Europa må påtage sig brobyggerens og mæglerens rolle i forholdet mellem USA og Kina. Det tjener Europas interesser bedst.

OM FÅ DAGE INDLEDES det tyske EU-formandskab, og blandt dets største udfordringer er formuleringen af en fornyet europæisk politik over for giganten i øst, Kina. Danmark burde være i gode hænder her, for kansler Angela Merkel er den europæiske regeringsleder, der mest vedholdende har insisteret på et realitetspræget forhold til de markante forandringer af verden, som Beijings økonomiske og teknologiske ekspansion fører med sig.

Danmark har haft stadig tættere økonomiske relationer til det kinesiske udviklingsmirakel, siden det tog fart for fire årtier siden. Danske parlamentarikere har haft møder med dissidenter og Dalai Lama, og vi har været hovedsponsor på en resolution i FN’s Menneskeretsorganisation, der kritiserede Kina. Vores strategiske partnerskabsaftale med Kina fra 2008 har dannet ramme om en kritisk dialog. Vi har fået vækst, velstand og to pandaer.

Skeptikere og traditionalister har ment, at denne aftale fungerer som mørklægningsgardiner. I stedet skal vi melde os på USA’s side i den skærpede rivalisering mellem vores traditionelle alliancepartner og den fjernøstlige udfordrer, mener de.

Men det vil ikke være til gavn for danske interesser, at vi gør os til pakæsel for en krakelerende supermagt, hvis dominans er ved at være ovre. I stedet skal vi placere os i brobyggerens rolle og arbejde for en mere balanceret verdensorden, hvor EU, Kina og et USA (efter Trump!) er ligeværdige partnere.

FRA EN EUROPÆISK udkigspost presser følgende problemfelter sig på: 1) teknologisk udvikling, især 5G-netværket, 2) de territoriale udfordringer: Arktis og Det Sydkinesiske Hav, 3) randområderne: Taiwans og Hongkongs status, 4) mindretallenes situation, dvs. tibetanerne og de muslimske uighurer.

Teknologien først: EU må kræve fuld indsigt i de kontrol- og overvågningsmuligheder, som Facebook, Google, Twitter, Huawei og andre har over os som borgere. Uden skelen til selskabernes ophav.

Arktis kan udskydes, for her ligger kineserne i lang tid fremover i ly af Putins Rusland. Kinas opbygning af infrastruktur i Det Sydkinesiske Hav forskyder en magtbalance, der i årtier var i amerikansk favør, men det er EU og Kina, der har underskrevet FN’s havretskonvention, USA har ikke.

Taiwans placering i verden er reguleret af amerikansk lovgivning fra 1979, som EU stiltiende accepterer. Hvilket ikke udelukker europæisk støtte til, at det taiwanske samfund opnår en højere grad af international involvering i sager om klimainitiativer og global sundhed.

Tibet og Xinjiang: Ikke en eneste FN-resolution giver de to regioner retten til deres egen stat. Men den kinesiske undertrykkelse af mindretallene her er horribel, hvad EU ikke skal forsømme at kritisere Beijing for.

OG SÅ ER der Hongkong: Aktuelt forsøger Kina-Kritisk Selskab at forsvare Joshua Wong, den mest kendte af Hongkongs demokratiaktivister. Wongs bog ’Unfree Speech’ opfordrer utilsløret verden og især USA til at blande sig direkte i opgøret i Hongkong, hvilket er den lige vej til en katastrofe – Kina vil få det perfekte påskud til at slå hårdt ned på Hongkongs oppositionelle. Hvem gavner det?

Samme selskab fortier bekvemt, at Hongkongs demokratiaktivister i fjor fik deres hovedkrav opfyldt: Lokalregeringen trak et omstridt lovforslag om udlevering af mistænkte til Kina tilbage. Det behager heller ikke Kina-kritikerne at omtale, hvad Beijing foreslog demokratiaktivisterne i august 2014: Regionen kunne have fået en valgordning baseret på, at alle vælgere kunne få lov til at stemme om sammensætningen af lokalparlamentet.

Gennem flere måneder i 2019 foretog en hård kerne af demonstranter en systematisk vandalisering af offentlig og privat ejendom; gerninger, som de i dag kræver straffrihed for, hvilket forklarer europæiske politikeres forsigtighed med at tage skarpe holdninger til Hongkong. Bruxelles risikerer at komme i både farligt og dårligt selskab.

Kunne Europa alligevel spille en rolle her? Den tidligere kolonimagt Storbritannien, der ironisk nok er Europas største modtager af kinesiske investeringer, er som bekendt på vej ud af den europæiske familie, så på sigt vil det være perspektivrigt, at Bruxelles får sig en selvstændig Hongkong-politik.

Men kun hvis armen holdes strakt ud over for Donald Trumps Amerika. Supermagten er blevet dysfunktionel, ledet af en utilregnelig psykopat, mens landets nedtur fortsætter. En utroværdig allieret for systemkritikere og demokratiforkæmpere over den ganske klode, Hongkong inklusive.

Kinas ledelse er den største forhindring for, at landet opnår stormagtsstatus med tilhørende respekt, og det land, der mest effektivt underminerer USA’s globale rolle, er USA selv. EU må finde sin egen vej frem mellem de to.

(klumme i Politiken 29.06.20)