USA risikerer at miste Europa

Historiebøgerne alene kan ikke sikre alliancefællesskabet.

I RÅ tal dør der nu omkring et tusind amerikanere i døgnet af covid-19. USA står stadig uden en national strategi, der bygger på opsporing og test. Mens konspirationsteorierne breder sig, tegner valgkampen frem til november til at blive betændt, hysterisk og forløjet. Demokrati i den amerikanske udgave er blevet en parodi, tilmed en farlig en af slagsen.

Afgørende for enhver stormagts status er evnen til sikre tilliden til vigtige og nære alliancepartnere, og her er tilstanden kommet i skred for USA.

En nylig opinionsundersøgelse gennemført af Körber Stiftung i Hamborg, viser, at tyskerne nu er delt på midten i holdningen til, om Washington eller Beijing er Forbundsrepublikkens vigtigste internationale partner. 37 procent foretrækker USA, 36 procent Kina. En tilsvarende måling i fjor gav USA et forspring på 26 procentpoint i forhold til Kina.

Dette skred gør ikke Kina til en forbundsfælle for Tyskland fra i morgen. 71 procent af de adspurgte mener, at større gennemskuelighed hos de kinesiske myndigheder ville have forhindret covid-19 i at sprede sig så hurtigt, som det skete. Men kun 36 procent siger, at deres syn på Kina efterfølgende er blevet mere negativt, mens det tilsvarende tal for USA er 73 procent. Blandt tyskere i aldersgruppen 18 til 34 er der 46 procent, der ønsker tættere forbindelser til Kina, mens 35 procent foretrækker USA.

LIGNENDE TENDENSER gør sig gældende i målinger foretaget i Storbritannien, Frankrig og Italien. Adspurgt af IFOP-instituttet mener kun 3 procent af de franske vælgere, at USA er den bedst egnede stormagt til at håndtere det 21. århundredes udfordringer. I Italien nåede instituttet SWG’s undersøgere frem til, at 36 procent af de voksne italienere mener, at deres land skal udvikle tættere forbindelser til Kina, mens 30 procent foretrækker USA.

Heraf kan ikke konkluderes, at europæerne går i retning af at se Kina som en forbundsfælle, ej heller, at man vil placere sig med lige stor afstand til Washington og Beijing. For der er voksende betænkeligheder over for Xi Jinpings tilbøjeligheder til mere centralisering, overvågning og intimidering af kritikere også uden for Kinas grænser, men det er samtidig tydeligt, at Europa frabeder sig at skulle blive trukket ind på USA’s side i en tiltagende konfrontationspolitik mod Kina. Bruxelles fortsætter med at søge aftaler med Beijing om især samhandel og klimapolitik, områder, hvor USA er blevet utilregnelig.

DETTE ÅRTIS største paradoks er, at Kina har fået økonomisk volumen ved brug af institutioner og redskaber skabt af USA og dets europæiske allierede, og nu må Europa se mod Kina og omegn for at få hjælp til at hindre skadevirkningerne af USA’s forsøg på at destruere selvsamme institutioner. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) er det aktuelle eksempel, Verdenshandelsorganisationen (WTO) et andet.

Genopretningen af verdensøkonomien efter covid-19 er yderligere en markør, hvor Kina har vundet styrke, og USA er på knæene. Ingen regeringsleder i EU ser i dag mod Washington for at få inspiration, og London er på ingen måde mellemstationen her.

Men lederne i Beijing kan ikke tage for givet, at de har europæisk sympati. EU-familien er splittet på kryds og tværs i holdningerne til, hvorledes kolossen i øst skal mødes. Kina er for EU både partner, konkurrent og systemisk rival.

DEN KRITISKE FRONTLINJE er i cyberspace. Hvis Kina vil sit eget økonomiske bedste, må Xi Jinpings diplomater overbevise Europa om, at Huawei ikke krænker europæiske borgeres privatliv eller stjæler europæiske opfindelser frem for at betale for brugen af dem.

Europa er ikke ved at kapitulere i traditionel forstand. Atlantpagten af 1949 vil bestå, men risikoen er, at sammenhængskraften smuldrer, fordi Nato-medlemmerne er uenige om karakteren af truslen. Alliancens musketered (angreb på ét medlem er et angreb på alle) er undergravet af cyberwarfare. Vi har alle været udsat for overgreb i flere år – amerikanske techgiganter, russiske cybertrolde, kinesiske industrispioner. Læs eller lyt til Edward Snowden.

Kina og Europa kommer aldrig til at blive systemiske forbundsfæller, dertil er forskellene i værdier og etik for store. Men der kan blive brug for i fællesskab at fremme pragmatiske løsninger som modvægt mod det politiske amokløb i USA, bekæmpe den radikaliserede islamisme i Mellemøsten og ikke mindst opretholde den våbenkontrol og de dermed forbundne aftalesystemer, som Trump-administrationen enten forlader eller direkte saboterer.

(klumme i Politiken 28.05.2020)

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s