Når verden skal genstartes, bliver de nordiske lande en åben lærebog.

NÆPPE ÉN ENESTE dansk politiker eller embedsperson vil have behov for at se over Øresund for at lære noget som helst, når den igangværende coronakrises erfaringer skal opsummeres. Forskellene i tallene for døde og smittede taler deres eget sprog. Den svenske model er i mere end én forstand blevet nødlidende.

Noget kan forklares med en historisk betinget forskel i forvaltningskulturen: Det er noget nær en umulighed for en svensk minister at diktere bestemte procedurer og metoder, der henhører under de enkelte myndigheders ansvarsområder.

Faglige styrelser i Sverige har en høj grad af autonomi i forhold til ministerkontorerne, hvilket i den nuværende krisetilstand har medført stridigheder af professionel karakter. Disse kulminerede, da 22 af landets mest fremtrædende eksperter inden for infektionssygdomme publicerede en kommentar i avisen Dagens Nyheter med et krav om, at statsepidemiolog Anders Tegnell bliver sat fra bestillingen.

Debatten i Sverige bliver vanskelig fremover, til dels fordi den vil blive koblet til et begyndende opgør med den mangeårige indvandringspolitiske linje, som flere regeringer har ført. Sverige har tilladt en langt mere omfattende indvandring end naboerne, hvilket nu sætter sig foruroligende spor i sundhedsstatistikkerne.

Den såkaldte dødsrate som et resultat af covid-19 er 9 gange i højere i Sverige end hos naboen Finland og 5 gange større end i Norge. En vigtig faktor er her, at hver fjerde svensker har indvandrerbaggrund.

Tallet for Stockholm og nærmeste omegn er selvfølgelig større. Indvandrere fra Somalia, Syrien, Irak og Afghanistan er proportionelt overrepræsenterede i de i forvejen dystre statistikker. Lokale sagkyndige taler om, at smittespredningen her især kan forklares med, at netop disse etniske grupper bor og lever tæt og småt i ghettoagtige forstadskvarterer.

Svenskerne er også blevet chokerede over, hvor dårligt landet har været stillet med sine beredskabslagre af f.eks. beskyttelsesmasker, gummihandsker og vacciner. Lagrene er blevet udtyndet i årene efter den kolde krig, fordi de eksterne trusler forsvandt op i forestillingen om en ’evig’ fred, som centerleder ved Forsvarsakademiet i Stockholm Fredrik Bynander har forklaret.

Men også Sveriges indtræden i EU fra 1995 har spillet en rolle. Forestillingen om, at Europas indre marked med kort varsel kunne levere det nødvendige, gjorde, at hospitalsvæsenet kun opretholdt medicinforsyninger til relativt korte perioder. Samfundets sårbarhed blev yderligere forstærket af, at det statslige apoteksmonopol i 2009 blev udsat for privatisering.

Så var naboen Finland anderledes godt rustet, da covid-19 ramte. De tusind søers land faldt ikke hen i en tornerosesøvn, da den sovjetrussiske nabo faldt i stumper og stykker i 1991. Finnerne valgte efterfølgende at opretholde et højt beredskabsniveau, militært som forsyningsmæssigt og på mange andre niveauer.

De geografiske faktorer er skæbnetunge for en befolkning i en statsdannelse, der kun har lidt over et århundred bag sig. Hovedstadsregionen omkring Helsinki blev hurtigt afspærret fra resten af det tyndt befolkede land, mens de øvrige indgreb minder slående om, hvad vi har gjort i Danmark.

LANGT FRA NORDEN finder vi et samfund med nogenlunde sammen befolkningstyngde: New Zealand, øsamfundet, hvor smittetallet nu er blandt de laveste på kloden, og hvor politikerne nu diskuterer de ændrede vilkår for samfundets genåbning. Den internationale turisme er gået i nul og har gjort 100.000 newzealændere arbejdsløse. Passager- og fragtflyvning er reduceret til et minimum, ligeså med import og eksport. Kiwierne diskuterer nu seriøst mulighederne for økonomisk selvforsyning.

De her nævnte lande er små samfund, kendte og respekterede for relativt høj indflydelse i FN-systemet og andre internationale fora. De har mange venner og beundrere og næsten ingen fjender eller modstandere. De kan passende finde sammen i en koalition af villige, der i første fase af en global genopretning kan tale med de mellemstore magter som f.eks. Tyskland, Canada og Sydkorea om at få genstartet den nedfrosne tilstand mellem de tre aktører i verden, der vejer tungest: USA, Kina og EU.

Sydkoreanerne er ideelt placerede til at tale med både Washington og Beijing, Tyskland kan komme igennem til Putin, og canadierne har lydhørhed hos adskillige guvernører og kongrespolitikere hos den store nabo i syd. Mens Norden som region kan blive den åbne lærebog, som hele verden kan gøre brug af med Sverige og Finland som henholdsvis skræmmeeksempel og forbillede.

(klumme i Politiken 30.04.2020)