Nu rulles silkevejene ud i Italien

USA’s fravær og europæisk populisme åbner en ladeport for Kina.

DE TO ITALIENSKE regioner Lombardiet og Toscana rummer de relativt største grupper af etniske kinesere i Europa. Strømmen af indvandrere fra giganten i øst til det misregerede støvleland tog dramatisk fart efter Kinas medlemskab af verdenshandelsorganisationen WTO i 2001.

Ifølge statistiske opgørelser fra det italienske ministerium for arbejdsmarked og socialpolitik befandt der i 2018 ca. 309.110 kinesere i landet; det reelle tal er selvfølgeligt større på grnd af Italiens omfattende gråsorte, uregistrerede økonomi og kinesernes evne til at organisere sig i uformelle netværk.

Ifølge oplysninger fra udenrigsministeriet i Beijing er det den toscanske by Prato og provinsen af samme navn, der har den største lokale koncentration af etniske kinesere uden for selve Kina. Journalisten Silvia Pieraccini, forfatter til bogen ‘ L’Asssedio Cinese’ (Den kinesiske belejring), vurderer, at antallet alene i Prato er mindst 50.000, og at de udgør 30 procent af byens befolkning.

Pratos højreorienterede borgmester Roberto Cenni kalder kinesernes tilstedeværelse for et ‘ organiseret illegalt system’ og har udvirket, at politiet har gennemført flere razziaer mod kinesiske arbejdspladser. Den sociale integration er slået fejl, og kineserne har i dag egne skoler og supermarkeder.

I mange år har det store flertal af italienere tolereret den kinesiske tilstedeværelse, men udbruddet af covid-19-epidemien er ved at ændre på denne tilstand.

Kinas aktuelle nødhjælpspolitik spiller på et højere politisk niveau ind i Italiens relationer med det øvrige EU. Argumentet lyder, at kinesiske selskaber og velgørenhedsorganisationer har fyldt det tomrum ud, som et splittet EU og et inaktivt USA har efterladt:

Tidligt i epidemien tilbød Kina italienerne 1.000 ventilatorer, to millioner masker, 100.000 respiratorer, 20.000 beskyttelsesdragter og 50.000 testkits. Italien blev det første EU-land, der allerede 12. marts tog imod kinesisk sundhedspersonale.

Men med hjælpende kinesiske hænder følger også en voksende europæisk bekymring over, at Kina driver endnu en kile ind i det i forvejen fragmenterede europæiske samarbejde. Der trækkes nye geopolitiske linjer på det euroasiatiske kort: For et år siden blev Italien det første G7-land, der formelt tilsluttede sig Kinas ambitiøse og vidtrækkende euroasiatiske infrastrukturprogram, kendt som Belt and Road Initiative (BRI), de nye silkeveje.

Ifølge avisen Frankfurter Allgemeine blev den italienske premierminister Giuseppe Conto tidligt i coronakrisen ringet op af den kinesiske præsident og generalsekretær Xi Jinping, der i samtalen slog til lyd for, at Italien og Kina bliver trædesten i en ‘ ny silkevej for sundhed’. Velkommen til en verden i forandring.

På tværs af politiske systemforskelle vil bekæmpelse af epidemier nødvendiggøre overvågning. Huawei har teknologien. Kritikere siger, at virusspredning dermed bliver politisk, men prøv at sælg det budskab i et Italien, der ikke fungerer i kraft af sine folkevalgte, men på trods af dem.

Tilliden mellem politikere og borgere i denne pragtfulde kulturnation har alle dage været minimal. Med klodens næstældste befolkning er Italien allerede alvorligt udfordret. 14 millioner italienere, en fjerdedel af indbyggerne, er over 65. Gennemsnitsalderen hos det kinesiske mindretal er 31 år.

Den italienske avis Corriere della Sera bragte forleden en historie om, at 190 millioner beskyttelsesmasker er blevet forsinket, blokeret eller er bortkommet hos nabolandene. Imens satte den kinesiske propagandamaskine med en Twitter-kampagne massivt ind i den folkelige meningsdannelse. Tusinder af tweets i marts havde budskaber som # forza-CinaItalia (fremad, Kina og Italien) og # grazieCina (tak, Kina) og blev genereret af robotter.

Budskaberne blev cirkuleret i et politisk landskab, som er populistisk; landets regeringskoalition inkluderer den såkaldte Femstjernebevægelse, som anses for at være både EU-og Nato-skeptisk og i stigende grad prokinesisk.

Hvor er USA henne i dette drama? Supermagten kan ikke stille med nødforsyninger, der rækker til at hjælpe nationens egne borgere; af samme grund er det ikke amerikanske transportfly, der vil komme italienere eller andre europæere til hjælp i kontinentets mest kritiske tilstand siden 1945.

Andre modtagere af kinesisk nødhjælp og den dermed forbundne propaganda er Spanien, Frankrig, Tjekkiet, Serbien og Ungarn. Onkel Sam er fraværende.

USA er ude, Kina er inde. Italien er trædestenen.

Efter coronakrisen følger en årelang gældstilstand, og hvem skal så hjælpe de vaklende økonomier i Europas blødende bug ved Middelhavet? Præsidenten i klodens mest forgældede supermagt?

Tilstanden er ikke til en langvarig konfrontation, anført af ideologiske fanatikere i Washington, der repræsenterer verden af i går. Dialog og samarbejde, tak.

(klumme i Politiken 6. april 2020)

 

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s