Amerikansk politik på afgrundens og desperationens rand.

JUNIS FØRSTE DØGN lignede en skæbnestund for USA. Præsidenten mobiliserede et sikkerhedsberedskab i forbundshovedstaden – ikke set siden terrorangrebet 11.9.2001. Der var mindelser om de dramatiske oprør i sommeren 1968 udløst af drabet på borgerretsforkæmperen Martin Luther King; 34 af de 39 dødsofre for 52 år siden havde samme hudfarve som ikonet King og nutidens sagesløse George Floyd.

Tirsdag 2. juni kl. 7.30 satte den øverste ledelse i Forsvarsministeriet Washington D.C., Maryland og Virginia i et beredskab med kodebetegnelsen Force Protection Condition Charlie, det næsthøjeste niveau lige under kategorien angreb. Dagen forinden havde præsidenten ladet sig eskortere hen over Lafayette Square til St. John’s Kirken for at lade sig forevige med en bibel i hånden.

Trump lod samtidig en kombineret styrke rydde gaden med magt for at fjerne demonstranter, der ville vise deres modstand mod præsidentens embedsførelse. Et døgns tid senere stod det klart, at Nationalgarden, som organiserer de amerikanske reservister, var sat i beredskab i 26 delstater.

Præsidenten havde mobiliseret alle til rådighed stående føderale ressourcer, civile som militære, lød forklaringen. I mange andre nationer ville en sådan udmelding være blevet kaldt undtagelsestilstand. Men ikke i Trumps Amerika.

Her er der tale om en tidlig fase af en præsidentvalgkamp. Uden et eneste trøstende ord til de pårørende til omkring 1.000 daglige dødsofre for covid-19, ej heller til de 20.000 daglige nye smittetilfælde.

Tilbage i marts rapporterede Newsweek, at USA’s militære systemer har taget forberedelser til et regulært nødberedskab i regeringskontorerne, inklusive Det Hvide Hus, i tilfælde af at covid-19-pandemien rammer de centrale personer og funktioner i administrationen.

AT DEN HASTIGE spredning af covid-19 over hele USA siden er faldet tidsmæssigt sammen med demonstrationerne efter George Floyds tragiske død, er et vidnesbyrd om, at det amerikanske samfund under Donald Trumps snart fire år ved magten ikke bare er skrøbeligt, men regulært ustabilt. 40 millioner nyregistrerede arbejdsløse under covid-19 perioden er et tal, der ikke lyver.

Ikke alle symptomer i samfundstilstanden kan tilskrives Trumps særlige instinkter som magtperson. Der er også systemfejl, der tydeliggøres i denne dramatiske tid. Supermagten er blevet en fejlslagen stat, lyder karakteristikken i en stor artikel i magasinet The Atlantics juniudgave skrevet af George Packer, forfatter til bogen ’The Unwinding: An Inner History of The New America’.

Voldsanvendelse eller truslen om brug af samme er en integreret del af en kultur i fundamental strid med sig selv. I det amerikanske samfund er der mindst en kvart milliard skydevåben i omløb. Hvert eneste døgn omkommer flere end 100 amerikanske borgere som ofre for håndvåben; mens andre 200 lemlæstes.

Den tyske sociolog Max Weber skrev i 1918, at en legitim stat er et samfund af individer, der lader statsmagten administrere et voldsmonopol inden for et givet territorium. I USA, hvor retten til at bære våben er givet i forfatningen, er håndteringen af selvsamme monopol udfordret – dels af det høje niveau for voldsanvendelse, dels de modstridende udlægninger af forfatningens andet tillæg, som lyder: En velreguleret milits er nødvendig for, at en fri stats sikkerhed kan varetages af befolkningens ret til at bære våben. Bemærk ordet velreguleret. Flere delstater tager nu tilløb til at reformere politistyrkerne.

INDTIL EN SKELSÆTTENDE højesteretsdom i 2008 havde amerikanske domstole gennem generationer stået fast på, at retten til at bære våben kun gav mening som lokale militsers ret til at forsvare sig mod forbundsregeringen.

Da højesteret ophævede et lokalt domstolsforbud mod at bære håndvåben i Washington D.C, kunne våbenlobbyen se årtiers indsats belønnet og tilmed bekræftet af retsvæsenets højeste instans. Titusinder har betalt med liv eller lemlæstelse undervejs.

Under præsident Trumps tid ved magten er de amerikanske paradokser blevet skarpere og tydeligere end nogensinde siden raceoprøret og præsident Lyndon B. Johnsons velfærdsreformer i 1960’erne.

En demokratisk retsstats kvalitet skal måles på dets evne til at korrigere sig selv, når dets borgere svigtes. Her har USA været sat i stå i årtier. Der er ingen garanti for selvkorrektion til november. Våbenlobbyen lader sig ikke afvæbne frivilligt, og stemmesedler forvandler ikke hårdhændede politifolk til humanistiske rundkredspædagoger.

Efter de forførende år under Barack Obama er det Amerikas underside og nogle gigantiske demokratiske paradokser, vi oplever nu.

(klumme i Politiken 15.06.20)