til at holde stille og, måske, tænke os om. Proportionalt set er det imidlertid her i tænkepausen glimrende at få sat størrelsesforhold på. Over 1100 dræbte i trafikken i DK i 1971 er det rene vanvid. Jeg husker Aages hvide kiste blive båret ind i kirken. Han og hans kammerat var kørt ind i et vejtræ. Omkring 18 år gammel blev han. Havde spillet gårdfodbold med ham og min bedste kammerat få år forinden,

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s