Skal smartphones bekæmpe virus?

Europa må sikre sig mod overvågning fra techgiganterne. 

HVOR LÆNGE skal vi europæere forblive i en gidseltagning mellem klodens to rivaliserende supermagter? Befinder vi os som Odysseus mellem Skylla og Charybdis, den amerikanske overvågningskapitalisme og den kinesiske overvågningsstat?

Covid-19-angrebet bør mobilisere europæiske beslutningstagere til at finde en vej ud af en tilstand, der savner historisk fortilfælde og kræver kyndige valg.

EU’s konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, er af Donald Trump gjort til en, der angiveligt er imod alt amerikansk. ’Jeres skattedame, hun hader virkelig USA’, som præsidenten smagfuldt sagde til daværende kommissionschef Jean-Claude Juncker på et G7-møde forgangne sommer.

Bagtæppet for denne udmelding var, at EU-Kommissionen havde idømt Google en bøde på 4,3 milliarder euro for at have overtrådt EU’s konkurrencebestemmelser. Et tilbageslag for techgiganternes digitale imperialisme måske?

NÆH, NEJ , for den mest fremgangsrige aktør på dette marked er – gæt engang: kinesiske Huawei. Firmaet, som befinder sig i frontlinjen for den amerikansk-kinesiske rivalisering, bruger – gæt engang: det Google-kontrollerede styresystem Android.

Som et led i handels- og techkrigen mellem USA og Kina beordrede Trump i fjor Google til at suspendere opdateringer til Huaweis smartphones. Vi venter stadig på det kinesiske alternativ til Android. Men er Europa ikke bedre tjent med, at techgiganterne samarbejder?

De kinesiske myndigheder har bremset spredningen af covid-19 ved at bringe historiens største system af kunstig intelligens og persondatakontrol i anvendelse. Til opsporing af smittebærere og efterfølgende overvågning under karantæne. De primære redskaber har været smartphone-apps. Leverandør? Gæt hvem.

Huawei realiserede dermed den våde drøm, som Google havde næret i årevis: at kontrollere digitaliserede sundhedsregistre over alle sine brugere.

Det lykkedes Google ikke med, for amerikansk lovgivning om beskyttelse af privatlivets fred satte en bom ned, mens kineserne rykkede. 15. januar instruerede centralregeringen Kinas og verdens største e-handelsfirma Alibaba med betalingsplatformen Alipay til at udrulle et kontrolsystem, hvis formål er at hindre epidemier. Digital sygdomsforebyggelse for 1,4 milliarder kinesere er nu lige om hjørnet. Europæiske medicinalfirmaer står selvfølgelig på spring for at komme ind ad porten til fremtidens forebyggelsestiltag. På direktionsgangene i denne branche er Trumps USA ikke den naturlige allierede.

SELVFØLGELIG skal Bruxelles være på vagt. Det er derfor, Margrethe Vestagers nylige advarsel i Financial Times giver mening: Hvis europæiske virksomheder er nødlidende lige nu, er tiden ikke inde til at sælge til kineserne.

Som kommissionen slår fast i sit strategipapir for Kina-politikken fra marts i fjor, skal Beijing levere jævnbyrdige konkurrencevilkår, før partnerskabet bliver langtidsholdbart. Europas indre marked og den kinesiske statskapitalisme er langtfra et perfekt match.

Det interessante bliver herefter, om det bliver de europæiske stater frem for den private sektor, der følger Vestagers opfordring. Læs lige her, hvad hun siger i interviewet med Financial Times:

»Vi har ikke problemer med, at stater bliver markedsdeltagere, hvis dette bliver nødvendigt; hvis de kontrollerer aktieposter i et selskab, og formålet er at forhindre en overtagelse udefra«.

Altså en begyndende re-nationalisering af strategiske sektorer i europæisk økonomi. Fint nok, må vi som forbrugere sige. Kunne man tænke sig, at EU går samme vej i it-sektoren, om end den ikke er nødlidende lige nu?

Statslige ejerskaber er ikke nødvendigvis mirakelkuren i hverken medicinal- eller techsektoren. Men fordi disse omhandler både liv, sundhed, velfærd og privatlivets ukrænkelighed, må der tænkes nyt: borgerindsigt og brugerkontrol. Ikke discipliner, som USA eller Kina excellerer i.

USA’S DEMOKRATI er degenereret til et de facto plutokrati, dvs. et samfund, der kontrolleres af nogle få rigmandseliter.

Ironisk nok ikke uden visse ligheder med det teknokratstyre i Beijing, der har udtænkt historiens største infrastrukturprojekt, Belt and Road Initiative.

Trump improviserer sig frem, mens Kina forfølger en langsigtet plan. Europas strategiske sektorer har allerede valgt side. Den tyske medicinalgigant Boehringer-Ingelheim med flere end 50.000 ansatte i 146 lande og et salgsvolumen på årlige 20 milliarder dollars åbnede 30. marts sit andet digitale laboratorium – i Shanghai.

Firmaet fandt en vej ud af de oprørte vande mellem Scylla og Charybdis og får næppe brug for anvisninger fra vores hårdtarbejdende Margrethe Vestager.

(klumme i Politiken 20.04.20)

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s