Demonstrationerne i Hongkong ligner det stof, operettekrige er gjort af.

Som politisk fænomen er Joshua Wong, den 23-årige talsperson for det yngre segment af Hongkongs aktivistiske demokratibevægelse, en fascinerende blanding af klimaaktivisten Greta Thunberg og Dalai Lama, tibetanernes åndelige overhoved.

Alle tre er utopister af den slags, den vestlige verden sukker efter.

Joshua Wong er blevet et ikon for tusinder af Hongkongs unge, fordi han modigt står op imod en uovervindelig overmagt, et kommunistparti med snart 100 millioner medlemmer, der kommanderer en 1,4 mia. stor befolkning. Han repræsenterer et civilt oprør mod en statsmagt berygtet for sin vilje til brutalitet, når dens kerneinteresser udfordres.

Konflikten om Hongkongs fremtidige indretning ligner en moderne David mod Goliat-fortælling, effektivt formidlet ud til den ganske klode via de sociale mediers anarki, hvor der ikke er plads til at forklare historiske realiteter.

Teenageren mod supermagten, som det hedder i Netflix-versionen. Teenager, fordi Joshua Wong ifølge egen beskrivelse i nyligt udgivne bog ’Unfree Speech’, fik sin politiske vækkelse som 13-årig, da han fordybede sig i Hongkongs byzantinske valgsystem og ikke så andet end systematisk uretfærdighed.

Tilsyneladende en sjælden begavelse, der i så ung en alder kunne gennemskue de politiske realiteter i den tidligere britiske koloni, der blev tilbageleveret til Kina i 1997, året efter, at han kom til verden.

SÅ HVORFRA stammer den tidlige erkendelse hos den årvågne aktivist? Forældrene, måske. Begge stærkt troende kristne, deraf sønnens fornavn. Men ’Unfree Speech’ leverer ingen afsløringer i retning af, at lille Joshua blev religiøst hjernevasket fra sine tidligste barneår.

Forældrene giftede sig i tiden umiddelbart efter massakrerne i Beijings centrum i 1989 og gav syv år senere sønnen navn efter den gammeltestamentlige helteskikkelse, der fik Jerichos mure til at vælte ved lyden af trompeter. Joshua Wong har skiftet bibelen ud med Facebook, Twitter, Instagram og Snapchat som redskaber til mobilisering af social og politisk frustration omdannet til vrede. Joshua Wong, der er coronaforhindret i at gennemføre et planlagt besøg i København i næste uge, er derudover et symbol på noget, der har potentialet til at opflamme det, der er blevet kaldt dette årtis nye kolde krig; den mellem den etablerede supermagt, USA, og den opstigende, Kina.

Wong frasiger sig i bogen at kæmpe for et løsrevet og dermed uafhængigt Hongkong, om end han drager en interessant parallel til Catalonien. Hans formål er i stedet at få internationaliseret opgøret i Hongkong, så det kan smitte af på resten af Kina – og få Trumps Amerika som medkæmper.

’Unfree Speech’ opfordrer læserne til at yde ikke bare moralsk, men også økonomisk støtte til såkaldte demokratiorganisationer med base i USA.

Det indlysende spørgsmål er herefter, om Wong og hans medkæmpere dermed gavner eller skader deres egne selverklærede mål som demokratiets og frihedsrettighedernes frelsere i hjembyen?

STEVE TSANG , en af Storbritanniens mest anerkendte forskere i Hongkong/Kina-relationerne, besvarer spørgsmålet således:

Joshua Wong er gået direkte i Kinas fælde. Beijing kan nu retfærdiggøre den særlige sikkerhedslovgivning, man planlægger, med henvisning til, at udenlandske kræfter – amerikanske politikere og lobbyorganisationer – blander sig i interne kinesiske anliggender.

Dette er ikke tilladt i henhold til Hongkongs miniforfatnings artikel 23, der har været gældende siden overdragelsen i 1997. Det nye er, at fordi Hongkongs lokalstyre ikke har formået at indføre de sikkerhedslove, Kinas ledere længe har ønsket sig, tager Folkekongressen i Beijing over.

EU TRÆDER vande, fordi et planlagt topmøde med Kina til september er på spil. Den britiske regeringschef Boris Johnsons tilbud om at tilbyde flygtede Hongkong-kinesere britiske pas, vil ikke få mærkbare konsekvenser. Hongkongs økonomiske betydning for Kinas samlede økonomi (et volumen på tre procent) er beskeden, og Kina er langsomt ved at skifte regionens befolkning ud med indflyttere fra fastlandet.

Tilbage står, at Hongkongs unge aktivister, med eller uden molotov-cocktails, vil fortsætte demonstrationerne. Disse har været karakteriseret af betydelig materiel ødelæggelse, flere tusinde arresterede (og efterfølgende løsladte), men kun to dødsofre. Hvem skal vi takke for dette mådehold, politiet eller Joshua Wong?

Om Vestens reaktioner på Kinas indgriben lyder det i både Beijing og Hongkong, at ’hunden gør, men den bider ikke’. Opgøret i den tidligere britiske koloni ligner efterhånden det stof, som operettekrige er gjort af.

(klumme i Politiken 11.06.20)