Risikoforskningen bedes begynde forfra og omdefinere epidemibegrebet.

Samfund, stat og borgere er slået ind på et dramatisk kursskifte. Det er så svimlende at følge opdateringerne af antallet af covid-19-smittede og døde time for time, at mange af os risikerer at tabe de afgørende forhold på bundlinjen af syne: Hvor mange vil dø af covid-19, og hvordan sørger samfundet bedst muligt for at forhindre gentagne epidemier?

Lad mig præsentere nogle brutale og triste fakta, som sætter den aktuelle tilstand i perspektiv:

De vigtigste årsager til dødsfald i utide i den moderniserede verden er vores adfærd. Trafik, tobak, druk og (især i USA) håndvåben. Trafikken først: I Europa dør godt 25.000 på veje og gader hvert år. Læg hertil mindst 130.000 alvorligt kvæstede. Her taler ingen politikere om undtagelsestilstande eller nedlukninger. Bilmærker er identitetspolitik for middelklassen.

Okay, her på kontinentet har vi efter årtiers erfaringer bevæget os over i de rette kørebaner, og med et gennemsnit på 49 trafikdræbte per 1 million indbyggere er vejnettet i EU det sikreste på kloden. Danmark ligger i den pæne ende af statistikken med lige knapt et par hundrede trafikdræbte om året.

Prøv så at springe et halvt århundrede tilbage i tiden: 1971 var med 1.213 trafikdræbte året med det højeste antal dødsofre på danske gader og veje nogensinde. Herefter dykkede kurven, fordi vi i 1974 indførte generelle fartgrænser og i 1976 lovpligtige sikkerhedsseler.

På 40 år lykkedes det herhjemme at opnå et 85 procents fald i antallet af trafikdræbte. Resten af Europa følger pænt med: På et tiår har EU-landene i gennemsnit formået at reducere trafikdrabene med en femtedel. Alligevel er det fristende at repetere, hvad Teslas skaber Elon Musk skal have udtalt: Hvis bilen var blevet opfundet i dag, ville den af sikkerhedsmæssige grunde ikke være blevet tilladt.

EN SYNDER i samme sværvægtskategori som trafikken er tobakken. Den kronisk underfinansierede verdenssundhedsorganisation WHO publicerede i fjor en rapport, der fløj under de vestlige mediers radar. Den kategoriserede rygning som en pandemi! Herhjemme vedtog Folketinget beskedne stigninger i tobaksafgifterne. Rettidig omhu?

WHO fortæller også, at tobak hvert år er den primære dødsårsag for otte millioner af planetens indbyggere. Supplerende fakta: otte ud af ti af verdens anslået 1,1 mia. rygere lever i lav- og mellemindkomstlande, men det fritager ikke os i de rige enklaver for ansvar.

Der er et fælles træk ved den dødsfare, der udgår fra bilerne og cigaretterne: At vore politikere handler ud fra den filosofi, at der gennem skatter og afgifter kan rettes op hos borgernes uhensigtsmæssige adfærd. Så langt, så godt, men metoderne kommer til kort, fordi befolkningen lever med den opfattelse, at trafikken og tobakken er risici, vi selv har hånd om. Fortæl lige det til fodgængere, cyklister og passive rygere.

Den ultimative sundhedsforbryder bliver den bilist, der med 100 kilometer i timen holder en smøg mellem to fingre, alt imens han eller hun griber ud efter mobilen på passagersædet ved siden af, forbi bluetooth-forbindelsen til bilens indbyggede lydsystem er frakoblet.

VORES PASSIVITET over for massakrerne på gader og veje skyldes opfattelsen af, at trafik er en kontinuerlig katastrofe, der ikke længere trækker store overskrifter i medierne, mener den tyske risikoforsker og professor Ortwin Renn. Vi nedvurderer farer, vi fejlagtigt selv tror at have indflydelse på, mens vi overvurderer de mere abstrakte risici, som i hverdagen er bittesmå.

Det er derfor, vi i de vestlige samfund har brugt og fortsat vil bruge milliarder på at sikre os mod kommende krige og terrorangreb, uagtet at terror kun er en af de mindre årsager til dødsfald i vores del af verden. Krige mellem stater er blevet en sjældenhed, mens borgerkrige, inklusive lokal terror, er i vækst. Sidstnævnte kan vi gøre uendelig lidt for at ændre på.

Alligevel bruger vi milliarder på at beskytte os mod de farer, mens vi lader den dødbringende trafik fortsætte. For det moderne middelklasseliv i de velstående samfund er uløseligt forbundet med bilen og den mobilitet, den giver os. I det glansbillede er tobakken på vej ud. Turistrejserne står over for en pause, men kommer utvivlsomt stærkt tilbage, når skrækken for corona enten er blevet fortrængt eller tilpas bearbejdet af underholdningsindustrien.

Fortæl lige turister fra Europa, Nord- og Sydamerika og de velstående dele af Asien, at de i fremtiden skal acceptere rejsekvoter, f.eks. kun en enkelt interkontinental ferierejse hvert femte år? På hvilken planet vil det blive accepteret?

(klumme i Politiken 02.04.2020)