Som demokrat kan man ikke hylde Fogh

Anders Fogh Rasmussen er ikke troværdig i rollen som politisk missionær.

Når historieskriverne om nogle år skal formulere sig og konkludere på de vigtigste begivenheder i 2020, kommer de ikke uden om denne her:

At de store vestlige samfund, anført af USA, fejlede fatalt i bekæmpelsen af covid-19-pandemien, og at en stribe østasiatiske samfund leverede de mest kompetente indgreb til at stoppe smitteudbredelsen. Succeslandene er indiskutabelt Kina, Taiwan, Sydkorea, Japan, Vietnam, Singapore og Indonesien.

Epidemibekæmpelsen gør det meste af Østasien til rollemodel, USA til en fejlslagen stat, mens billedet i Europa mildt sagt er broget.

Covid-19-pandemien skubber dermed yderligere til en udvikling, der har været i gang længe: at penge og magt og dermed global indflydelse rykker væk fra Washington og Bruxelles og over mod klodens ældste kontinuerlige civilisationer, de østasiatiske.

Den vestlige dominans i verden, der begyndte i 1700-tallet, er således ved at være ovre. Hvem tror på, at udviklingen kan vendes med et ekstremt polariseret USA, der ikke forsvinder med Trumps mulige exit fra 2021, og et fragmenteret Europa, der presses af nationalpopulisme, migration og aldring?

Folk med benene solidt plantet i fortiden lider af den vrangforestilling, at den aktuelle stormagtsrivalisering står mellem ’frie’ demokratier og kinesisk ’kommunisme’. Realiteten er, at der foregår en rivalisering mellem et amerikansk plutokrati, hvor en lille hovedrig elite gavner sig selv, og et kinesisk meritokrati, der har en FN-dokumenteret verdensrekord i fattigdomsbekæmpelse.

Mens den statistiske gennemsnitskineser har oplevet en fordobling af levestandarden hvert 10. år, har den amerikanske industriarbejder stået igennem tre årtier uden reallønsfremgang. Kinas fremgang er dokumenteret af Verdensbanken og stribevis af amerikanske og europæiske forskningsinstitutioner.

PÅ DEN amerikanske bundlinje står Donald Trump og hans skingre nationalpopulisme, mens USA’s europæiske venner forsøger at lukke ørerne og kigger den anden vej.

Hvem redder så de vestlige samfund ud af denne knibe? En af dem, der gør et forsøg, er ingen ringere end fhv. statsminister Anders Fogh Rasmussen. Han er grundlægger af en fond og et netværk, der kalder sig Alliance of Democracies Foundation, angiveligt en nonprofitorganisation.

Foghs organisation holdt i fjor et fysisk topmøde i Skuespilhuset i København, og jeg var en af deltagerne. I år var samme topmøde indlysende nok virtuelt, men ikke uinteressant. De mest prominente deltagere var to tidligere amerikanske udenrigsministre, Madeleine Albright og John Kerry. Samt, ej at forglemme, den nuværende, Mike Pompeo, der var sat på en umulig opgave. Hvis han havde forsøgt at bygge bro til europæerne, var han blevet en valgplakat for Joe Biden.

For min del var det positive højdepunkt på årets konference en videooptagelse med Taiwans præsident, Tsai Ing-wen. Hun gjorde sig umage for ikke at fornærme eller udfordre den store nabo på den anden side af Taiwanstrædet. En bekræftelse af, at alle lever fint med status quo mellem Kina og Taiwan, men ingen tør sige dette rent ud.

Det mest påfaldende ved Foghs demokratitopmøde var fraværet af det officielle Danmark, som tydeligvis ikke vil røre den tidligere statsministers udenrigspolitisk aktivisme med en ildtang. Nationens mest antikommunistiske debattør, Søren Espersen, ville have pyntet gevaldigt på talerlisten. Han kunne have sat lidt mere kulør på de mange selvbekræftende indlæg.

Sidste års demokratikonference havde et stærkt fokus på Rusland, i år var det Kina, der var superskurken. Meget forståeligt, men påfaldende, at ingen havde lyst eller vilje til at diskutere de trusler, der kommer mod demokratiet indefra: fake news-pandemien, en dysfunktionel amerikansk præsidentadministration og et sammenbrud i tilliden mellem gamle og nye medlemmer af EU.

John Kerry var den eneste, der havde mod og mandshjerte til at pointere, hvor galt det er gået i Washington og omegn.

Måske skal forklaringen på fraværet af danske meningsdannere og politikere findes i Fogh Rasmussens lange liste af sponsorer, som alle har deres logoer på organisationens hjemmeside.

Her de mest prominente: Facebook, Microsoft, Twitter. Solide venner af demokratiet? Nej, præcis de aktører, der har bidraget til at miskreditere og underminere den liberale ånd i demokratisk debatkultur.

Anders Fogh Rasmussen bruger sit seniorliv som politisk missionær, men han kan ikke få øje på den indre råddenskab, der ødelægger det bedste i de vestlige samfund.

(klumme i Politiken 25.06.20)

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s