At rejse er at leve, skrev eventyrdigteren.

Hvis han var til stede i dag, ville han utvivlsomt tilføje noget i retning af: – og et spørgsmål om at overleve! Pengene eller helbredet. Så kort kan man formulere dilemmaet, der også handler om, hvordan Danmark opleves og opfattes af omverdenen og om sikring af arbejdspladser og hård valutaindtjening.

Københavnerne har kigget langt efter krydstogtskibe de seneste par måneder, og sådan er tilstanden også fremover.

Oceankaj nær Nordhavn er lige så underbefolket som lufthavnen i Kastrup. Der var ellers lagt op til en rekordsæson for krydstogtskibe med forhåndstilmeldinger på 350 anløb.

Måske er lige netop denne gren af rejsebranchen ved at synke. Går den til bunds, skal vi så klappe eller græde? Vi taler ikke just om småskillinger i det nationale regnskab. Indtægterne fra udenlandske turister og forretningsrejsende passerede i 2018 for første gang 50 milliarder kroner. Seks ud af ti kroner kunne henføres til Tyskland, Sverige og Norge. Flertallet af krydstogtgæster kommer dog længere væk fra: amerikanere, australiere, briter, sydeuropæere.

Men rejselivet, både det indkommende og det udgående, og de dertil hørende brancher vil være dramatisk corona-forandrede i lang tid frem. Hele turismesektoren er sat på skrump, og hvordan får vi så vendt en ubehagelig nedgang til en fornyelse af branchen, der viser nye veje? Målt på bæredygtighedskriterier, herunder såkaldt øko-turisme, så vil jeg græde tørre tårer over de krydstogtskibe, der går økonomisk til bunds. Som rejseform er disse monsterfartøjer en pervers forestilling.

Hvori består fornøjelsen i at omgive sig med stålplader, buldrende dieselmotorer, billig popmusik og lavtlønnet arbejdskraft mellem hvert anløb? Udenfor er der kun hav, hav og atter hav, og det er den samme sol, der går ned hver aften, akkompagneret af mågeskrig.

Indtil begyndelsen af 2020 havde verden gennem et par årtier oplevet en dramatisk stigning i det globale rejseliv. Vi fik en øjenåbner eller to ved at opdage, hvorledes også ikke-vestlige folkeslag i stort tal begyndte at invadere Europa og Danmark, medbringende hård valuta og købekraft. Især kinesere og japanere fandt vejen til Langelinie for at lade sig forevige ved et af rejselivets danske ikoner, ‘ Den Lille Havfrue’.

Selvsamme havfrue har levet relativt ensomt de seneste uger, og spørgsmålet er, om hun kan opretholde den samme rolle og funktion som magnet for tilrejsende, der har lyst til at komme forbi og opleve lidt af den danske eventyrfortælling.

TIRSDAG BLEV En vigtig del af branchen reddet på målstregen af en stor og ambitiøs hjælpepakke forhandlet på plads af erhvervsminister Simon Kollerup. Det, der i dagene op til aftalen havde lignet en møllesten om virksomhedernes hals, blev med et snuptag forvandlet til en redningskrans.

Hjælpepakken er i første række en håndsrækning til pakkerejsebranchen, som beskæftiger næsten 5.000 medarbejdere.

Men vi hører nu fra aktører i forskellige dele af erhvervet, at der bliver brug for opfølgning. Det gælder den såkaldte incomingbranche, der bringer udenlandske gæster til landet.

Sommerhusene langs den jyske vestkyst behøver ingen bekymres for. Men der hersker stor usikkerhed om andre dele af ferie-Danmark: vore nationalparker, slotte og historiske bygninger f. eks.

En lære af coronaperioden kunne være at få statsministeren til at overveje, at turisterhvervet får sin egen minister. De fleste har nok glemt det, men vi havde en sådan i en af 80′ ernes Schlüter-regeringer.

Daværende centrumdemokrat Arne Melchior gjorde forsøget og høstede stor respekt i erhvervet, men fik ikke langvarig politisk bærekraft.

Melchior gjorde store indsatser for Danmarks Turistråd, i dag VisitDenmark, men havde for kort tid som turistminister til at få givet erhvervet den opmærksomhed, det fortjener. Tiden er inde til at få en ny af slagsen. Et godt råd til næste regeringsrokade: En minister for turismekultur og bæredygtige rejseformer.

På sigt kan vi undvære krydstogtskibene, men danskerne frasiger sig nødig muligheden for at komme ud og opleve verden udenfor. Som repræsentanter for et samfund, hele verden misunder, trækker vi også besøgende til Danmark, når vi står i Kyoto eller Kansas City og fortæller de lokale om, hvordan grøn omstilling gennemføres.

Vi må bede dem om at tage toget. Eller et passagerfly, hvor billetprisen forhåbentlig snart er pålagt en klimaskat, der kan mærkes. Eller et skib, der sejler på grøn strøm. God rejse og velkommen til!

(klumme i Politiken 14.05.2020)