Gør klar til retræte fra konflikterne i Europas nærhed.

DER ER ANDRE ofre for covid-19-plagen end de menneskeliv, arbejdspladser og forretningsaktiviteter, der ikke er hos os længere. For ikke at tale om de mange fritids-, sport- og kulturfornøjelser, som kun kommer igen i et reduceret omfang.

Flere kontinenter er blevet invaderet af en fjende, der er kommet for at blive hos os længe, uanset hvor langt myndigheder og internationale organisationer lykkes med at få den under kontrol her i 2020. Milliardsummer vil blive anvendt på at ruste os til næste virusangreb samt for at sikre beskæftigelse, sundhedsvæsener, socialt beredskab og uddannelser. I de lande, hvor sådanne systemer ellers fungerer.

Så af indlysende årsager må andre indsatsområder holde for. Amerika først-politikken kan snart få følgeskab af et Europa først-koncept: Se bare på de aktuelle vanskeligheder med at skaffe støttemidler til de nødlidende økonomier syd for Alperne. Gæld er møllestenen om den europæiske hals. Solidaritet, eller mangel på samme, er håndjernene på vores hænder.

Læg hertil alle de udfordringer, der tårner sig op i Europas naboregioner. Putin, Ukraine, Tyrkiets Erdogan samt et fravær af økonomisk, sekulær og civil udvikling i Afrika og Mellemøsten.

Områderne syd for Europas ’bløde bug’ (et udtryk anvendt af daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen tilbage i 1990) repræsenterer et uhyggelig langt katalog af udfordringer, som de fleste af os indtil nu har set som globale mere end regionale. Lad os tage dem fra en ende af, nærområdet først:

Kosovo: De facto-alliancen mellem Rusland og Serbien forhindrer bred international accept af Kosovos selvstændighed. Striden er nu i sit andet årti. Med Vladimir Putin ved roret i Moskva mange år endnu har verden en ubehagelig garanti for, at der ingen forhandlet løsning kommer i overskuelig fremtid.

Tyrkiet: Efterfølgerstaten til Det Osmanniske Rige er i sin 2020-udgave hverken demokratisk eller sekulær i en sådan grad, at Europas helt egen Sultan Erdogan kan regnes for en pålidelig alliancepartner. Tyrkiet har stadig medlemskort til Nato, det vestlige sikkerhedsfællesskab, men er en trojansk hest. Får sultanen ikke sin vilje, lukker han sine flygtningelejre op. EU-udvidelse med Tyrkiet en dag? Glem det.

Syrien: Samme Erdogan har et dybt og varigt medansvar for, at den syriske diktator, Assad, kan fortsætte med skånselsløse myrderier på sin sagesløse befolkning. Assads politiske Godfather hedder Vladimir Putin. Konsekvens: I årtier fremover vil det Syrien, der knapt nok kan kaldes en stat længere, være en krigsskueplads.

Irak: Som præcist udtrykt af Mellemøstforskeren Lars Erslev Andersen: I Irak er alle parametre negative, og det bliver en vild udfordring for de danske soldater, når de skal lede Natos træningsmission fra og med dette efterår.

Fik vi nogensinde placeret et ansvar for den danske delagtighed i krigen, der med den nu afdøde ministerveteran Niels Helveg Petersens ord ’startede med en løgn og sluttede med løgn’. Nej, vel?

Palæstina. I mange år var der politiske visioner om fredelig sameksistens med Israel og det palæstinensiske ’selvstyre’, i dag er konceptet et luftkastel. Europas rolle er stort set som hidtil reduceret til at være rengøringsholdet med gulvspande og fejekoste. Jo, vi taler om humanitære indsatser, og lad venligst disse fortsætte.

For et lille halvt århundrede siden formulerede den daværende amerikanske præsident, Jimmy Carter, en doktrin, der senere fik navn efter ham: At hele Mellemøsten var at betragte som national sikkerhedsinteresse, og at USA i konsekvens heraf altid skulle blande sig.

Verden er et helt andet sted i dag. USA er i dag storproducent og -eksportør af fossil energi, så når de saudiske diktatorer kan læne sig op ad Washington, skyldes det primært det amerikanske fjendskab med Iran.

Europa ville være bedst tjent med, at vi betragter dette opgør som en regional affære. I det omfang iranerne sponsorerer terrorhandlinger på europæisk jord, har vi en sikkerhedsinteresse. Men de fleste terroraktiviteter er hjemmegroede her i Europa, om end mange af dem næres af mellemøstligt tankegods.

Tiden er kommet til, at yngre europæiske ledere tænker forfra. Globaliseringen stopper ikke her, den får bare nye dynamikker, som ikke længere defineres af Washington. Tjek en ekstra gang hos Zuckerbergs Facebook, på Google og hos systemerne bag Huawei. Det er her, vi skal finde nøglerne til fremtiden.

(klumme i Politiken 01.06.2020)